Finn Høffding (1899-1997) havde kolossal betydning for dansk musikliv, og i sin egen tid var han kendt og anerkendt som blandt andet komponist og musikpædagog. Høffdings betydning for dansk musik kan faktisk ikke overvurderes, og alligevel blev han efterhånden glemt, selvom hans eftermæle og musikalske arv fortsat burde være spillevende. Bertel Krarups bog om Finn Høffding er udgivelse nummer 15 i Multivers’ fine serie om danske mere eller mindre glemte komponister, og således er der nu en glimrende anledning til at finde Høffdings musik frem af gemmerne igen.

Man kunne måske have ønsket sig et mere uddybende og tilbundsgående portræt af Høffding som menneske. Rammen for Multivers’ serie er dog øjensynlig sat som en kortfattet skildring af et liv og et livsværk, og i dette tilfælde fokuserer bogen mest på Høffdings musikfaglige virksomhed. Inklusive værkfortegnelse i udvalg, litteraturliste, et par registre og noteapparat strækker bogen sig over 144 sider. Bortset fra Høffdings levnedsbeskrivelse i Ordenskapitlet i forbindelse med hans udnævnelse til Ridder af Dannebrogsordenen i 1952 findes der tilsyneladende ikke andre skriftlige kilder til hans liv, så Høffdings datter (som takkes i forordet) har haft en finger med i spillet vedrørende oplysninger om de familiemæssige forhold og Høffding som privatperson. Det forhold har selvfølgelig påvirket bogens form og indhold, men som læser kan man være tilbøjelig til at savne noget mere kød og blod på mennesket Høffding, der på bogens forsidefoto smiler så mildt. Bogen indeholder i øvrigt blot få fotos, men de velvalgte portrætter og øjebliksbilleder fra Høffdings liv af ham alene og sammen med kolleger bidrager til et indtryk af mennesket.

Krarup har ikke selv kendt Høffding, hvilket heller ikke nødvendigvis havde gjort det nemmere at skrive om ham, og bogen baserer sig således i al væsentlighed på trykte artikler og anmeldelser og på originalt materiale i Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling. At dømme ud fra noteapparatet må der have været mange brikker at lægge i puslespillet Finn Høffding, og resultatet er en imponerende bedrift.

Det kan være en vanskelig disciplin at skrive om mennesker og begivenheder tæt på ens egen tid, og selvom Høffdings musik efterhånden gik i glemmebogen, er hans historie ikke fjern fortid. Det er en balancegang, som det meste af vejen lykkes udmærket for Bertel Krarup, og der er da næppe heller så mange levende kilder tilbage, at det risikerer at blive for følsomt. I sidste kapitel får læseren et lille indblik i det særlige venskab mellem Høffding og hans elev Per Nørgård gennem en række uddrag af deres breve til hinanden. De to mødtes første gang i 1952, og deres brevveksling strakte sig over årene 1959-1996. Den citerede korrespondance drejer sig hovedsagelig om de to komponisters værker, og den giver samtidig et glimt af personlighederne bag musikken. På den ene side står kapitlet som et lidt pudsigt appendiks, for hvordan skal man bære sig ad med at vælge ét tekststykke frem for et andet fra så mange års korrespondance, og på den anden side fungerer det alligevel fint at lade Høffding selv komme til orde gennem sine breve.

Bogen er altså ikke så meget en biografi over det sympatiske menneske, man tydeligt fornemmer i kapitlerne, som den er en skildring af Høffdings mangefacetterede virke i dansk musikliv. Bogen er med andre ord stærkt musikfaglig og forudsætter, at læseren har et musikalsk ståsted på et vist niveau – eller i hvert fald en interesse for området. Høffding udfoldede især sin komponistgerning i perioden fra slutningen af 1920’erne til midten af 1950’erne, mens det pædagogiske og det organisatoriske hurtigt kom til at kræve mere og mere af hans tid. Finn Høffding fremhævede selv tre grundsten i sit arbejdsliv, ”det kompositoriske, det pædagogiske og det organisatoriske”, og det er netop denne treenighed, som bogen i sine tematisk inddelte kapitler fokuserer på.

Som det var karakteristisk for mange af tidens komponister, gik Høffdings uddannelse til komponist uden om Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som endnu ikke var en statsanerkendt uddannelsesinstitution. I Høffdings tilfælde blev musikforskerne og komponisterne Knud Jeppesen og østrigeren Joseph Marx de to, der prægede hans uddannelse i den retning, der blev kendetegnende for Høffdings dobbelte virke som komponist og musikpædagog.

