Hvor er det godt at forlaget Multivers har valgt at fokusere på en række af de danske komponister, der havde et aktivt og betydningsfuldt virke i deres samtid, men som eftertiden mere eller mindre har ladet gå i glemmebogen.

Nu er en bog om Ebbe Hamerik så landet, og efter endt læsning må jeg konstatere, at her er en kunstner og et menneske med stof til en stor og spændende fortælling: Søn af komponisten Asger Hamerik og dermed født ind i Københavns kulturelle indercirkler. Skabende kunstner i 20’ernes smeltedigel af formeksperimenter og fornyelser. Flittig komponist med 5 symfonier, flere operaer, sange og kammermusik, der både blev opført herhjemme og i udlandet, på CV’et. Travl dirigent med international karriere med nogle af Europas bedste orkestre. Og en ildsjæl i dansk musikliv der helt sikkert rendte sig nogle staver i livet. Oven i det: frivillig i Vinterkrigen på finsk side og en passioneret og hårdfør sejler, der endte sine dage i en storm på havet, bare 52 år gammel. Sikke et liv, sikke et menneske.

Det er Eva Hvidt, anmelder, journalist, forsker og formand for Carl Nielsen Selskabet, der har skrevet bogen, og den emmer af en ærlig nysgerrighed både over for mennesket Ebbe og den musik han skrev. Hvidt har gravet dybt i arkiverne, læst breve, scrapbøger og partiturer, haft samtaler med Ebbe Hameriks datter Nina, og bogen er fuld af velplacerede citater fra samtidens skrevne medier.

Hamerik-slægten har åbenlyst fascineret hende, og tak for det: Den slægt er jo ren Danmarkshistorie! Sporet går bl.a. tilbage til de herrnhutiske menigheder i Slesvig-Holsten, over Grundtvig og romantikken, og til borgerskabet og de grundlovgivende forsamlinger i København. Oveni arver Hamerik et naturligt internationalt udsyn fra faderen, der var venner med Berlioz, dyrkede fransk sprog og kultur og i mange år direktør på et konservatorium i USA.

Han er med andre ord født med en kulturel guldske i munden, og selvsikkerheden fejler da heller ikke noget, da han 18 år gammel debuterer med en håndfuld sange. De bliver godt modtaget, og snart er han ansat som assisterende dirigent på Det Kongelige Teater. Da han ikke kan få hele det kunstneriske ansvar, vælger han at forlade Danmark til fordel for en karriere i især Tyskland og Belgien, hvor han dirigerer både Berliner- og Wienerfilharmonikerne bl.a. ved opførelser af den ret populære og ”erotisk-sanselige” orkesterlied ”Sommer”, som slår an i tysk oversættelse. Han er en søgt dirigent i de store orkestre. Og han bliver væk i fem år.

Hamerik skal som alle 20’ernes komponister ikke bare finde, men nærmest opfinde sine ben i 1920’ernes på en gang kaotiske og inspirerende kulturelle landskab med værdikrise og formeksperimenter, og Eva Hvidt tegner i bogen et billede af en komponist til tiden der vil det ny, men på sine egne betingelser. Hamerik bliver primus motor i foreningen Ny musik, som arbejder for at bringe samtidsmusikken og samtidskomponisterne til et Danmark, der stadig hænger lidt i national-bremsen. Fornyelsen af musikdramatikken er en hjertesag for Hamerik, og Eva Hvidt følger ham fra den ekspressivt-romantiske Stepan med den russiske revolution som bagtæppe over den tidlig musik-inspirerede Leonardo da Vinci til den surrealistiske Drømmerne med Karen Blixens novelle som forlæg.

Hamerik dyrker det saglige, rytmiske og prunkløse, og Hvidt trækker tråde til samtidens billedkunst, arkitektur og kulturradikale tankegods. Bogen har mange fine og grundige værkbeskrivelser. Hvidt er sprogligt præcis og citerer fra anmeldelser og avisartikler, så man både mærker musikken og får lyst til at høre mere. Det er en stor styrke ved bogen, at man ubesværet kommer ind under huden på værkerne og får appetit på dem – jeg er selv efterfølgende gået på opdagelse i Hameriks Cantus-Firmus-symfonier, inspireret af både modernisme og renæssancens korsang.

