I dag er Johann Sebastian Bachs musik i hele dens omfang blevet global kulturarv, og det er sket i kraft af fonogrammets udvikling i det 20. århundrede. Fra 1925 begyndte den elektriske optageteknik med mikrofoner og forstærkere at forbedre lyden, og 1930'erne blev gennembrudsårene for de første udgivelser af Bachs store værker. Det veltempererede klaver med Edwin Fischer, cellosuiterne med Pablo Casals og Matthæuspassionen med Willem Mengelberg. De seks Brandenburgkoncerter blev indspillet flere gange i årtiet. I 1931-33 af Pariserkonservatoriets orkester under pianisten Alfred Cortot, i 1936 af violinisten Adolf Busch og hans Chamber Players, foretaget i Abbey Road studiet i London. Denne sidste version blev murbrækkeren for Brandenburgkoncerterne på plademarkedet i de første år efter Anden Verdenskrig.

Der var imidlertid et tredje Brandenburg-projekt, som pladeselskabet Polydor – en del af Deutsche Grammophon – stod for i 1932-34, hvor de medvirkende var medlemmer af Berliner Filharmonikerne under dirigenten Alois Melichar. De tyske indspilninger overlevede ikke den nationalsocialistiske æra, og i dag kender de færreste overhovedet til dirigentens eksistens. Han tog sig af fem koncerter. Polydor havde udgivet nummer tre med berlinerne og Wilhelm Furtwängler i 1930, hvorfor man åbenbart ikke ønskede at bruge tid og ressourcer på den koncert. Melichars sæt bliver for så vidt komplet, når Furtwängler tages med, og nu er alle seks Brandenburgkoncerter for første gang udgivet samlet af danske Danacord. Udgivelsesprojektets ildsjæl er Claus Byrith, diskofil og lydtekniker med lang erfaring i digitalisering og rensning af gamle optagelser, som det i årenes løb er lykkedes at erhverve de sjældne 78’er-plader.

Alois Melichar (1896-1976) var østrigsk komponist, musikkritiker og dirigent. Fra 1927-33 førstedirigent og produktionskonsulent for Deutsche Grammophon og samtidig en af Berliner Filharmonikernes faste dirigenter. Melichar var tilsyneladende ikke barokekspert, for han indspillede stort set kun populært symfonisk repertoire, operauddrag og filmmusik. For disse fortjenester, til gavn for det nationalsocialistiske regimes kulturpolitik, blev han i 1944 optaget på Joseph Goebbels liste over rigets gudsbenådede – kulturpersonligheder, stillet under særlig beskyttelse. I selskab med Richard Strauss og Wilhelm Furtwängler.

Alois Melichars tilgang til Bach er overraskende på flere måder. I modsætning til dirigenterne Alfred Cortot og Fritz Busch lægger han sig op ad, hvad vi i dag kalder historisk informeret opførelsespraksis. Han anvender det dengang udskældte cembalo, hvor de to andre fortrækker det moderne flygels fyldige volumen. Han holder sig overvejende til, hvad Bach havde foreskrevet: en musiker på hver stemme i stedet for flere, og i den mørke Brandenburgkoncert nr. 6, som er uden violiner og blæsere, indfører han de to originale gamber som øverste stemmer i ensemblet over for de to bratschsolister. Helt op til 1970'erne blev gambestemmerne hyppigst besat med celloer.

På optagelsen er gambisterne den tyske cellist Paul Grümmer og hans datter Sylvia. Faren var en af de første til at genindføre det gamle strygeinstrument i den tidlige musik, og han blev lærer for Nikolaus Harnoncourt, en af pionererne i den historisk informerede opførelsespraksis. Alois Melichars version af Brandenburgkoncerterne kan altså høres som en spæd begyndelse på den barokbølge, der for alvor tog fart med specialisterne på de historiske instrumenter. I 1958 etablerede Deutsche Grammophon sit plademærke Archiv Produktion, som skulle udgive tidlig musik og barokmusik.

Brandenburgkoncerterne in toto var med andre ord nyopdaget land i 1930'erne, et par hundrede år efter deres færdiggørelse! I marts 1721 tilegnede og forærede Bach dem til markgrev Christian Ludwig af Brandenburg, angivet som ”Six Concerts avec plusieurs Instruments”. Markgreven overlod dem til sit arkiv, som i forvejen indeholdt hundredvis af koncerter af italienske mestre. Efter Bachs død fulgte en omskiftelig tilværelse for manuskripterne i diverse biblioteker, og samtidig er der vidnesbyrd om spredte tyske opførelser af satser af koncerterne i diverse afskrifter. I 1849 blev markgrevens originalmanuskripter fundet i Berlin af en forbløffet musikforsker og udgivet året efter i anledning af 100-året for Bachs død.

