Det er bemærkelsesværdigt, når en 17-årig forfatter en bog. Og det bliver ikke mindre opsigtsvækkende af, at bogen handler om barokkomponisten Didrik Buxtehude. Allerede efter få siders læsning står det klart, at bogens forfatter Alexander Winkler ikke er som teenagere er flest. Og tak for det! Dejligt at den unge forfatters begejstring og entusiasme får plads, og at det store arbejde finder vej til udgivelse. Det skal der absolut bakkes op om.

Bogens seks kapitler tager os gennem 1600-tallets Helsingør, Helsingborg og Lübeck i en tid, hvor kunsten nød godt af store indtægter fra Øresundstolden og af visionære folk, der også var villige til at spendere samme told. Og som forstod at investere i kunst og uddannelse som basis for et samfunds fremgang. Vi kommer med ind i Buxtehudes nære hverdag og får indblik i hans kilder til viden og inspiration, fra barndom til voksenliv. Og vi får kapitler om tidens musikalske stil og praksis – her har forfatteren konsulteret hollandske Ton Koopman og belgiske Sigiswald Kuijken, begge internationalt anerkendte barokinterpreter og specialister i autentisk opførelsespraksis. Dejligt ambitiøst, om end det havde været gavnligt at få de to eksperters input i udskrevet interviewform, så vi som læsere kunne få deres ordlyd og ikke en omskrivning med uvished om kilde og citat. Det ville ikke mindst have været respektfuldt overfor de to internationale kapaciteter, da man må antage, at de medvirker for også at give vigtig faglig pondus til stoffet og ikke kun for at agere ’lånte fjer’.

Hermed også sagt, at der altså er et stykke vej til, at udgivelsen som sådan glider problemfrit ned hos denne anmelder. Det åbenlyse skisma ligger naturligvis i, hvad man med rimelighed kan forlange af så ung en forfatter samtidig med, at den selvsamme unge forfatter slår et endog meget stort og ambitiøst brød op – også via sin hjemmesidepromovering som ”a young Danish star violinist”. Indhold, form, sprog, analyse – ambitionerne er store og armbevægelserne ligeså. Men livremmen kan ikke helt holde de sproglige bukser oppe.

”Manden bag J.S. Bach og den danske musik” er store ord, også selvom vi sagtens kan være enige om, at Winkler har et nobelt og rimeligt ærinde i at bære Buxtehudes betydning frem. Men der var vel lidt flere folk bag både Bach og hele den danske musik? Det fremgår allerede til en vis grad af bogens indhold, så de store sproglige armbevægelser underminerer troværdigheden af indholdet.
”Alle elskere af musik vil være enige i, at Buxtehudes musik er smuk kunst”, hedder det andetsteds. Nej, det vil alle musikelskere ikke. Begrebet ”smuk” uddybes ikke, og da ordet er stærkt subjektivt, lader det sig ikke trække ned over hovedet på ’alle’. Vi kan tale om velproportioneret musik og hvori dette består. Vi kan tale om, at beskrevne virkemidler har beskrevne effekter på tilhøreren. Men hvis vi påstår at rød er smuk, får vi nok dele af blå blok på nakken. Og vi må nødvendigvis forholde os til, om ’rød er smuk’ også omfatter blodet, der flyder i en krigsfilm.

Generelt savner udgivelsen et redaktionelt stringent sprogeftersyn. Den overdrevne brug af ’denne’, ’disse’ og ’dette’ hører måske et umodent sprog til, men når barren i øvrigt er sat så højt, må man nødvendigvis også arbejde med stærkere sætningskonstruktioner. Det handler om den hele læseoplevelse, om at formidle indholdet sikkert og troværdigt.

”Man tager et sølvfad” blev i sin tid en talemåde for opstyltet sprogbrug. Sølvfadet blinker også hist og pist i Winklers sprog. Og så er vi desværre tilbage igen ved ’de lånte fjer’. Det ’høje’ sprog og de gammelkloge formuleringer pynter sig unødigt i sætninger som ”Men det var mig påfaldende, hvorvidt det nysgerrigt kunne tænkes, at de syv triosonater…” og står i vejen for indholdet. Der kunne måske bare have stået ”Vi kunne også lege med tanken om, at de syv triosonater…”. Ordet ’lege’ ville klæde sammenhængen som det ældste danske ord, vi har for at ’spille’. Musik er leg.
I kapitel 6 (’At dyrke musikken’) hedder det: "For at opnå det højeste musikalske niveau skal man fortolke musikken. Dette gælder for al musik." – en ligegyldig sluddersætning. Hvad ligger der i ”det højeste musikalske niveau”? Teknisk færdighed, klangarbejde, artikulation eller måske faglig indsigt i autentisk opførelsespraksis? Og er der overhovedet noget af dét, der kommer vupti, fordi man ”fortolker musikken”?

Bogen er udgivet på Saxos forlag, hvor man som selvstændig forfatter kan udgive sine værker på egen hånd. Forlaget ridser betingelserne op blandt andet sådan her: ”Det kan være en stor mundfuld at stå med alt arbejdet selv, og det er også dig der løber risikoen. (…) Saxo Publish stiller en platform til rådighed, der gør det let at være selvstændig udgiver.”

Der er så meget talent og så tilpas megen begejstring og hjerte for musikken i denne udgivelse, at det naturligvis gør ondt at kritisere som ovenfor. Så tag det som en tillidserklæring frem mod næste bog – talentet må kunne række til et forlag, hvor der er en redaktør til stede.