Begrebet ”den danske guldalder” dækker omtrentligt den periode Henrik Engelbrecht beskriver i sin bog: årene 1798 til 1848. Men udtrykket ”guldalder” er ifølge forfatteren stærkt misvisende, hvis man vil se det som en betegnelse for samfundstilstanden som sådan. Perioden indledes med fire-fem katastrofale ulykker i den lange, lange række af ulykker, som danske kongers og politikeres handlinger – og især måske passivitet – har påført landet siden den egentlige storhedstid, eller om man vil ”guldalder”, under valdemarerne i middelalderen. Først slaget på Rheden i 1801, derpå tabet af flåden og Københavns bombardement i 1807, derpå statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter. Resultatet var Danmarks reduktion til et lille, ludfattigt land, mens andre europæiske lande blomstrede og trivedes. Og ”guldalder”-perioden ender med det nationale storhedsvanvid i treårskrigen 1848-1850, der leder direkte op til endnu en katastrofe: blodbadet i 1864 og tabet af Slesvig.

Når det alligevel giver en vis begrænset mening at tale om en ”guldalder” i første halvdel af 1800-tallet, er det selvfølgelig fordi man herved tænker på datidens litteratur, kunst og arkitektur. Og disse kulturelle foreteelser var virkelig mirakuløse midt i den nationale elendighed. Men Henrik Engelbrecht har gjort klogt i indledningsvis at påpege og yderligere hyppigt understrege de elendige og til tider hårrejsende sociale forhold, der karakteriserede København i perioden: stanken i byen, latrinlugten i Det kongelige Teater blandet med hørmen fra tællelysene, rotterne overalt også i teatret, det slimede og forurenede vand i byens pumper, de mange, ikke ufarlige herreløse hunde, larmen, sygdommene, drikkeriet, kriminaliteten osv.

Det er en fremragende bog Engelbrecht har begået – et værk, der vil blive stående som ”referenceværket” inden for sit emne. Men også et lidt pudsigt værk. Forfatteren har valgt at skrive hele herligheden i aktualiserende præsens: ”Året er 1798. Mozart er død for kun syv år siden. Hans operaer er ikke nået til København endnu, men en ihærdig tysk førstegenerationsindvandrer presser på…”. Efter at have læst et par sider i denne stil uden nogen som helst referencer eller lignende spørger man sig selv, om der simpelthen er tale om fiktion, om et stykke – i øvrigt velskrevet – skønlitteratur forfattet af Henrik Engelbrecht. Heldigvis er det ikke tilfældet. Bagest i bogen findes et sandt overflødighedshorn af kildehenvisninger ordnet kapitel for kapitel samt en fuldstændig kronologi over operapremierer og relevante begivenheder i den omhandlede periode – en guldgrube for enhver, der vil beskæftige sig med emnet. Der er med andre ord godt og fuldt belæg for alt, hvad forfatteren skriver. Og den aktualiserende præsens vænner man sig hurtigt til. Det er nok muligt, at denne fremstillingsform – hvad der sikkert har været forfatterens hensigt – ligefrem letter læsningen og medvirker til at gøre denne mere lystbetonet, end det ville have været tilfældet med en mere traditionel og henvisningstung fremstilling.

Engelbrecht går kronologisk til værks. Vi får at vide, at Det kongelige Teaters repertoire omkring år 1800 består af småsentimentale hyggeskuespil, balletter og syngespil, samt en smule pligt-Holberg. Men kapelmester Kunzen presser på for at få opført en Mozart-forestilling. I oktober 1798 lykkes det endelig at få en stærkt forvansket Cosi fan tutte med talt dialog i stedet for recitativer på scenen med teatrets skuespillere som sangere. Stykket opføres på dansk under titlen Veddemaalet eller Elskernes Skole. De sværeste ensembler og arier er strøget, og der er kun få prøver inden premieren, så skuespillerne må til en vis grad improvisere. Det bliver en eklatant fiasko, og Engelbrecht redegør fint for, hvorledes en række intriger og bysladder om Mozarts mærkelige musik, sikkert udspredt af teatrets skuespillere, medvirker til at forestillingen tages af plakaten efter kun én opførelse. Det kongelige Teater er på dette tidspunkt byens eneste teater, og forestillingerne er genstand for intens offentlig interesse og altså også for intriger mellem forskellige rivaliserende grupper inden for kulturlivet – et forhold der varer ved i hele perioden. Først i 1807 får Mozart revanche med en – ganske vist stærkt forvansket og forkortet – udgave af Don Juan.

Også Beethoven udsættes for mere eller mindre skøre forvanskninger ved den danske premiere på det dybt alvorlige musikdrama Fidelio i 1829. For at råde bod på ringe billetsalg kombinerer teatrets ledelse forestillingen med optræden af en tyroler-trup med sange som: Der Tiroler und sein Schatzerl og Gemsenjäger-Lied.
Forfatteren bringer mange sådanne illustrerende anekdoter, men fokus fastholdes alligevel på det ikke-anekdotiske, på relevante data og den fremadskridende kamp om modernisering af repertoiret.

Medens teatrets stab af skuespillere og efterhånden også enkelte uddannede sangere ikke når meget ud over det middelmådige, så er der ikke tvivl om, at Det kongelige Kapel i hele den omhandlede periode må siges at have været fremragende. Det har vi i det mindste to førsteklasses kilders udsagn om: komponisten Carl Maria von Weber, hvis forspil til Jægerbruden førsteopførtes af Kapellet i København, og Mozarts enke, Constanze, der giftede sig med en dansk diplomat og flyttede fra Wien til København. Constanze: ”Mozarts værker bliver intetsteds bedre opført end i denne hovedstad, når det gælder orkestret.”

Med Engelbrecht følger vi nu de mange kampe om teatrets repertoire, der i høj grad (ligesom i nutiden) er præget af diverse kulturmoguler. Johan Ludvig Heibergs idiotiske kamp mod operaen som genre og for de biedermeieragtige vaudeviller refereres indgående, og vi kommer forbi en række spændende profiler som Du Puy, Weyse, Baggesen, Oehlenschläger, Kuhlau, H.C.Andersen, Jenny Lind og mange flere. Det kongelige Teater bliver omsider saneret og moderniseret, og ordentlige uddannelser af solister og korister indføres. Efter Heibergs misregimente er man under August Bournonville klar til en ny tid med et ordentligt repertoire.

Bogens sidste kapitel er en glimrende indføring i, hvad vi véd om datidenssyngestil. Oven i købet henviser Engelbrecht til de allerførste optagelser på fonografvalser, som læseren inviteres til at aflytte på hjemmesiden www.henrikengelbrecht.dk. Her synger de gamle skuespillere/sangere Schram og Phister, der endnu var bærere af traditionen fra guldalderens barndom.

Noget af det allerbedste ved Engelbrechts fortræffelige bog er det righoldige og helt enestående billedmateriale. Ud over portrætter af alle væsentlige personer – næsten alle i farver og smukt trykt – bringer bogen en række tegninger og stik, der viser publikum i de såkaldte ”høkerloger”, trængslen omkring ”billethajerne”, scenebilleder osv. Bogen er med dette fornemme udstyr en sand bibliofil nydelse, fornemt sat af Carl Zakrisson.