Andrew Mellor, britisk musikkritiker og kulturjournalist, har været bosat i København siden 2015. Han flyttede så at sige ind i Norden, i første omgang fordi han fandt, at komponister, musikere, orkestre, dirigenter og musikinstitutioner var værd at skrive hjem om. Og efterhånden blev Mellor optaget af dybere kulturelle egenarter og fællestræk, af sprogenes musik, af naturen og landskabets betydning for musikkens identitet, af den stabile samfundsmodel, den socialdemokratiske velfærdsstat, fundamentet for en bredspektret offentlig kulturstøtte, som man kun finder få andre steder i verden.

Nu har Andrew Mellor udgivet en suverænt formidlet og perspektivrig bog om sine 'rejser i nordisk musik og kultur', som undertitlen lyder. Hovedtitlen  'Den nordlige stilhed' vækker umiddelbare associationer til øde landskaber i den nordiske geografi, og i overført betydning til den stilhed, man ikke mindst forbinder med Jean Sibelius' sidste 30 leveår. Den finske komponist figurerer nemlig som en hovedskikkelse, adskillige gange repræsenteret ved udlægninger af hans sidste orkesterværk Tapiola fra 1926.

Mellor skriver sig ind i rækken af britiske fagfolk med indgående kendskab til nordisk musik. I det hele taget dannede der sig i det 20. århundrede en angelsaksisk akse for receptionen af dansk, svensk, norsk og finsk musik, det være sig i koncertsale, pladestudier, broadcasting og skrevne medier.

Robert Layton bosatte sig således i Sverige i nogle år, lærte sig svensk og oversatte dele af Erik Tawaststjernas mægtige biografi om Sibelius til engelsk, og fra 1950'erne og et halvt århundrede frem var Layton autoriteten i nordisk musik i BBC og magasinet Gramophones spalter. En anden skandinaviensfarer var Lyndon Jenkins, musikskribent, radiovært, studieproducer, kritiker og promoter. Han fremmede med indsigt og entusiasme nordisk musik med base i Birmingham og plejede et betydeligt netværk i dansk, svensk og finsk musikliv. Professor Daniel Grimley fra Oxford University er i dag en af de førende britiske forskere i nordisk musik med vægt på Grieg, Sibelius og Carl Nielsen, og Mellor bekender sin store gæld til Grimley. Der kan nævnes flere, David Fanning og Paul Griffiths, men Andrew Mellor er den første, der med The Northern Silence dokumenterer en så facetteret og personligt oplevet viden om nordisk musik og kultur fra slutningen af 1800-tallet frem til i dag.

I kapitlet Landfall (landkending) indkredser Mellor den nordiske identitet ved landskabets definerende rolle og opholder sig i første omgang ved Grieg og Norge med tesen om, at det var landskabet, der gjorde ham til en norsk komponist. Det er sandsynligt, at Mellor i udgangspunktet inspireres af Daniel Grimleys forskningsfelter, som integrerer musik, landskab og kulturel geografi. Mellor fortæller om en skræmmende flylanding i det barske Haugesund ved den nordlige Nordsøkyst, rejsen til Tromsøs Nordlysfestival med blanding af hardangerfele og klassisk violin, ophold i Trondheim og Bergen og får beskrevet klimaets herredømme og isolationen fra Europa. Markøren er Griegs Fire salmer for baryton og kor til norske folkelige kirkemelodier, et godt valg, fordi de udstiller komponistens indre konflikt mellem hans personlige tro og den impotente statskirke, som han kaldte den. Hvis naturen og folkemusikken dukker op overalt i den nordiske musik, skriver Mellor, så står den evangelisk-lutherske kirke ganske tæt bagved.

Med kapitlets titel in mente kunne et supplerende valg have været Griegs fabelagtige Landkjenning for baryton og mandskor til Bjørnstjerne Bjørnsons digt om Olav Trygvasons færd over Nordsøen til sit unge norske kongerige. Her måtte vægten ligge på Griegs tyske lærdom fra Leipzigs Gewandhaus, men naturens storhed og samhørigheden med den står endnu stærkere hér end i de fire salmer.

