Flot fagligt festskrift for et flagskib

Mikkel Thrane Lassen – February 2022

Det danske flagskib indenfor udgivelse af ny partiturmusik, Forlaget Edition-S, der under navnet Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik begyndte sin virksomhed i 1871, fejrede sit 150-års jubilæum i 2021. I den anledning udgav forlaget i samarbejde med forlaget Grønningen 1 et festskrift til ære for sig selv. Bogen balancerer hårfint mellem at være musikformidling på højt niveau med glimrende monografi-artikler af kompetente musikskribenter på den ene side – og at være et reklamekatalog for Edition-S' produkter (partiturmusikken, som selskabet lever af) på den anden.

Søren Schauser, der bidrager med intet mindre end tre artikler til bogen, indleder med et lille pligtskrift i form af en kulturhistorisk introduktion til Selskabet og forlaget, der rammesætter den position i dansk åndshistorie, som det historiske Selskab og nuværende Edition-S indtager. Man får ofte fornemmelsen af, at alt stof i Schausers hænder vokser og bliver fascinerende, og løfter denne indledende artikel sig udelukkende i kraft af Schausers tæft for sprog og formidling, så er der større schwung og vingefang i den næste artikel i samlingen, af samme forfatter. Her belønnes læseren med et fejende flot vue over den danske kompositionsmusiks historie, i hvert fald siden Carl Nielsen. Det lyder måske som en større opgave, men vi når fra Nielsen og Langgaard til Ib Nørholm og Gunnar Berg på kun lidt over 4 sider, så der er fart på, men det er en rendyrket formidlingsfornøjelse hele vejen igennem.

Sanne Krogh Groth giver læseren et interessant essay om komponisten som performer i egne værker. Dette er naturligvis ikke en hverken ny eller moderne foreteelse, men Groth analyserer tendensen i moderne kompositionsmusik til, at komponister trods tekniske begrænsninger på instrumentet alligevel deltager i opførelsen af egne værker, hvilket i bedste fald kan forlene musikken med sart skrøbelighed og en inderlighed, der ligger udenfor det tekniskes sfære.

Henrik Friis opridser kort i sin artikel den moderne danske operascene, der er mere mangfoldig, end man måske almindeligvis går og forestiller sig, mens Rasmus Holmboe skriver kyndigt om musik, der er visuel, fordi den konceptualiseres eller koreograferes.

I Anette Vandsøes fremragende bidrag får vi et meget stærkt tiltrængt overblik over den konceptuelle musiks historie i Danmark. Konceptuel musik dækker over musik, der overskrider sin egen ramme som musik og tillige (eller ofte udelukkende) er et koncept. Meget af den tidlige konceptuelle musik var forbundet med Fluxus-bevægelsen, og når Niels Viggo Bentzon skar kålhoveder op eller delte chokolade ud til publikum, var det konceptkunst – Bentzon kaldte det for Kålmusik, og dermed var konceptkunsten blevet til konceptmusik. At konceptet så var tyvstjålet fra Alyson Knowles’ fire år ældre Salad Piece er jo en helt anden sag. Vandsøe tager udgangspunkt i Henning Christiansens Colour Piece, opus 20a fra 1963, som er trykt på side 95. Stykket består som meget konceptmusik udelukkende af partiturkommentarer, nemlig "Kør med mindst fire plæneklippere igennem publikum, igennem byen eller igennem verden". Meget af stykkets grænseoverskridende appel eller mangel på samme vil afhænge af hvordan performeren fortolker instruktionens ord 'igennem'! Vandsøe får sat den danske konceptuelle og eksperimentelle avantgarde i sammenhæng med den internationale, som fx John Cage eller Karlheinz Stockhausen, der også begge har dyrket konceptmusikken, ofte i form af partiturer uden andet indhold end instruktioner. Undervejs får vi i tilgift et reflekterende essay over samtidsmusikkens behov for opgøret med traditionen.

