Rasmus Skov Borring og Per Krøis Kjærsgaard, begge med rødder i fri- og efterskolemiljøet i Danmark, har begået hver deres bog om det aktuelt populære emne fællessang. Nedslag i fællessangens historie og en kortlægning af sangens mange funktioner krydres med personlige anekdoter i de to bud på, hvorfor danskerne bør synge sammen i dagens Danmark.

Sangværten Rasmus Skov Borring er bl.a. kendt for at have skrevet melodien til den yndede efterskolesang Gi’ os lyset tilbage. Han turnerer flittigt rundt i landet og spiller klaver til sangarrangementer og fortæller om fællessang. I Er der steder hvor sandheden synger udfolder Rasmus Skov Borring i syv kapitler sin kongstanke om fællessangen som folkeoplysning: ”Når folkeoplysningsaspektet i sangene er så vigtigt, er det, fordi vi kan lære os selv bedre at kende gennem fortællingerne og poesien og stemningen i musikken. Det er med til at ruste os til at blive gode borgere i et civilsamfund med alt det, vi hver især repræsenterer.”

Hvert af bogens kapitler indledes med en sangtekst, ældre eller nyere, som er blevet sat i musik af forfatteren selv. F.eks. er bogens titel taget fra den sang af Jens Rosendal, der indleder det med fotos rigt illustrerede kapitel om vennen og forbilledet. Her kan man bl.a. læse om de to mænds fælles bestræbelser på at vedligeholde og forny fællessangen i Danmark gennem de 13 år, deres samarbejde varede, indtil Jens Rosendal døde i 2023.

N.F.S. Grundtvig har naturligvis også fået sit eget kapitel. Og fra beretningen om hans menneskesyn og betydning for højskolebevægelsen fører Rasmus Skov Borring læseren videre til hans egen historie om, hvordan han voksede op som barn af lærerforældre, der virkede på forskellige efterskoler. Her er forklaringen på forfatterens store engagement i den danske sangskat og troen på dens stadige fornyelse.

De sidste kapitler i bogen handler om sangene som ”folkekultur”, dvs. hvordan sangene afspejler deres historiske og samfundsmæssige kontekst. I den forbindelse omtales processen med kurateringen af sange og salmer til den seneste udgave af Højskolesangbogen og den medieopmærksomhed, som sangbogsudvalget og dets arbejde fik bl.a. i forbindelse med diskussionen om Ramadan-sangen. Det giver forfatteren lejlighed til at gøre sig nogle nyttige overvejelser om melodiers levedygtighed eller mangel på samme. Hvor debatten om udvælgelsen af sange og salmer til den 19. og nyeste udgave af Højskolesangbogen i sin tid primært kom til at handle om teksterne, får læseren her også det musikalske aspekt med. Hvad er en sangbar melodi, og hvordan kan sangtraditionen fortsætte med at være levende? Problemstillingen er normalt forbeholdt fagfolk, men er ikke desto mindre af afgørende betydning for, om en sang fungerer som fællessang. Vi kender alle sammen problemet med at stå ved Sankt Hans-bålet og forsøge at synge Midsommervisen på Lange-Müllers melodi, der er skrevet til solosang. Til fællessang er kun Shu-bi-duas melodi velegnet. Det kan man i parentes bemærket læse mere om i en kronik fra 2019 af denne anmelder, hvis man har lyst. Under alle omstændigheder er det godt og supervigtigt, at Rasmus Skov Borring insisterer på berettigelsen af melodiens kvaliteter.

I efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaards bog Være én, men én iblandt er konceptet et andet, idet forfatteren har inviteret 20 kendte og mindre kendte danskere til ud fra hver deres personlige udgangspunkt at fortælle om deres yndlingssange og -salmer og bedste oplevelser med fællessang.

Bogens kapitler er ordnet efter tema eller ”sang-grunde”. 20 gode grunde til at synge sammen er bogens undertitel. Per Krøis Kjærsgaard indleder med eksempler på sange, herefter kommer gæsten til orde med personlige kommentarer og anekdoter om salmer og/eller sange, der er relevante for kapitlets tema, og til sidst vender forfatteren tilbage med en liste med flere sange. På den måde kan bogen bruges som opslagsværk, hvis man gerne vil have idéer til sange om et bestemt tema.

Sangene, der refereres til i bogen, kommer hovedsagelig fra Højskolesangbogen, men der er også salmer fra Den Danske Salmebog og sange fra Efterskolesangbogen og Friskolesangbogen. I dette udvidede sangrum kommer Per Krøis Kjærsgaard rundt om så forskellige temaer som nationalfølelse, livsfaser, sprog og modersmål, fællesskab, årstiderne og livsglæde. Nogle af nøgleordene genkendes fra opdelingen af sange i Højskolesangbogen, andre er knyttet til de oplevede gevinster ved at synge sammen f.eks. kapitlet om sang og sundhed.

