Operaformidling i topklasse

Thomas Teilmann Damm – August 2022

Med sine 656 sider og en vægt på godt og vel 1,5 kg er Henrik Engelbrechts Opera i Danmark. 1634-2005 et mammutværk. Bogen lægger sig naturligt i forlængelse af forfatterens tidligere udgivelser Opera i guldalderens København (2017), Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen (2019) og Arven efter Lumbye (2020) der også beskæftigede sig med dansk musiklivs historie. Engelbrecht har tydeligvis fundet en niche der passer ham godt. Operaen i særdeleshed har været hans emne i rigtig mange år, det være sig i bøger, programnoter og radioprogrammer, og det mærker man: Han taler til og skriver for et bredt, operainteresseret publikum og gør det med både substans og vid.

Operaen er noget så sjældent som en kunstart med en daterbar oprindelse. Vi kan ikke blot pege på en første én af slagsen, men vi ved i detaljer hvornår, hvordan og hvorfor kunstarten overhovedet blev opfundet. Historien er fortalt mange gange: I slutningen af 1500-tallet mødtes en gruppe musikere og musikelskere hos grev Giovanni de’ Bardi i Firenze og diskuterede genoplivningen af det antikke drama. Medlemmerne af denne ”Florentiner-Camerata” publicerede adskillige teoretiske skrifter om emnet, men det vigtigste for eftertiden er at teorierne også blev omsat i praksis. Digteren Ottavio Rinuccini og komponisten Jacopo Peri skabte sammen den første opera – omend betegnelsen endnu ikke blev brugt. Titlen var Dafne, og værket blev uropført i 1598 for et eksklusivt publikum bestående af aristokrater, musikere og akademikere.

Dafne og dens umiddelbare efterfølgere ligger på mange måder fjernt fra det vi i dag forstår som opera, og hele projektet med genoplivningen af det antikke drama har næppe spillet nogen stor rolle for det musikelskende publikum i de følgende århundreder. Med tiden måtte både aristokratiet og akademiet opgive monopolet på operaen der – som senere filmen, en anden daterbar kunstart – blev annekteret af det brede publikum. Den vigtigste arv fra Florentiner-Camerataen er derimod den mere almene bestræbelse på at sammenflette ekspressiv sang, dramatisk forløb og spektakulær forestilling.

Henrik Engelbrecht begynder også med en kort skitse af kunstartens opståen. I begyndelsen er operaen udelukkende en italiensk affære, men det varer ikke længe før de meste af Europa er med – Danmark relativt tidligt, nemlig i 1634. Christian IV’s ældste søn skal giftes, og i forbindelse med fejringen vender kongen sig imod den nye genre der tidligere har kastet glans over royale begivenheder andre steder i Europa. Mest berømt er Peris og Rinuccinis Euridice, uropført i 1600 i anledning af brylluppet mellem Henrik IV af Frankrig og Maria de Medici. Christian IV følger med den nye bølge og hyrer Heinrich Schütz, tidens største tyske komponist, til at stå for den musikalske forestilling som ender med at forløbe over flere dage og bliver en veritabel opvisning i det Engelbrecht beskriver som ”dansk overflod og kulturel dannelse”. ”Til gengæld,” fortsætter han tørt, ”er det kun en ganske lille promille af den danske befolkning, der har opdaget, at Danmark undervejs i den ufatteligt ødsle fejring nu også er blevet en operanation”.

Tonen er typisk for Engelbrecht der bestandigt balancerer mellem den saglige fremstilling og den underholdende formidling. Man er i godt selskab med fortælleren i Opera i Danmark, og man følger ham villigt ud i alle emnets kroge og afkroge. Det ene øjeblik gribes man af beskrivelsen af branden 1689 i landets første operahus, en tragedie der kostede omkring 170 mennesker livet, men let kunne have været undgået, det næste morer man sig over beskrivelsen af tenoren Michael Rosings stemme (Engelbrecht citerer en samtidig kritik): ”Naar han vil tvinge den op i den høiere Toneskala, giver den altid en hylende Klang fra sig, og er desuden meget monotonisk.” I det hele taget er der en friskhed i fremstillingen der hele tiden lokker læseren videre: Man tror man vil nøjes med et enkelt afsnit, men er pludselig flere kapitler længere fremme.

