Kan man være helt vildt betydningsfuld i både sin samtid og nærmeste eftertid og alligevel glide ud af historien? Efter læsning af Bertel Krarups fine lille bog om komponisten Jørgen Bentzon må svaret siges at være ja.

Jørgen Bentzon var sammen med Finn Høffding og Knudåge Riisager en af de stærkeste stemmer i dansk musik frem til 1940’erne med energisk og moderne kammermusik, kormusik for især amatører, store orkesterværker og sågar en opera. Samtidig var han en komponist, hvis virke i mange år var rettet mod musik, der skulle appellere til de mange – en kulturradikal ildsjæl med en vision om at forene det kunstneriske med det folkelige.

Bentzon var desuden en drivkraft i det danske foreningsliv omkring den nye musik, og han satte sig dybe spor bl.a. med oprettelsen af de ikke-elitære folkemusikskoler og et syn på musik, der handlede mere om samskabelse og fællesskab end perfektion og terperi. Med andre ord en dansk komponist, der har skabt vigtig musik og gjort en forskel, og tillige et menneske, man bliver nysgerrig efter: En original og alsidig begavelse, interesseret, engageret og visionær, men også en plaget sjæl med indre dæmoner, der voksede sig store. Han døde for egen hånd i 1941. Ham vil man gerne høre mere om!

Men i dag er der ikke mange, der taler om Jørgen Bentzon. Udover hans kormusik opføres hans værker sjældent, og de spilles lige så sjældent i radioen. Det mener Bertel Krarup ikke, at dansk musik kan være tjent med, og det er udgangspunktet for de 144 sider, hvor vi bliver ført igennem en lang række af Jørgen Bentzons værker og hører om hans liv og virke.

Krarup skriver godt og ubesværet og går kronologisk frem. Hans musikbeskrivelser er levende og fængende, men med en del fagtermer er de nok mest rettet mod musikfolk. Vi følger Bentzon fra opvæksten i det bedre københavnske borgerskab med tætte familieforbindelser til Holger Drachmann. Han er en vanvittig begavet dreng, der synes at kunne og ville alt. Han er foran i skolen, spiller cello, klarinet og fagot, bliver jurist og går samtidig til musikteori og komposition hos en sympatisk indstillet Carl Nielsen. Efter jurastudiet lærer han sig klaver nok til at komme på konservatoriet i Leipzig. Komponistvirket kører han sideløbende med et fuldtidsjob som protokolsekretær for Højesteret. Sådan!

Hurtigt bliver han etableret som Danmarks store kammermusikalske talent, og Krarup sørger med egne beskrivelser og velvalgte citater for, at man både kommer tæt på musikken og får en fornemmelse for 20’ernes æstetiske orientering, hvor alle leder efter en vej for den moderne musik væk fra romantikken. Med anmelderen Hugo Seligmanns ord: ”[en] viljekraftig Personlighed med et indædt og fantastisk Temperament”… ”[han] har i den Grad tørlagt alt det ømme, følsomme og hjertebaarne”. Krarup beskriver Bentzons musik som frisk, skarp, fuld af vid og retning fremad, og han citerer Vagn Holmboes rammende betegnelse ”karakterpolyfoni”, der har adresse til Bentzons sans for instrumenternes særkende. Det er musik til tiden, og Bentzon får sit nationale og internationale gennembrud i 1927 med opførelser af flere kammermusikalske værker bl.a. strygekvartetterne opus 3 og 11 samt Sonatine, opus 7.

Bentzon får succes inden for den moderne partiturmusiks institutioner, men hans liv og kunst tager en markant drejning, da han opdager musikpædagogen Fritz Jödes musikalske arbejde i de tyske ungdomsbevægelser. Den del af bogen er utroligt spændende, for den emmer af kulturhistorie og vidner om et menneske, der i den grad går ind i sin tid. Bentzon var kulturradikal om en hals, tog afstand fra Romantikkens genidyrkelse og begynder at få øjnene op for amatørmusikken og værdien af musikalske fællesskaber. Det får skelsættende konsekvenser for hans musik, som får et udtalt samfundsmæssigt sigte, båret af en tydelig social indignation. ”Det er en Oplevelse for mig at færdes blandt det tyske Proletariat […]”, skriver han og fortsætter: ”Først nu er det gaaet op for mig, at jeg som Kunstner har noget der virkelig ligner en Kulturmission, og jeg skammer mig næsten, naar jeg tænker på den konsekvente, artistiske Indadvendthed, hvormed jeg hidtil har arbejdet […].”

