De seneste 30 år er der blevet udgivet stadig færre originale danske børnesange, måske som led i musikfagets store fald i status i børne- og uddannelsesinstitutioner. Musik er f.eks. ophørt med at eksistere som selvstændigt og obligatorisk fag på pædagoguddannelsen. Og har man som forælder råd og lyst til at sende sit barn på musikskole, tilhører ens barn de kun fire (4!) procent, som er så heldige at få musikundervisning i fritiden. Det kan man forvisse sig om i Sven-Erik Holgersens og Finn Holsts (red.) rapport fra 2020, udgivet af DPU, Aarhus Universitet.1  Alene på den baggrund er Hvis du siger missetand… en milepæl.

Ligesom det i sin tid var en fest for Kaj og Andrea at ”bakke snagvendt”, er det en fest at læse Espen Strunks indholdsrige historie om dansk børnemusik fra Astrid Gøssel til Onkel Reje. Bogen er flot illustreret med mange fotos og farverige pladecovers, og ind imellem prosaen er der tekster (men ikke melodier!?) til en del af de børnesange, som omtales. Bagest i bogen er der en diskografi, en bibliografi og et navneregister. Der ligger et gedigent stykke arbejde bag bogen med den fængende titel.

Hvis du siger missetand… dækker næsten 100 års børnemusik og begynder med Harald Bergstedt og Carl Nielsens børnesange i Ti danske Smaasange fra 1924 og Astrid Gøssels Børnehaven synger fra 1938. I otte kapitler behandles børnemusikken et tiår ad gangen, og mellem disse oversigtskapitler er der interviews med fire fremtrædende eksponenter for dansk børnemusik, nemlig Iben Wurbs, Bjarne Jess Hansen, Alberte Winding og Mads Geertsen (alias Onkel Reje).

Bogens epilog binder en smuk sløjfe på historien om børnemusik ved at give ordet til Lotte Kærså, som fremhæver nødvendigheden af en tæt forbindelse mellem børnemusik og ”en musikpædagogik, der tager udgangspunkt i børnene”. Det var sådan, det hele startede med kulturradikalismens pionerer i 1930’erne. Synspunktet er selvfølgelig subjektivt og tegner kun omridset af en del af den musik, Espen Strunk gennemgår, men det er et fint udsagn fra børnemusikkens nyligt afdøde og meget sympatiske ildsjæl, der altid ville mere med sin musik end blot at underholde.

Historien om børnemusikkens lange tilblivelse i Danmark fortælles med mange detaljer, men også med et imponerende overblik. Det er spændende at få Ingrid og Lillebror, Bamse og Kylling og alle de andre samlet i nogle tendenser, f.eks. forholdet mellem børnemusik og populærmusik og mellem kommerciel musik og idealistisk/progressiv musik, genindspilninger af gamle børnesange overfor nyskrevne sange osv. At alle vi nulevende selv har været med en del af vejen, som børn, som forældre og måske som bedsteforældre, gør det ikke mindre sjovt at få helikopterperspektivet.

Bakspejlets klarsyn hører selvsagt til i voksenhøjde, men det meste af vejen har det også været voksne, der har sunget og spillet børnenes musik. Først fra slutningen af 1960’erne indtog børnene, især de lidt større, gradvist noget af scenen. Ungdomsoprøret og kampen for ligestilling mellem kønnene beskrives som en del af den proces, og det er én af bogens absolutte styrker. Vi får hele tiden samfunds- og kulturhistorien med.

De relativt lange interviews giver et godt indblik i de interviewedes baggrund for at arbejde med børnemusik, dog forekommer disse nedslag ind imellem lidt vel detaljefikserede. På den anden side kan man sige, at det dansktypisk hyggelige ved interviews som disse, der spørger til personlige bevæggrunde og motivationer, er med til at levendegøre historien.

Alt i alt er historien om dansk børnemusik overordentlig vellykket og rigtig underholdende at læse. Kontroversen i foråret 2023 om Onkel Rejes børneprogrammer er et vidnesbyrd om, hvor stor en rolle børnemusik og -underholdning spiller for børnefamilier. Hvor frøen Kaj i 1974 rømmede sig og tøvede, før han rimede på ”missetand”, er der anderledes smæk for skillingen hos Onkel Reje, og det har fået mange voksne op af stolene – hvilket jo ikke kun siger noget om Onkel Reje, men i høj grad også om moderne forældre. På den baggrund kan man undre sig over, at kultur for børn fylder så lidt hos anmelderne i medierne. Desto mere glædeligt er det, at Espen Strunk nu har skrevet børnenes musikhistorie.

En lille smule brok. At vælge at beskrive et tiår ad gangen giver selvfølgelig en systematik, men det bliver også lidt firkantet. I realiteten lapper de forskellige aktører jo ind over hinanden, og forfatteren kunne måske have opnået at give læseren et endnu bedre overblik, hvis en anden disposition af stoffet var blevet valgt. Og så en detalje angående navneregistret bag i bogen. Det er skønt med et sted man kan slå personer op, men forvirrende at når man går ind under et efternavn, finder man fornavnet først. F.eks. under bogstavet s: Sanne Salomonsen, Bo Schiøler, Aksel Schiøtz osv. Hvorfor ikke bare skrive efternavnet først, så man kunne blive i den alfabetiske rækkefølge?

Musikfagets stadig uslere vilkår i Danmark kunne have berettiget en diskussion af hvor vi bevæger os hen med børnemusikken i det 21. århundrede. I forhold til f.eks. Vesterbro Ungdomsgård i 1970’erne og senere Gunnar Geertsens Hornum-kor forekommer nutidens børne-MGP og X-factor som skarpe modsætninger med deres betoning af det enkelte barn/individ og mediernes snagen i personlige detaljer vedrørende de få succesombruste vindere. Med vores idoldyrkelse og ensidige fokusering på populærmusik synes vi at have bevæget os langt væk fra kulturradikalismens gør-det-selv-principper og Lotte Kærsås musikpædagogik ”med udgangspunkt i børnene”. Men skulle den diskussion have været med, var Espen Strunks bog nok blevet en del længere.

Afslutningsvis skal fra denne anmelder lyde en varm opfordring til, at man springer ind i den farvestrålende bog og fordyber sig i vores unikke og lange danske tradition for at tage børn alvorligt og inddrage dem i vores kulturhistorie via musikken.

• 1 edu.au.dk pdf