Hamerik kom til at spille en stor rolle i dansk musikliv, og gennem ham får vi en ret håndfast fornemmelse af de kolossale ændringer, der sker op gennem 1900-tallet, ikke mindst da radioen kommer til. Eva Hvidt skitserer orkestersituationen i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet – spændende læsning, hvem der egentlig var af aktører på det her tidspunkt! – og Hamerik bliver dirigent for den førende koncert-institution Musikforeningen efter Carl Nielsen. Men i det, samtiden døber ”orkesterstriden”, mister foreningen sine bedste musikere til Emil Holm og det nystartede Radiosymfoniorkester. Her møder vi en anden side af Hamerik: enspænderen, det kantede og kompromisløse menneske, der nødigt lader andre få ret. Hamerik vælger at droppe samarbejdet med radioen, og får dermed ikke Musikforeningens koncerter radio-transmitteret. Han bliver uvenner med Carl Nielsens svigersøn Emil Telmànyi over noget, der ligner en petitesse, han bryder med Tivolis symfoniorkester, fordi han ikke synes musikerne er gode nok, han forlader en komité i protest over, at hans fars musik ikke er med på et nationalt kunststævne i Forum. Osv. osv.

Men Eva Hvidt vælger desværre ikke at grave dybere i de mange konflikter, og det er brandærgerligt. Lige så indsigtsfuld og spændende bogen er, når det gælder beskrivelser af musikhistorie og værker, lige så ensidig er den psykologisk, for hovedpersonen fremstår helt uden sprækker: Et sympatisk og nysgerrigt menneske, arbejdsom og disciplineret. Hvidt er loyal indtil det nærmest næsegrus beundrende over for Hamerik, tager konsekvent hans parti (kalder f.eks. hans protest på kunststævnet for ”en ædel batalje” – hvorfor ædel?) eller lader konflikter passere uforklaret. Men hvorfor var der så mange konflikter? Hvad var Hameriks egne aktier i dem?

Hvidt reflekterer ikke over det, og det larmer i portrættet af et komplekst menneske med synlige dæmoner. Det er mærkeligt, for Hvidt virker selv til at være opmærksom på dem. Hun undrer sig f.eks. over, at det pludselig skulle være en mærkesag for Hamerik at få opført sin fars musik, når han i øvrigt aldrig havde gjort noget for at fremme den i den danske offentlighed. Men slutter så alligevel kapitlet med at han fik sat ”et smukt punktum” ved at dirigere Asger Hameriks Requiem. Punktum for hvad? Og hvorfor smukt?

Mest påfaldende er tavsheden om Hameriks indre rørelser i beskrivelserne af hans virke i Tyskland i 30’erne og 40’erne og de spørgsmål, der åbenlyst melder sig. Hamerik har haft succes med at dirigere orkestre i Wien og Berlin, men da nazisterne overtager, ”fulgte et påtrængende moralsk og politisk dilemma”, skriver Hvidt. Ja, mon ikke, men hvis det har været påtrængende for Hamerik, er det i hvert fald ikke påtrængende for Hvidt at fortælle om det.

Det er, som om Hvidt holder forholdet til Tyskland lidt ud i strakt arm i forsøgsvis nøgterne beskrivelser, der får én til at hoppe i stolen. Hun skriver f.eks. om overgangen fra Weimarrepublik til Det tredje Rige: ”Trods daglig vold i gaderne lykkedes det herefter med en svag lettelse af den økonomiske krise og en hård arbejdsindsats at mindske arbejdsløsheden og bringe lidt orden i hverdagen”. Tak for kaffe, tænker man, det er godt nok en pæn omskrivning af det, der for åbent tæppe foregik i Tyskland i 1933: suspenderingen af parlamentet, omstødelsen af borgerrettigheder, forbud mod venstrefløjsaviser og omgåelsen af Rigsdagen, det tyske socialdemokratis ledelses flugt til Prag osv. Eva Hvidt er naturligvis klar over det, og skriver 6-7 linjer om udrensninger og kunstnerflugt, men gjorde Hamerik sig nogle tanker om det? Det aner vi ikke, og det lyder i bogen, som om det værste var, at livet nu er blevet lidt bøvlet for den danske komponist og dirigent, som mærkede at ”det blev gradvist sværere […] at deltage i kulturlivet uden samtidig at blive syltet ind i nazisternes uhyrlige politik”.