Med sin ansættelse som lærer på musikkonservatoriet i 1932 fik Høffding mulighed for at bearbejde tingenes tilstand indefra, og da staten i 1949 overtog Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, opnåede institutionen endelig samme status som Universitetet og Kunstakademiet. Selvom det ikke var Høffdings fortjeneste alene, at de uddannelsesmæssige forhold for musikstuderende ændrede sig radikalt, var han primus motor i det afgørende arbejde. I 1952 blev Høffding udnævnt til professor i musikteori ved musikkonservatoriet, og i årene 1954-55 var han dets direktør. Fra da af begyndte hans kompositoriske virke at træde i baggrunden. Bertel Krarup gør som tidligere rektor for musikkonservatoriet levende rede for den langtrukne proces, som også påvirkede Høffdings helbred.

Bertel Krarup beskriver spændvidden i Høffdings musik indgående, og det er fascinerende at læse om den direkte musikalske linje mellem Carl Nielsen og Finn Høffding og om Høffdings betydning for og relation til sine elever Vagn Holmboe og Per Nørgård. Høffding var blandt de danske komponister, der byggede på arven efter Carl Nielsen, og som samtidig stod på tærsklen til noget nyt og anderledes. For Høffdings vedkommende blev blandt andet mødet med de nye strømninger, som han stiftede bekendtskab med i Tyskland, et afgørende vendepunkt. Med Fritz Jödes Folkemusikskolebevægelse og musikpædagogiske metoder som fundament satte Høffding sig – sammen med blandt andre Jørgen Bentzon – varige spor i dansk musikliv som komponist, som pædagog og som organisator. Han blev også en hovedfigur i kulturradikalismens musik.

Finn Høffding skrev sig også ind i traditionen af danske komponister, der gav deres besyv med som skribenter i tidens dagblade og tidsskrifter. Foruden sit virke som musikanmelder havde Høffding anledning til som kronikør at slå et slag for musikkens betydning for samfundet, og også i praksis lå det ham meget på sinde at udbrede ”en musikalsk opdragelse for alle samfundsmedlemmer for en overkommelig pris”. Høffding tog det dybt alvorligt at skrive musik til brug for skolernes musikundervisning, og den høje musikalske kvalitet gjaldt også hans værker komponeret til amatører i al almindelighed. Til Høffdings pædagogiske virke hører også et antal vigtige lærebøger.

Der findes blot få indspilninger af Høffdings musik, og nogle af hans værker har end ikke været opført eller er blot blevet opført få gange. Der er ellers meget – og af en stor genremæssig alsidighed – at vælge imellem: operaer, symfonier og symfoniske fantasier (Det er ganske vist er velsagtens Høffdings mest populære værk og er da også indspillet), strygekvartetter og anden kammermusik, korværker i forskellige sammensætninger foruden et væld af pædagogiske værker og værker for amatører. Bogen kommer som en oplagt anledning til at opføre og indspille Høffdings værker. Indtil det sker, må læseren stille sin sult gennem Krarups kyndige præsentation af Høffdings musik i form af værkgennemgange og en grad af musikalsk analyse; det er bestemt til den noget nørdede side, men det er elegant gjort, og dermed fungerer det som en fin appetitvækker for den musik, man så gerne vil høre. Som en konstant i alsidigheden fremhæver Bertel Krarup et gennemgående træk ved Høffdings musik, som Høffding selv og også tidens musikanmeldere hæftede sig ved, nemlig det ”musikalske kim”. Interessant nok kom musikteoretikeren Høffding først sent frem til selv at karakterisere sin brug af motivisk udviklende kim som metamorfose. Metamorfoseprincippet er mest kendt fra blandt andre Vagn Holmboes værker, og således hænger tingene ofte så smukt sammen.

Bogen tegner et grundigt og nuanceret billede af Høffdings betydning for dansk musik, og det er kort sagt en fornøjelse at læse Bertel Krarups præsentation af denne alsidige komponists liv med musikken. Mon ikke Høffdings arbejde for at udbrede ”musikkens fundamentale betydning i alle skolesammenhænge”, foruden glæden ved musik for folk i al almindelighed, ville have stor samfundsnytte også i dag?