Krarup sætter her fingeren på det, der bliver et mangeårigt skisma for Jørgen Bentzon: Balancen mellem det kunstneriske og det pædagogiske – han gider nemlig ikke skrive ”skolemusik”, som han kalder det. Og så har Krarup blik for, at Bentzon jo også er et eksempel på akademikernes romantisering af arbejderklassen. Han citerer Carl Nielsens svar til den tidligere elev. Nielsen anerkender Bentzons brændende ildhu, men har ikke nogen speciel sympati for proletariatet, som han selv kender indefra. ”Mennesker er Mennesker” skriver han. ”Går man kollektivt frem mister man sansen for det enkelte Individ. Og Kunsten er der og kræver sit”. Et svar alle ideologer burde læse! Men Bentzon er ikke bare ideolog, og beskrivelserne af hans engagement i grundlæggelsen af de første Folkemusikskoler og en mere fri pædagogik uden terperi er inspirerende og med respekt for ”Menneskets Glæde ved musikalsk Selvvirksomhed”.

Men mennesket Bentzon får meget lidt plads i betragtning af det stof, forfatteren her har til rådighed. For under den succesrige overflade lurer der noget andet, som i ungdomsårene kommer til udtryk som en nervesvækkelse og senere bryder ud i en bipolar psykose og svære angstanfald. Bentzon er en følsom sjæl, der efter sin skilsmisse får en regulær depression og har tiltagende svært ved at klare hverdagen. Den følsomhed ville man gerne læse mere om, og der er masser at gribe fat i, men det er ikke Krarups hovedærinde og kommer lidt sidelæns ind. Der er et fint kapitel om det stærke forhold til den berømte fætter Niels Viggo Bentzon, og gennem ham får vi at vide at den depressive Jørgen ”følte sig udenfor og glemt”. Men gjorde han det? Ganske rigtigt begynder hans musik i 40’erne at glide ud i periferien og navnet Bentzon hentyder i højere grad til Niels Viggo, men hvad betød det for ham? Plagede det ham? Det er ikke et spørgsmål, Krarup stiller.

Det er ærgerligt, især fordi Jørgen Bentzon selv skriver så stærkt om sin indre tilstand. ”Inde i den inderste cirkel […], der hvor de rigtige ting foregår, der hvor der bor en helgen og en bavian, en hellener og en havnesjover […] der er jeg totalt ensom”, skriver han i et brev, som indleder det sidste næsten rystende og alt for korte kapitel om de sidste år. Her bliver han indlagt på et sindssygehospital – et ophold han senere skriver en kronik om for at råbe op om forholdene for de syge - og vi hører om den sent erkendte homoseksualitet og et hemmeligt forhold til en yngre mand, K. Det sidste kommer nærmest ind fra højre. Hvad pokker, tænker man. Har det fulgt ham hele livet? Hvad har det betydet? Men igen er det ikke spørgsmål, Bertel Krarup tager op. Han lader citater fra breve og artikler og et digt til Holger Drachmann fylde det meste, og slutter dér, hvor det også sluttede for Bentzon: med selvmordet. En kort epilog fortæller om nekrologerne.

Krarups bog er letlæst, og der er meget at hente. Bentzons engagement i amatørmusikken og hans sociale indignation er inspirerende at have i baghovedet ikke mindst i vores tid, hvor musikundervisning nedprioriteres og de klassiske koncertsale primært er for dem, der har råd til at betale kassen for en billet. Krarups musikbeskrivelser er levende og præcise og giver lyst til at lytte. Og det er heller ikke dårligt at lægge en bog fra sig og have lyst til at lære bogens hovedperson endnu bedre at kende.