Det er Finland og Sibelius, som har Mellors særlige interesse. Han trænger ganske dybt ind i finnernes kulturliv og mentale tilstand efter selvstændigheden i 1917, og Sibelius' Tapiola bliver tolket som den nordiske musik i sin reneste, mest ærlige form, som en vision om den nordiske funktionalisme svarende til Arne Jacobsens stol. Formentlig tænkes der på Myren. Det er nu en analogi, der er svær at følge. Mellor er i sin analyse af tonedigtet i pagt med det programmotto, som forlaget havde skrevet i PR-øjemed, men som Sibelius dog godkendte, efter musikken var komponeret. Mottoet handler om nordlandets dystre skove, den mægtige skovgud Tapio og overnaturlige væsener, men det er ikke givet, at Sibelius i udgangspunktet så et så konkret mytisk landskab for sig. For Tapiola er snarere en symfonisk fantasi, der udviklede sig logisk ud af det foregående storværk, den syvende symfoni i en sats. Begge værker er kendetegnet ved stoffets kontinuerlige forvandlinger – metamorfosen – ligesom Sibelius lutrer sine hidtidige harmoniske kilder i Tapiolas smeltedigel. Man kunne hævde, at tonedigtet først og fremmest er lutringen af hans symfoniske tænkning.

Andrew Mellor er en intelligent iagttager, og det er interessant at følge hans forsøg på at skabe syntese i de kulturelle landskaber i Norden. I kapitlet Nordic Noir And Snow White fremfører han tesen om en pan-nordisk formel gældende melankoli, stilhed og isolation. Nu vil de forskellige folkeslag nok tale for deres egen opfattelse af det melankolske temperament. En dansker ville måske oversætte det med nederen, en svensker med blidt vemod, en finne med eksistentielt tungsind, men ingen vil formentlig sidestille det med angstneurose, som er en hovedbetydning inden for psykiatrien. Mellor knytter i den forbindelse melankolien til Kierkegaards Begrebet Angest, hvad man muligvis godt kan gøre, men hovedsageligt handler det her om et alment menneskeligt grundvilkår.

Den melankolske Hamlet er naturligvis et probat eksempel på englænderen Mellors tese, ligesom John Dowland ved Christian 4.'s hof, ensomt komponerende Fall My Tears på Kronborg. Og man nikker billigende i læsestolen, når han følger op med krimiserier som Broen og Forbrydelsen, Lars von Triers Melancholia, Sjöwall og Wahlöös krimibøger om Martin Beck, Strindberg, H.C. Andersen og naturligvis den tavse og gådefulde Sibelius.

Men for at vende tilbage til de to andre begreber, stilheden og isolationen, så er det godt tænkt at inddrage dem i en mulig definition af nordisk identitet. Det er en enorm force ved bogen, at Mellor rejser selv til fjerne kuldslåede hjørner af Norden. Her dokumenteres stilheden og isolationen i gode dialoger med musikfolk, musikere og komponister, og ikke mindst er beskrivelser af lokaliteter og landskabsoplevelser levende og billedskabende. Sådan som det lægges frem i kapitlet Off Piste om eksempelvis Stillefestivalen i det regnfyldte og vindblæste Kaukonen i det nordligste Finland, hvor folkemusik, samisk joik og klassisk musik indgår i symbiose. Og mødet med den islandske kultur, der er så vitalt forbundet med natur og geografi, hvor Jón Leifs, Björk, Víkingur Ólafsson og Anna Thorvaldsdottir vurderes med dyb beundring for deres musik og performance. Leifs citeres for følgende udsagn: »Der er harmonier i landskabet og klimaet, det er de mest sande harmonier, der findes.« Sibelius gav udtryk for noget lignende i sin dagbog 1925: ”Det blæser udenfor. Hvor uendeligt rigere er ikke denne ureflekterede vind end Goethes og de andre herrers poesi!”

Snow White i kapitlets titel går bl.a. på et exceptionelt værk af Hans Abrahamsen, Schnee for 9 instrumenter, et timelangt stykke med 10 kanoner, som Mellor beskriver præcist og indgående. Indspilningen med Laplands Kammerorkester under finske John Storgårds blev nomineret til dette års Gramophone Award i kategorien ”Contemporary”. Anmeldt af Mellor. Prisen gik imidlertid til Abrahamsens opera Snedronningen i Bayerns Statsoperas produktion. Også anmeldt i magasinet af Mellor. Og fordi sangcyklussen Let Me Tell You med Barbara Hannigan i 2016 tilmed vandt den prestigiøse amerikanske Grawemeyer Award, påpeger Mellor, med Abrahamsen som en af spydspidserne, en dansk særstilling i den moderne musik, hvor stilhed, isolation og melankoli er væsentlige temaer. På samme måde omkredser Mellor Bent Sørensen, som modtog Grawemeyer Award i 2018 for tripelkoncerten L'isola della città. Og styrken i hans signalementer af de to komponister er de samtaler, han med mellemrum har haft med dem.

