Bendt Viinholt Nielsens nye Rued Langgaard-biografi er hans tredje af slagsen. Den første – Rued Langgaard. Biografi – udkom i hundredåret for Langgaards fødsel i 1993. I 2012 kom den anden – Den ekstatiske outsider. Rued Langgaards liv og musik – præsenteret af Viinholt Nielsen selv som ”en udvidet og gennemrevideret udgave af den første”. Den seneste er anderledes. Kortere end de tidligere, men en ny bog, ikke en forkortet omarbejdelse.

Med det kortere format tilpasser biografien sig standardlængden i Multivers’ biografi-serie Danske Komponister, og det indebærer selvfølgelig nogle begrænsninger, udeladelser og omprioriteringer i forhold til de to tidligere. Hvad der dermed går tabt i detaljeringsgrad og udsyn til bredere kulturhistoriske kontekster, vindes til gengæld i velfungerende tekstlig fremdrift og overblik. Men faktisk også, måske paradoksalt, i en større nuancering, dybde og kompleksitet af det portræt der tegnes. Så allerede før vi kommer til det konkrete indhold: en rigtig god og engagerende læseoplevelse.

Selvfølgelig er ikke alt pludselig helt anderledes, men der er nogle væsentlige nyheder siden sidst. En af dem angår filosoffen og musikamatøren Severin Christensen, som er nævnt en enkelt gang i forbifarten i den første biografi, og som får et par ekstra ord med i den anden, men som nu optræder i en helt anderledes vægtig og gennemgående rolle som nær relation og vigtigt vidne til Rued Langgaards liv. Christensen fulgte Langgaard ”med interesse og undren” (s. 23) som en personlig ven, men også som en, der i private dagbogsnotater gjorde sig egne iagttagelser og tanker både om musikken og Langgaards personlige udfordringer. Og som samtidig havde blik for de udfordringer, Langgaard bød sine omgivelser. Denne kombination af en forstående, sympatiserende og hjælpsom person i Langgaards liv, og en der kunne se ham udefra og med forståelse også for andres perspektiver, gør Christensen til et værdifuldt vidne.

Uden at være unuancerede var de tidligere biografiers dominerende fortælling historien om det urimeligt behandlede geni, outsideren, der blev misforstået og svigtet af sin samtid. Den fortælling er ikke forsvundet, men fremstår denne gang meget mere kompleks, belyst fra flere perspektiver. Christensens opjusterede rolle er en af de elementer, der bidrager til det.

Måske vigtigere end vennen Severin Christensens nye rolle eller i hvert fald fra starten mere iøjnefaldende er det, at Viinholt Nielsen nu tillader sig at sætte klare ord på Langgaards mentale og fysiske helbred – ord der er anakronistiske i den forstand at de ikke var til rådighed for Langgaard selv eller hans samtidige, men alligevel giver mening og åbner rum for nye forståelser. For det første at Langgaard efter alt at dømme var autist, hvad der på den (overvejende) positive side gav sig udslag i en helt usædvanlig musikalsk begavelse og overmenneskeligt nørdet musikalsk hukommelse, der fik moderen til opfatte ham som en åbenbaring, en særlig gave fra Gud. Men det kom også til udtryk i en hypersensibilitet og i problemer med at indgå i sociale sammenhænge i en grad, som udgjorde ”et alvorligt handicap, som bleven afgørende faktor i hans liv.” (s. 13)

Ikke nok med det, Langgaard havde også symptomer, der sandsynliggør, at han led af ”den sjældne hormonforstyrrelse hypogonadisme” (s. 12). Symptomer, der blandt andet bestod i, at hans stemme aldrig gik i overgang, og at han udviklede ”eunukoide” kropsproportioner. Han blev derfor – til forskel fra sine forældre – med egne ord ”tynd og langstrakt”. Hypogonadisme hænger sammen med nedsat produktion af testosteron og nedsat kønsdrift, tendens til depression, træthed osv. Hvis fjerndiagnosen er korrekt, påvirker det selvfølgelig, hvordan man kan forstå hans seksualliv eller mangel på samme, ægteskabet med Constance, Langgaards opfattelse af kvinder, køn, kroppe (inklusive hans egen) og så videre. I private notater beskrev han en række symptomer, selviagttagelser, tanker og følelser, for eksempel at han følte sin krop ”som Abnormitet”, at han følte sig ”anæmisk og ussel”. Eller han oplevede at han har en ”Vrængsygdom i Blodet”, at han havde en ”Kønssprængning i to Stykker: Kvinde og Mand i Én” (s. 12).

Med et andet begreb, som ikke var tilgængeligt for Langgaard selv, var det oplagt at forestille sig at han, hvis han havde levet i dag, kunne havde forstået sig som nonbinær. I hvert fald ville han have haft et andet vokabular til rådighed og andre redskaber til at prøve at forstå og acceptere de sider af sig selv. Viinholt Nielsen går ikke dybt ned i det spørgsmål, men nøjes forsigtigt med at konstatere ”tegn på usikker kønsidentitet”.

De nævnte selviagttagelser og tanker kunne man allerede læse om i den første Langgaard biografi fra 1993 (s. 216-217), ligesom man også der blev delagtiggjort i, at Langgaard på et tidspunkt mente, at han havde en tilbøjelighed til homoseksualitet, som han følte som en pinagtighed, noget, han måtte modarbejde. Men til forskel fra de tidligere biografier diskuteres disse udsagn i den nye som noget af det allerførste. Disse for Langgaard svære og pinefulde, livslange problematikker tages i det hele taget alvorligt på en helt anden måde.

