Danske albums – covers

Du er aldrig bedre end dit sidste album, rappede Jokeren for tyve år siden i sangen ”Sulten”, og set med musikerøjne skal det nok passe. Hørt med lytterører er det derimod ikke nødvendigvis helt så enkelt, og slet ikke i forbindelse med jazz, rock og beslægtede musikformer. Nogle sange og i særdeleshed albums bliver stående gennem årtier, mens andre falmer og atter andre med tiden viser sig at have fået langt større betydning, end de oprindelig blev tillagt.

Så ikke mindst i en streamingtid er der er både god mening med og masser af lystfyldt og lærerig læsning i den foreløbig fem bind store serie af tætte små monografier om centrale danske albums, som forlaget Multivers i samarbejde med spillestedet Vega nu supplerer sin allerede omfangsrige liste af bøger om danske og udenlandske partiturkomponister med. ”Danske albums” er ud over at være velillustreret også gennemtænkt layoutet, sågar nummereret 1-5 på bogryggene, og lommeformatet er lige akkurat stort nok til, at albumforsiderne kommer til deres ret. Forfatterne med serieredaktørerne Henrik Marstal og Jan Poulsen i spidsen er alle rutinerede musikskribenter fra forskellige små og store medier (er universiteternes musikforskere egentlig helt holdt op med at udgive bøger?), og uanset læserens forhåndsviden og eventuelle kærlighed til de enkelte albums og genrer er formidlingsniveauet højt (for god ordens skyld: jeg har kendt Marstal, Poulsen og Fez Pedersen professionelt i mange år og været kollega med Fez en kort periode på Jyllands-Posten).

Redaktørduoen og de øvrige forfattere har herligt nok haft mod til allerede her i første omgang at gå uden om de allermest oplagte, kanoniserede og/eller storsælgende, også for de enkelte kunstneres vedkommende. Til gengæld vil det være svært at pege på albums, der i samme grad som Værsgo (1973), Minutes To Go (1979) og Marquis de Sade (1983) kan kaldes indbegrebet af henholdsvis Kim Larsens moderne folkelighed, punkmusikkens arrige indmarch i dansk åndsliv og Anne Linnets eksperimenterelyst også i musikalsk henseende, ligesom humoren og den sproglige ekvilibrisme på Sneglzilla (2002) og I Danmark er jeg født (2007) har sat to af de helt høje pejlemærker for, hvor inspireret og originalt der kan rappes på dansk. I det sidste tilfælde desuden tilsat Natasja Saads på samme tid skallesmækkende, bevægende og totalt overskudsagtige kønsbevidsthed, der ikke slår spor mindre hårdt end Marquis de Sade (og er ikke så lidt morsommere).

Og tid er virkelig en forunderlig ting. Natasjas død i en trafikulykke på Jamaica i 2007 som kun 32-årig spiller indlysende nok en stor rolle i Nanna Balslevs bog om albummet, der udkom posthumt kort efter og blev hendes eneste dansksprogede. Men målt på alder ved indspilningen af det pågældende album er Natasja den ældste af samtlige repræsenterede musikere: Anne Linnet var lige fyldt 30 og allerede etableret stjerne og feministisk ikon (hvad der givetvis kun gjorde vendingen på Marquis de Sade mod elektropop og sadomasochisme endnu mere skandaløs), mens både Kim Larsen, Malk de Koijn-trioen og i særdeleshed Sods var endnu yngre.

Af de fem forfattere er nogle mere i generations- og miljømæssig øjenhøjde med deres emner end andre, og det viser der sig både fordele og ulemper ved. Der er ikke mange fingre at sætte på Michael Gonzalez’ (f. 1981) professionelt grundige gennemgang af historien om Marquis de Sade (ud over tavsheden om Anne Linnets arbejde med partiturmusik i nøjagtig samme periode, ikke mindst den tematisk beslægtede strygekvartet Quatour Brutale), men lige dén plade og dén karriere gad man altså også rigtig godt få en skarp kvindelig skribents blik på. Til gengæld formår Henrik Marstal (f. 1966) i eksemplarisk grad at bevare overblikket, det brede historiske perspektiv og afstandens indsigt i sin omfattende researchede og opdaterede fortælling om Værsgo, Larsen og/eller det tidlige Gasolin’, der tillige lægger sig fint i forlængelse af Marstals Larmen på strøget fra tidligere i år om gadesang og protestsang blot få år før Larsens solodebut.

De tre øvrige forfattere er derimod i vekslende grad jævnaldrende med og tæt på deres emner. Niels Fez Pedersen (f. 1965) var i sin tid én af de allerførste herhjemme til at tage hiphop og beslægtet musik journalistisk og kritisk seriøst, og får sideløbende med at præsentere Malk de Koijn og deres særegne univers også givet et underfundigt og helstøbt miniportræt af kulturens tidlige vej hertil. Forunderligt nok er monografien om Sneglzilla endda hans debut i bogform.

Til gengæld er Jan Poulsen (f. 1962) for længst etableret som en slags punkens officielle danske krønikeskriver gennem en lang række udgivelser med Something Rotten! (Gyldendal 2010) som nøgleværket. Lige i forbindelse med Minutes To Go bliver der dog næsten pakket for meget generelt stof ind på den begrænsede plads, og ikke mange sidetangenter eller selv meget fjerne bipersoner undgår at blive gennemgået i detaljer, mens blandt andet en absolut nøglefigur som Steen Jørgensen glimrer ved sit noget nær totale fravær. Det sidst anførte interview med den ellers stadig sprællevende forsanger angives at være fra 2001.

Førstehåndskendskabet til reggae og dancehall hos Nanna Balslev (f. 1982) er heller ikke til at overse, hverken i forhold til musikkens jamaicanske rødder eller dens gradvise indtog i danske musikmiljøer. Bogen om Natasja og I Danmark er jeg født kan læses som en detaljemættet indføring i musikkens baggrund og oprindelige miljø, men folder sig frem for alt ud som fortællingen om en ekstremt talentfuld og viljestærk ung kvindes ønske om at gøre en voldsomt macho-præget musikform fra den anden side af Atlanterhavet til sin egen, og så tager man gerne et par mere skolestilsagtige passager om Fogh Rasmussen-æraen og Dansk Folkeparti med. Ligesom det åbenbart heller ikke er hos Berlingskes musikredaktør, man skal forvente kritisk distance til Natasjas posthume status som en slags københavnervenstrefløjens prinsesse Diana eller største hit i form af den overdådigt arrige, om end hørt på afstand også sentimentalt reaktionære og ikke så lidt ekskluderende ”Gi’ mig Danmark tilbage”.

Men op med ho’det, ven, som Natasja heldigvis også sang og stadig synger. Det er en mere end løfterig serie, der både giver lyst til at genbesøge de enkelte albums, genlæse de enkelte bøger, skrue op på 11 og lade slagsmålet gå i gang om oplagte albums til kommende bind. I hvert fald vil det næppe komme nogen til skade at gøre forfatterpanelet endnu mere præget af, at der ikke mindst nu om dage også findes skarpe kvindelige musikskribenter i danske medier.

Læs flere boganmeldelser

Danske albums 1-5