Inddragelsen af skandinavisk/finsk design og arkitektur fylder et helt kapitel. Det er en indlysende vinkel i forhold til at anskue den musikalske komposition og i det hele taget musikkens fysiske rammer. Udgangspunktet er den svenske funktionalisme, sådan som arkitekten Sigurd Lewerentz formgav Malmø Teater i 1944, der senere blev til Malmø Operaen. Mellor ser huset som et mønstereksempel på funktionalisme. Læs her den fremmede besøgendes beskrivelse:

A large, squat structure in white marble and glass whose restrained municipal grandeur gently ennobles the art of theatre while underlining its accessibility – social democratic culture policy given physical form. Inside, foyers are scattered with bespoke furniture, artworks and chandeliers by the Swedish glassworks Orrefors, their austere beauty punctuated by a sweeping double staircase in wood and wrought iron. The auditorium itself is a perfect enclosed amphitheatre, giving every seat an interrupted view.

Sibelius og den finske arkitekt og designer Alvo Aalto slår følgeskab i Mellors optik. Aalto skabte Finlandia Hallen i Helsinki i 1971, et arkitektonisk mesterværk i hvidt marmor og sort granit – og en koncertsal med en elendig akustik – efter det gennemgående princip i Aaltos formgivningsæstetik: kontrapunktet mellem en fri, bølgende linje og et fast melodisk fundament. Mellor ser slægtskabet i Sibelius' hyppigt forekommende formsprog: et udholdt orgelpunkt i bassen med en bølgende melodisk linje over sig.

Enkelhed og funktionalisme fører forfatteren videre til 1970'ernes ny enkelhed i Danmark, igen hos Abrahamsen, men også på andre niveauer i Per Nørgårds uendelighedsrække og Pelle Gudmundsen Holmgreens nøgternhed. Bent Sørensen citeres for sit syn på den unge generation af danske komponister, som han har undervist. At de for at finde frem til sig selv vil undgå det konventionelle: melodi og tonalitet, rense tavlen først med noget støj. Derefter er der stilhed og til sidst blot et stykke hvidt papir. Jo, denne proces gennem den kreative skærsild har Abrahamsen også været igennem, og Mellor når i en samtale med konservatorielærer og filosof Søren Schauser frem til en ganske overraskende analogi. Abrahamsen har fået en emblematisk status: en musikalsk håndværker, ligesom Arne Jacobsen i stand til at skabe noget intenst moderne og alligevel beroligende smukt. Rent, hvidt, lysende, tiltalende dansk design i musikalsk form.

Som et tema med variationer beskæftiger Andrew Mellor sig gennem bogen med det levende musikliv, særligt indgående i kapitlet Performance. Først og fremmest er han imponeret over det store antal nybyggede koncertsale og operahuse overalt i Norden. Bagved ligger den betragtelige kulturstøtte, som de nordiske velfærdsstater yder musiklivet, vel at mærke også ude i de tyndt befolkede områder. I forhold til landenes størrelse er de mange norske, danske, svenske og finske symfoniorkestre et ekstraordinært kulturtilbud til befolkningerne, mener Mellor. Han er også imponeret over de nordiske dirigenters relative dominans på de internationale arenaer. Han har opsøgt de fleste af dem og formår at få dem til at give interessante betragtninger over deres rødder og over forskellene på at arbejde i Norden og udenfor.

Der er naturligvis områder, forfatteren ikke får dækket. En større undladelsessynd må være den skandinaviske jazz. Når temaer som melankoli og stilhed er så nærværende i bogen, ligger det lige for at fokusere også på de varige spor fra eksempelvis pianisten Jan Johansson, trompetisten Palle Mikkelborg, saxofonisten Jan Gabarek, sangeren Monica Zetterlund, guitaristen Terje Rypdal og bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen.

Hvem henvender bog sig til? Britiske og amerikanske fagfolk og det globale publikum, som kastede sig over amerikaneren Alex Ross' bog om det 20. århundredes europæiske og amerikanske musikhistorie: The Rest Is Noise (2007). Bevidstheden om de nordiske velfærdsstater og deres livsformer har vel aldrig været mere præsent i vores del af verden. Men bogen er i høj grad også illuminerende læsning for nordboerne selv. For det er stadigvæk sådan, at de fleste lever i ganske stor uvidenhed om mangfoldigheden og kvaliteten i nabolandenes kulturliv og musikliv. Det er den kompetente Andrew Mellor behjælpelig med at ændre på.