I sit passionsbårne projekt, Stemmen, Scenen og Sangen – Svend Åge Madsens magiske teater, leverer Anker Gemzøe på blot 276 sider læsninger af intet mindre end 30 forskellige hørespil, skuespil og operaer af Svend Åge Madsen. Det er første gang, at alle Svend Åge Madsens dramatiske værker er samlet på ét sted. Foruden dette omfattende arbejde præsenterer Gemzøe også en kort og koncis indføring i moderne dansk teater samt Svend Åge Madsens rolle heri.

Der er ingen tvivl om, at ambitionsniveauet er højt, for Gemzøe har sat sig for at fremstille redegørelser, karakteristikker og læsninger af samtlige dramatiske værker i Svend Åge Madsens særdeles produktive forfatterskab. Undervejs i læsningerne af de forskellige dramatiske værker er Gemzøe også i konstant dialog med Svend Åge Madsens skønlitterære forfatterskab og formår herved at indflette endnu et lag af forskningsbaseret litteraturkritik. Desuden bliver læsningerne undervejs understøttet af interviews med instruktører, mailkorrespondancer med Svend Åge Madsen og, vigtigst af alt, førstehåndsberetninger om iscenesættelsernes styrker og svagheder. Eksempelvis inddrages komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen i Gemzøes behandling af romanen, som blev til operaen Edens Gave (2006). Her belyses komponistens proces med at udvikle et musikalsk signal, der tydeligt kommunikerer til publikum, at hver skuespiller fremfører to roller i samme stykke. Til komponistens løsning på denne udfordring bemærker Gemzøe, at operaen - til trods for sine modernistiske træk - paradoksalt nok fremstår mere tilgængelig, fordi disse ”giver den en form for umiddelbar appel” (s. 230).

Som resultat af Gemzøes vidtgående kendskab til såvel primærteksterne (hvorom hans doktorafhandling fra 1997, Metamorfoser i Mellemtiden. Studier i Svend Åge Madsens forfatterskab 1962-1986, havde sit omdrejningspunkt) som sekundære beretninger om arbejdsprocesser og iscenesættelser fremstår bogen i sin helhed metodologisk gennemført, og en gennemlæsning forløber problemfrit. Dette kan i særdeleshed tilskrives den omfattende grad af sproglig præcision, der er nødvendig for at behandle hele 30 værker på den anvendte plads.

Men måske har Gemzøe mistet den oprindelige kurs for projektet undervejs i denne øvelse i at presse så meget stof sammen på så lidt plads? Det fremstår nemlig uvist, hvem bogen egentlig er henvendt til, hvilket nok bør tilskrives forholdet mellem sidetal og behandlet materiale. Publikum kan næppe forestilles at være akademiske Svend Åge Madsen-fanatikere, for konsekvensen af, at Gemzøe har prioriteret at behandle samtlige dramatiske værker, er, at der simpelthen ikke er tilstrækkelig spalteplads til, at læsningerne når et niveau, der kan have interesse for denne målgruppe. Det er mere nærliggende at forestille sig, at målgruppen skulle være Svend Åge Madsen-novicer med et begrænset kendskab til forfatterskabet. For værkerne, skønlitterære såvel som dramatiske, bliver efter behov præsenteret med det formål at give den nødvendige kontekst til at påbegynde de foreliggende analyser. Dog går Gemzøe lige lovligt langt, når han giver resumeer af de skønlitterære værker. Eksempelvis afsløres det, at en af karaktererne i Tugt og Utugt i Mellemtiden (1992) afgår ved døden i bogens afslutning. Endnu værre er det, at denne afsløring ikke bliver bragt i analysen af dramatiseringen af det omtalte værk, men i en af de tidligere analyser i bogen. Læseren har hermed ingen mulighed for at styre uden om denne spoiler. Ligeledes bliver de dramatiske værker også gengivet til fulde inklusiv deres overraskelser og afslutninger. Dette er muligvis et nødvendigt onde for at stykkerne kan analyseres, men desværre resulterer det i en læseoplevelse, der ikke forstærker lysten til videre at udforske forfatterskabet, for Gemzøe efterlader ikke meget tilbage, man kan gå på udforskning i.

Men er det en retfærdig kritik, når så mange af teaterstykkerne, operaerne og hørespillene alligevel er utilgængelige? Hvis man ser bort fra de skønlitterære ”spoilere”, bliver der trods alt ikke afsløret noget, der kunne opleves på andre måder – medmindre stykkerne selvfølgelig bliver genopsat. I lyset af dette bliver de dramatiske værkers ellers utilgængelige indhold åbnet op for et nyt publikum igennem Gemzøes redegørelser og analyser.
Forsøget på at sammenfatte hele Svend Åge Madsens dramatiske forfatterskab på ét sted lider altså under det begrænsede sidetal. Det skal applauderes, at analyserne er både skarpe og veldokumenterede, men man savner i teksten en større berøring med teorier inden for dramaturgi og litteraturvidenskab. Stemmen, Scenen og Sangen har ikke desto mindre en interesse for lægmandslæsere, der allerede har været på turnus i Svend Åge Madsens skønlitterære forfatterskab, men som aldrig har fået mulighed for at besøge ham på scenen.