Med den fornemme biografi Aksel Schiøtz – den danske sanger skriver Henrik Engelbrecht sig endnu engang ind under huden på væsentlige sider af dansk musikliv. Det er en bog, der tør tage stilling til mere end det rent faktuelle, og som får sine læsere til at reflektere. Hvad tegner et menneske? Hvilke vendepunkter var særligt betydningsfulde i et liv? Var det drømmene, der drev håbet og vandt sejren – og hvad betød drømmene, der aldrig blev til noget?

Med en veludviklet forståelse for bevægelserne i kulissen, de politiske rævekager, snoretræk og tovtrækkeri kaster fortælleren Engelbrecht lys på et musik- og kulturpolitisk skyggeland, som ingen nok-så-stor-kunstner kan sætte sig ud over. Engelbrecht tegner en kunstnerkarriere med mange opture og ligeså mange skuffelser, en livslang kurs fra frimod til mismod.

Det er på mange måder en forstemmende fortælling, og det er svært at forstå, at filmen ikke for længst er blevet lavet! Det var en meget høj piedestal, danskerne satte Schiøtz op på efter krigsårene, hvor han blev indbegrebet af dansk sang, sprog og identitet. Og piedestalen var da også alt for høj til eftertidens lavloftede danske stue. Er der noget i vores folkesjæl, der bare må beskære det træ, der overgår de andre i skoven?

Det kræver mod at være sanger. Man er sit eget instrument og har usædvanligt meget på spil hele tiden. Og at være tenor fordrer en endnu større portion ekstra selvtillid, for du går ikke bare ind på scenen og plukker det høje C ned udelukkende på din gode teknik. Du er nødt til at synge ud fra en ukuelig tro, hvis du skal overgå de andre træer i skoven og overbevise publikum. Men hvordan bevarer man frimodigheden i modgang, og er den lavloftede danske stue simpelthen bare for lav til et højt C? Sverige kan fostre tenorer. Og verdens ultimativt bedste stangspringer (Armand Duplantis) – når nu vi taler om loftshøjde!

Hvad tegner et menneske? Hvilke vendepunkter var særligt betydningsfulde i et liv? Hvor indtraf muligheden for forandring, og risikoen for fald? Var det drømmene, der drev håbet og vandt sejren – var det drømmene, der aldrig blev til noget?  
Henrik Engelbrecht kommer meget fyldigt og sympatisk rundt om livsdefinerende øjeblikke i Schiøtz’ liv. Den syvårige lillebrors død, forældrenes stramme kristne livssyn, gymnasieårene i et boblende musikliv omkring Øregaard og Aurehøjs gymnasier – oh, at få chancen som solist med sit gymnasiekor i Fynsk Forår i Odd Fellow Palæets fornemme sal med selveste Carl Nielsen, komponisten selv, som dirigent! Så kan vi tale om loftshøjde.

Aksel Schiøtz var så heldig og privilegeret som ungt menneske at møde voksne, der havde et kultursyn, der ikke blot byggede på at gøre tærsklen så lav som muligt, men skabe et rum, der var højt nok til noget meget stort. Det må have været et kæmpe kulturchok for ham, da han sent i livet blev tilgodeset med et særligt oprettet professorat på Danmarks Lærerhøjskole, hvor man ifølge hans hustru Gerd på det tidspunkt (1968) ”kun var interesseret i bongotrommer og rytmisk musik”. Et chok, ikke kun fordi han var åbenlyst fejlcastet til rollen, men fordi ’68 tydeligvis blev et afgørende paradigmeskift, som Schiøtz blev fanget i. Det brede folkelige populærkrav overfor den smallere professionelle indsigt har lige siden sat nye standarder for, hvilken tilgang man - både som underviser og som udøvende kunstner - får lov at arbejde efter. Skal vi kun give folk det, de vil have og forventer? Er det elitært og arrogant at give folk det, de ikke vidste, de havde brug for, men som måske åbner nye erkendelser? Folkeskolen og dens børn og unge betaler stadig dyrt i dag for den fejlslagne uddannelsespolitik fra dengang. Kulturministerens Morgensangspulje med Philip Faber ved roret er et kærkomment initiativ, men der skal meget mere til, og der er rigtig lang vej endnu.   

Aksel Schiøtz var i sine bedste år selv et levende billede på, at det ikke handler om et enten-eller men om et både-og. At det folkelige, det nære, godt kan stå side om side med det såkaldt finkulturelle – at genrer ikke var en hæmsko for ham. Han kunne både være ”den maskerede tenor”, der kom op gennem gulvet på drejescenen sammen med Wurlitzer-orglet og kino-organisten i Palladium, og synge tyske lieder med verdens førende akkompagnatører så prestigiøse steder som Wigmore Hall i London. Han kunne både være medstifter af en jazzklub i sin fødeby og medvirke i Tivoli-Revyen og være oratoriesolist med Københavns Drengekor og dirigent Mogens Wöldike.

Engelbrecht stykker hele mosaikken om den danske sanger sammen, uden at det nogensinde bliver et ensidigt skønmaleri. Utilstrækkelighederne er der også. Hvordan var ægtemanden Schiøtz som pater familias med fem børn? Hvorfor blev han ved med at søge operavejen, når den øjensynligt ikke lå lige til højrebenet for ham? Var han egentlig overhovedet tenor? Skulle han ikke bare have kastet håndklædet i ringen og indstillet sangerkarrieren efter sygdommen og lammelsen? Var hans naturtalent og stemmepotentiale fuldt udnyttet, eller burde han have sat ind tidligere med mere stemmetræning og teknik – kunne det bære langt nok? 
Hvis man forestiller sig et øjeblik at stå i Schiøtz’ sko, så kunne man måske godt få lyst til at skrige – måske bare intenst og kortvarigt – ”så lad mig nu for h…… være i fred”! Men når du én gang er folkeeje, så ejer du ikke længere dig selv. Så må du leve med, at alle synes, de har ret til at mene noget om dig. Om din familie. Om dit. Og om dat.

Derfor er det på en skyklapagtig måde sært befriende, at pladeselskabet Danacord og enken Gerd ”fravalgte alle de sene optagelser (læs: efter sygdom og operation) i den store CD-udgave fra 1997 af hans pladeindspilninger”, som Engelbrecht fortæller. Ikke fordi der er brug for at bevare ham oppe på den høje piedestal, men fordi vi under en stor musiker lidt fred og oprejsning.

Og derfor giver det også mening – ja, faktisk er det et eller andet sted nærmest rørende - at læseoplevelsen får lov at begynde med den taktile fornemmelse af det bløde mat-coatede omslag – fløjlsblødt som den unge Schiøtz’ naturstemme. Et omslag i blåt og hvidt, en nobel og rolig blå baggrund for den fremragende fotograf Rie Nissens ”Hollywood”-smukke portræt af den danske sanger. Ikke et billede i profil, som altid efter operationen og lammelsen, men et åbent, ærligt, modent og selvsikkert ansigt forfra med et venligt og lyttende blik, der trækker beskueren med ud til højre i læseretningen mod nye oplevelser.

Den 19. april 1975 døde Aksel Schiøtz, altså for 50 år siden i disse dage. Danmark har ikke ydet ham fuld retfærdighed, mens han levede, så udgivelsen er med sin fyldige research, sine righoldige illustrationer og sit grundige noteapparat og kildeindeks en særdeles kærkommen 50-årsmarkering. En anbefalelsesværdig og velfortalt biografi, der giver en højtelsket stemme velfortjent og nuanceret taletid.