Ét af bogens temaer er fællessang som kulturmøde på tværs af generationer. Her giver Per Krøis Kjærsgaard via sangeksempler et signalement af generationstypiske træk. Og selv om den ret kursoriske behandling af forskellige tiders yndlingssange nødvendigvis må være generaliserende, er det sjovt at blive taget ved hånden og blive ført gennem de sidste cirka 100 års sanghistorie.

Man kunne have ønsket sig et register med sangtitler, så man nemt kunne vende tilbage til den enkelte sang. Forfatterens store hit som tekstforfatter og komponist, Kære linedanser - som bogens titel i øvrigt er et citat fra - omtales f.eks. adskillige gange, men man er nødt til at bladre hele bogen igennem for at finde ud af hvor. Man kan med andre ord gå ind på et tema, men ikke på en bestemt sang eller salme. Og korrekturlæsningen har været sparsom. Det er synd for en ellers velskrevet bog.

Læser man bogen fra ende til anden møder man, som der også står i forordet, mange gentagelser. Hvilken sangentusiast vil ikke sige om fællessang, at den giver samhørighed, livsglæde og en fælles energi hos de syngende, og alle 20 inviterede skribenter er sangentusiaster. Heldigvis har de alle noget væsentligt på hjerte og er i stand til at holde læserens opmærksomhed fanget.

Både Rasmus Skov Borring og Per Krøis Kjærsgaard kommer fra et levende sangmiljø, og nogle gange er det, som om de to forfattere tror, at hele Danmark jævnligt synger fællessang. ”Danmark er en syngende folkekultur”, skriver Rasmus Skov Borring og glemmer, at de fleste danskere for længst er holdt op med at synge sammen og med at synge i det hele taget. I ekkokamrene fri-, efter- og højskoler synges der meget, men udenfor er virkeligheden en anden. I Danmark er det mindretallets privilegium regelmæssigt at deltage i fællessang på en skole eller at synge sammen i private sammenhænge.

Det har gennem tiden ikke skortet på opfordringer til at oplade sin røst i fællesskab med andre. ”Lad os sammen bryde ud i sang” lød Benny Andersens spidsfindigt tvetydige opfordring i En sang om sang fra digtsamlingen Hymner og ukrudt fra 1985. Slut-00’ernes entusiastisk syngende undervisningsminister Bertel Haarder skrev i 2007 i tidsskriftet Dansk Sang en artikel om glæden ved fællessang, som stadig ligger på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside. Og i 2014 fik vi Sangens Hus i Herning, der har som sit erklærede formål at fremme sangen i Danmark, lokalt bakket op af 28 såkaldte sangkraftcentre rundt omkring i landet. Så kom Corona-pandemien, og Phillip Faber holdt modet oppe hos danskerne med daglig sang, som vi kunne deltage i derhjemme – hver for sig, men i det mindste samtidigt.

Efter Corona har der været en lind strøm af fortalere for fællessang bl.a. sangforsker Lea Wierød Borčak og musiker og underviser Henrik Marstals bog Fællessang – fælles sag?, som er blevet anmeldt i dette tidsskrift. Der er sangkonkurrencer og artikler om sang i medierne, og der er foredrag og højskolekurser. Alle, der synger, vil gerne bidrage med iagttagelser om sang og personlige beretninger om positive oplevelser med sanglige udfoldelser. Samtidig dokumenterer DPU’s rapport fra 2020 et tydeligt fald i danskernes aktive musikliv på alle fronter fra vuggestue til højere læreanstalter. Og man kaster sig jo ikke lige ud i fællessang, hvis man ikke på en eller anden måde i forvejen har sunget. Så fællessangen i Danmark har hårde odds. Traditionen med at synge og spille hjemme er for længst død. Og det er langtfra enhver forundt at gå i en børnehave eller en skole, hvor der er en veluddannet musikperson, der kan synge og spille med børnene. Eller komme på en efterskole eller højskole, hvor der synges hver dag. Tænk, hvis politikerne ville prioritere musikken i Danmark, så vi bl.a. kunne genfinde den fællessangskultur, som de to anmeldte bøger hylder. Lovgiverne ville have godt af at læse Rasmus Skov Borrings og Per Krøis Kjærsgaards bøger fra fællessangens ekkokamre.

–––

Rasmus Skov Borring

Er der steder hvor sandheden synger
En personlig fortælling om fællessang som folkeoplysning

Eksistensen 2024

154 sider

–––

Per Krøis Kjærsgaard

Være én, men én iblandt 
20 gode grunde til at synge sammen

Eksistensen 2024

298 sider

–––