Det kommer også til at levere en præmis for forståelsen af hans musik, som i Langgaards egen forståelse handlede om det indre, sjælelige og åndelige liv. Ikke kun i den forstand, at musikken kunne have den funktion at udtrykke indestængte følelser og i mange tilfælde endda have et personligt, selvbiografisk indhold, men også i den forstand, at musikken tillod ham at leve i ”en boble, hvor hans musikhjerne med dens kolossale kapacitet, snørkler og kringelkroge var det reelle, mens virkelighedens verden var en art kulisse, han ikke rigtig havde føling med.” (s. 17)

Endelig er der den nyhed, at identiteten på den mystiske, ukendte Dora er fundet – den unge kvinde, som Langgaard mødte i 1913 i Blekinge, hvor Langgaard-familien holdt sommerferie på den landlige ejendom, Rosengården. Mødet fik stor betydning for den unge Langgaard både personligt og musikalsk, og afsatte selvbiografiske spor i adskillige værker, blandt andet dem, der har noget med Rosengården med i titlen. Hun hed Dora From, og optræder nu med fotografi og elementer af egen ulykkelig livshistorie, der blandt andet omfattede ægteskab (hvorefter hun hed Dora Abrahamsen) og psykisk sygdom, og også i nogle år en vis kontakt med Rued Langgaard.

Alle disse livsomstændigheder danner udgangspunkt for en indholdsrig fremstilling af Langgaards liv og værk. En historie der udfoldes i en kronologisk gennemgang, inddelt af vigtige vendepunkter, og som også rummer værklæsninger og kulturhistoriske kontekstualiseringer. Værktolkningerne holdes ret stramme og uden for mange omstændeligheder. Den receptionshistoriske dimension fylder en del og på en måde, hvor den negative kritik (modgangen og afvisningerne, som tager gradvist til og kulminerer i 1930’erne, det årti ”som på alle måder blev hans forfærdeligste”) ikke kun forstås som en fordomsfuld samtids fejlagtige domme. Sommetider var det selvfølgelig det, den var: ubehagelig og unødvendig voksenmobning. Men der var også meget andet på færde, og kritikken møder generelt en mere forstående og nuanceret læser i Viinholt Nielsen denne gang. Også selvom han forståeligt nok stadig har en forkærlighed for at fremhæve det, hver gang han finder, at Langgaard enten virker mere vild og moderne end sine samtidige eller foregriber teknikker og fænomener, der kommer på mode senere i det tyvende århundrede: minimalismen i Rosengaardsviserne, cluster-teknikken i Sfærernes musik, den vilde ekspressionisme i 3. strygekvartet osv.

Det er i de dele af den receptionshistoriske fremstilling, der handler om Langgaards forhold til kritikken og afvisningerne, at konsekvenserne af de temaer der slås an i indledningen, for alvor kan mærkes. Det er en historie om en plaget mand, selvretfærdig, psykisk ustabil, mistroisk og meget andet. En mand, det er hårdt at følge på tæt hold og at gøre noget rigtig godt for, også for en sympatisk indstillet ven som Severin Christensen. Midt i al dette er det slående, at Langgaard faktisk har velvillige støtter, sangere der møder op igen og igen, venner der hjælper, Constance der holder fast i sin ubetingede beundring og loyalitet. Men det var tydeligvis også hårdt arbejde. ”Han misforstaar alt, som sædvanlig mistænksom. […] Jeg sendte ham et par Artikler. Han svarede uforstaaende og temmelig næsvist, og det blev ikke besvaret fra min Side. Hans Psykopati staar næppe til at redde. Hvad kan Manden dog forlange af mig?”, skriver Severin Christensen med en blanding af medfølelse og desperation til sig selv, få år inden sin død (s. 105).

Alt dette er fascinerende og vigtig læsning. Kontekstualiseringerne i forhold til musiklivet og bredere kulturhistoriske samtidstendenser er til gengæld mere indskrænkede end tidligere, hvor man kom mere rundt om relationen til Carl Nielsen, Thomas Laub, kulturkampene om kirkemusik, jazz, nyromantik osv. Lidt mere af dette kunne jeg godt savne, men det er en forståelig og måske også fornuftig prioritering.

Med Viinholt Nielsens tredje Langgaard biografi cementerer han sin rolle som Danmarks førende Langgaard-ekspert, en rolle han har haft siden den første biografi i 1993 og faktisk endnu længere tilbage. I 1991 udkom hans annoterede værkfortegnelse, med BVN-nummerering af værkerne, der allerede byggede på mange års arbejde, og siden 2000 har han været hovedredaktør på den kritisk videnskabelige Rued Langgaard Udgaven.

”Rued Langgaards liv og musik,” skriver Viinholt Nielsen i forordet på sin nye biografi, er ”allerede veldokumenteret i form af bøger, artikler og egen hjemmeside.” Det er rigtigt, men det hører også med til historien, at det er Viinholt Nielsen selv, der har leveret langt hovedparten af dette materiale henover de sidste årtier. Det giver en specialviden, som det er svært for andre at hamle op med. Det er imponerende og prisværdigt, og den seneste biografi skuffer heldigvis ikke.

Men resultatet er også lidt af en monopoltilstand, en enetale, og det bærer biografien også præg af. For selvom Langgaard bliver spillet mere og mere, og selvom han med stadig større selvfølgelighed fremstår som det, Jan Maegaard udråbte ham til allerede i 1965: ”den eneste modspiller af format Carl Nielsen havde” (s. 10), vil det alligevel være en overdrivelse at tale om en decideret omfattende eller mangfoldig Langgaard-litteratur. En litteratur som Viinholt Nielsen kunne have refereret til og diskuteret med. Det eneste man herefter kunne ønske sig både for Viinholt Nielsen og for vores forståelse af Langgaard, var, at der var lidt flere der blandede sig.