Det skader bestemt heller ikke læseligheden at kapitlerne er delt op i korte underafsnit med vittige overskrifter såsom ”En hæs primadonna”, ”Igler og brændende oblater”, ”Hjertestop på scenen”, en disponering af stoffet der i høj grad pirrer nysgerrigheden. Det samme gør billedmaterialet der er både relevant og imponerende i sit omfang. Eneste anke i den forbindelse er en sideopsætning der efterlader en hel del hvide områder og giver et lidt uroligt indtryk, men det er naturligvis en petitesse i det samlede billede af en flot udgivelse.

Har operaen – og specifikt operaen i Danmark – en fremtid? Engelbrecht slutter sin gennemgang i 2005 med åbningen af det nye operahus i København, Mærsk Mc-Kinney Møllers ”folkegave”. Det er bestemt fornuftigt, for historieskrivning kræver en vis distance. Festligheden tillader Engelbrecht at beskrive åbningen som et ”euforisk højdepunkt for en kunstart, som gennem århundrederne har vist sig at være særdeles omstillingsparat”. Engang var operaen adelens. Så blev den borgernes og sågar i en periode folkets. I dag insisterer de fleste på at opera stadig er, eller bør være, folkelig, alt imens det er en relativt lille kulturel elite der rent faktisk nyder den i dens gamle hjemsted, Operahuset.

Det centrale problem, den varme grød operakatten lister omkring, består kort sagt i at der ikke er skrevet en eneste levedygtig, virkelig populær opera siden Puccinis Turandot (1926), og at det repertoire der sædvanligvis bliver opført, er foruroligende smalt. Som Karl Aage Rasmussen skriver i Musik i virkeligheden: ”Opera, worldwide, er stadig Mozart, Verdi, Puccini og Wagner plus måske en snes værker af andre for længst afdøde musikdramatikere. Deciderede repertoireværker som løbende spilles på alverdens scener, har altså – med blot en lille håndfuld undtagelser – ikke vist sig  i hen ved et århundrede.”

Den levende tradition er brudt. Operaen er ikke i stand til at lægge nye værker til, men er i stedet dømt til at repetere de gamle. Heraf bestræbelsen på at finde og relancere glemte værker af fortidens mestre, især inden for barokoperaen, og heraf ophøjelsen af iscenesættelsen til en ny kunstart i egen ret: Når vi taler om ”Neuenfels’ Aida”, ”Bieitos Bortførelsen” og ”Holtens Ring”, er det et symptom på at vi er begyndt at kede os. Ganen er træt af de gamle retter, så vi hælder en ny, pikant sauce henover dem. Instruktørerne ”skaber nyt” og får lov at være kreative. Og hvis vi, publikum, er heldige, genkender vi værket under staffagen og får et par åndehuller hvor vi kan nyde det der heldigvis stadig kan sende kuldegysninger ned ad ryggen på de fleste: den store sang og den store musik.

Om Operahuset på Holmen, og de opførelser den danner ramme om, virkelig er et euforisk højdepunkt for operaen i Danmark, må eftertiden vise, og vi skal samtidig huske at der også er ny, spændende operaaktivitet andre steder i landet. Henrik Engelbrecht skriver at han vil lade andre fortælle den historie, men hvis han en dag skulle føle at tiden er inde, vil mange sikkert bifalde at han ombestemmer sig og skriver den selv.

Læs flere boganmeldelser

Opera i Danmark
Henrik Engelbrecht

Opera i Danmark. 1634-2005

Forlaget henrikengelbrecht.dk 2022
656 sider