Hamerik var - som en række andre danske kunstnere - medlem i foreningen ”Nordische Gesellschaft”, en forening med sæde i Lübeck, som siden 1921 havde arbejdet for at knytte relationer mellem Nordtyskland og Skandinavien. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev foreningen politisk udrenset og fuldstændigt overtaget af NSDAP, der åbenlyst brugte den som kulturpolitisk løftestang til udbredelsen af nationalsocialistiske ideer. Hamerik blev medlem i 1937, men det ser Eva Hvidt ikke noget odiøst i, da mange danske kunstnere sluttede op om foreningen ”uden at de af den grund kunne rubriceres som nazister, f.eks. maleren Robert Storm Petersen […] og komponisten Paul von Klenau”. Hertil kan man indvende, at sidstnævnte i mange år blev lagt på is i dansk kulturliv, og at Storm P’s medlemskab da også har fået historikere til at studse, ikke mindst fordi han først afsluttede det i 1944. Heller ikke Ebbe Hamerik meldte sig ud, da Danmark blev besat og krigen rasede, men først i 1943 da samarbejdspolitikken officielt ophørte. Det ville have klædt bogen, at Hvidt i det mindste havde reflekteret over det.

Det er altid nemt at være bagklog. Fortiden ser altid mere entydig ud end den var, og synet på Klenau er heldigvis blevet nuanceret de sidste år. Alligevel undrer det mig at Hvidt går så vidt som til at skrive, at når det gjaldt samarbejdet med tyskerne, så ”greb Ebbe Hamerik situationen ganske pragmatisk an”. Og så fortsætter med at skrive om de smigrende udtalelser, Hamerik får i tysk presse efter en højprofileret koncert i Dresden. I 1939. Hvidt understreger, at der ikke er noget der tyder på, at Hamerik sympatiserede med nazismen, og det kan meget vel være, men situationen må have kaldt på flere overvejelser, både fra Hamerik og forfatteren, end dem vi får.

Ekstra nysgerrig bliver man på Ebbe Hameriks motiver og indre moralske kompas, når man læser, at han i 1939 beslutter sig for at blive frivillig i Vinterkrigen på finnernes side, for her er ingen pragmatisme, kun rå handlekraft. Han fortæller selv efterfølgende, at han er træt af smukke ord og drager af sted nærmest overnight. Familien får besked, da han sidder i toget.

Det er en regulært spændende beretning, Hvidt ridser op, og den vidner om et radikalt menneske, der søgte ud til grænserne og fulgte sine inderste overbevisninger. Historien om, at han som menig nr. 621 slutter venskab med den svenske forfatter Rudolf Hammar, menig nr 620, er helt vidunderlig: I 30 graders frost skriver de ”Frontsoldaternes sang”, som bliver et hit i Finland. Men det har været benhårdt: Der er bombenedslag, træfninger, iskulde, sygdom, men Ebbe Hamerik bliver til våbenstilstanden i marts 1940. Igen: sikke et menneske – man ville gerne lære ham bedre at kende.

Eva Hvidt skriver også spændende om årene efter Hameriks hjemkomst, hvor han nok er krigshelt, men – måske plaget af sine oplevelser – går lidt i hi i en hytte ved Isefjorden. Her får vi også en grundig og sanselig indføring i operaer som Marie Grubbe og Rejsekammeraten, som de danske anmeldere var meget hårde ved, og ligeså i Cantus Firmus-symfonierne. Det er musikformidling, der virkelig batter!

Og så får vi i de sidste kapitler lov at følge Hamerik som sejlsportsmand, for hvem havet og sejladsen ikke bare er tidsfordriv, men en livsform. Hvidt har heldigvis medtaget rige uddrag af interviews og samtaler, og det er inspirerende læsning om en kunstner, der hylder pertentlighed, disciplin, planlægning, ensomhed og frihed.
Hamerik var prisbelønnet langturssejler og sejlede gerne alene. Der er optegnelser fra hans logbøger, og det er ikke småting af storm og uvejr, han står igennem. Den 10. august 1951 sejler han fra Norge mod Skagen, da det trækker op til storm, og som læser sidder man med tilbageholdt åndedræt hele vejen. Han kommer aldrig i land.

Det er en givende og indsigtsfuld bog, Eva Hvidt har skrevet, om en kompromisløs komponist og et komplekst menneske. Og efter endt læsning sidder man ligesom forfatteren med en ærgrelse over, at Hamerik så hurtigt gik i glemmebogen. Hans opera, Drømmerne, blev først uropført i 1974, mere end tyve år efter hans død, og de fleste vil i dag nok – ligesom jeg – sige Ebbe Hamerik? Hvem pokker er det? Hvidt taler for en genopdagelse af i hvert fald symfonierne og en del af kammermusikken. Det kan man kun stemme for!