Søren Schauser kommer på banen endnu en gang og skriver i et læseværdigt og medrivende essay om den moderne danske kammermusikalske scene, idet han indledningsvis giver et kort, men glimrende overblik over kammermusikkens oprindelse og udvikling.

Rent ud fascinerende er Ingeborg Okkels essay om det grafiske partiturs historie. Man forundres over kreativiteten i flere af de danske partiturer, der præsenteres i artiklen. Et grafisk partitur skal ikke blot være overraskende, æstetisk prægnant og grafisk stramt – det skal også give mening og inspirere en udøvende kunstner. Det gør Carl Bergstrøms Colours and Contexts fra 2007, der afbildes på side 155. Det er nærmere et maleri end et partitur og lever dermed op til de æstetiske krav, men giver samtidig også et frit rum for fortolkning for den udøvende kunstner. Udover de ovennævnte kriterier stilles tillige store krav til grafiske partiturers originalitet; et grafisk partitur skal gerne være kvalitativt nyt i forhold til de tidligere. Vi har som lyttere intet problem med endnu et nyt værk for besætningen violin og orkester og fremmumler ikke skuffet til sidemanden, at den konstellation har vi da set før. Anderledes med grafiske partiturer. I hvert fald var min første reaktion, da Okkels præsenterede Regin Petersens Shapes and Sizes (2011), der er trykt på side 147, umiddelbart en lille skuffelse over manglen på originalitet. Her skal et vilkårligt antal musikere uden fast besætning spille et stykke ved at starte ved punktet A (eller B) og derefter følge linjen (dvs. spille lige så længe man synes er passende), indtil man støder på en figur (fx en trekant) og dernæst ændre sit musikalske udtryk efter eget valg. Man stopper, når man ønsker. Det er tæt på at være old school grafisk partiturmusik, og der findes en række varianter over konceptet, særligt fra 1960’erne. Men det gør jo egentlig ikke værket ringere.

Bogen sluttes af med Ivar Frounbergs glimrende oversigtsartikel om den danske scene for elektronisk partiturmusik. Det er et område af dansk musikliv, der altid har stået lidt perifert, og det er da også karakteristisk, at to af de centrale pionerer på hver sin måde kommer fra en outsiderposition. En af de første, Else Marie Pade, var en kvinde i en mandsdomineret musikkultur, og en af de nyere, Wayne Siegel, er amerikaner.

Bogen har et righoldigt billedstof, der særligt udmærker sig på partiturfronten, hvor både historiske og moderne partiturer er med. Men der er som sagt også tale om et festskrift, og bogen tjener samtidig helt tydeligt som en art reklame eller katalog for Edition-S. Det betyder, at stort set samtlige billeder af de omtalte kunstnere fremtræder som officielt pressemateriale, med det formål at promovere forlagets produkter. Det giver en lidt glittet og magasinagtig fornemmelse. Således ville dobbeltopslaget med helsidebilleder af to af forlagets komponister snarere passe ind i Hennes og Mauritz' forårskatalog end i en bog om moderne dansk musik.

Men det skal ikke skygge for, at det er en sjældent set helstøbt samling af artikler om det noget stedmoderligt behandlede emne: moderne dansk kompositionsmusik. Hovedvægten er lagt på det helt moderne, givetvis fordi forlaget også har ønsket at promovere nutidige og udøvende kunstnere, og det er glædeligt at man ikke er faldet for fristelsen til at fejre forgangne triumfer, men i en større monografi har haft mod til at samle en håndfuld velskrevne og indsigtsfulde bidrag om musikken som den lyder og ser ud i dag og lige nu. Bogen er varmt anbefalet for alle med interesse og nysgerrighed for emnet.

Læs flere boganmeldelser

Cover til udgivelsen Musikalske aftryk
Edition·S

Musikalske aftryk

Dansk tonekunst gennem 150 år
Grønningen 1 & Edition-S 2021
206 sider