Brandenburgkoncerterne kom med i den første samlede Bachudgave på Breitkopf & Härtel (1869), men denne tilgængelighed resulterede ikke i den store interesse blandt musikere og koncertarrangører før i 1920'erne. De opførelser, der fandt sted, var overvejende arrangementer eller kun enkelte satser. Koncert nr. fem var imidlertid ganske populær på grund af det virtuost koncerterende cembalo, som til gengæld ikke var populært. Derfor forblev Steinway, Bechstein og Bösendorfer også her lyden af Bachs ”klavermusik”.

Lydkvaliteten i Melichars (og Furtwänglers) Brandenburgkoncerter er naturligvis historisk, men renset for ridser og nålestøj, som man forbinder med afspilningen af 78'ere. Klangrummet er tørt og intimt, gennemsigtigheden udmærket i de solistiske besætninger, men basso continuo-gruppens cembalo har svært ved at trænge igennem. Melichars tempi er klart roligere og også tungere, end vi er vant til i dag, men de ligger faktisk på linje med Herbert von Karajan og Berliner Filharmonikerne og Pablo Casals med Marlboro Festivalorkester, begge mere voluminøse versioner fra midten af 1960'erne. Det er tænkeligt, at Melichars nøgterne berlinerklang og de ofte pertentlige fraseringer går efter at skabe rytmisk klarhed under de givne tekniske vilkår. Det vedvarende romantiske vibrato, som Karajans berlinere excellerer i, er helt fraværende, og kun solisterne anvender vibratoet som et ekspressivt middel især i de langsomme satser.

Nogle nedslag vil illustrere alt dette. Koncert nr. 4 (1933) har en violin og to tværfløjter som solister, og med en musiker på hver stemme i ensemblet bliver det i alt ni musikere. Bach skrev for blokfløjter, men den bløde klangkarakter i optagelsen kunne tyde på, at de to solister har spillet på tværfløjter af træ i stedet for metal, som stadig var normen i tyske orkestre. Det kammermusikalske præg kommer fint frem i dette lydbillede. Den polsk-jødiske violinist Szymund Goldberg, berlinernes unge og eminente 1. koncertmester, forvalter sin rolle diskret i det dansende sammenspil med fløjtekollegerne. Men senere i første sats i den vildt virtuose episode letter Goldberg i en forrygende skalaflugt, som Melichar understøtter med præcise impulser.

I 1934 måtte 24-årige Goldberg på grund af sin herkomst forlade Berliner Filharmonikerne og Tyskland og kom efter krigen til at skabe sig en strålende karriere i USA. Hans afløser blev et andet ungt stortalent, 20-årige tyske Siegfried Borries, som nogle år senere blev optaget på Goebbels-listen over de gudsbenådede. Borries er solist i koncert nr. 5 (1934) sammen med fløjtenisten Friedrich Thomas og cembalisten Franz Rupp, hvis egentlige instrument var klaveret. Igen første sats. Tempoet er behersket, sikkert af hensyn til den bravura cadenza, Rupp skulle kaste sig ud i mod slutningen. Melichars tempostyring er til den håndfaste side med noget tunge basgange, men solisterne spiller betydelig mere frit, og Rupps kompetente cembalospil må stå som et tidligt monument i koncertens fortolkningshistorie på plade.

I koncert nr. 6 (1934) medvirker kun syv musikere med familien Grümmer på gamber. Bratschisterne Reinhard Wolff og Kurt Oberländer fører an i den gigue-agtige sidstesats i 12/8. Oberländer står ikke altid fokuseret i lydbilledet, men det er en opsigtsvækkende opførelse i et raskere tempo, end de fleste spiller satsen i dag.

Claus Byrith har tilføjet flere sjældne bonusoptagelser på albummet. Først to versioner af Brandenburgkoncert nr. 3. Den ene er en akustisk optagelse fra 1922 eller 1923 med Royal Albert Hall Orchestra dirigeret af Eugene Goossens, den første pladeindspilning af en Brandenburgkoncert og i en pauver lydkvalitet i forhold til Furtwänglers version fra 1930. På den anden bonusversion spiller Berlins Statsopera Orkester, i dag Staatskapelle Berlin, under den danske dirigent Georg Høeberg. En akustisk optagelse i en bedre forfatning, hvor Høeberg lægger sindigt ud i første sats, men overrasker med et livligt finaletempo.

Ligesom den mere flamboyante kollega, Leopold Stokowski, havde gjort med sit formidable Philadelphia Orkester i 1927, orkestrerede Alois Melichar i 1939 Bachs orgelværk Toccata og fuga i d-mol. Det har Claus Byrith taget med som sidste bonustrack, og her hører man et fuldt besat Berliner Filharmonikere i en helt anden boldgade. Det er Melichar som showmand i en slags propagandadyst med troldmanden fra Philadelphia.