Hvem skulle nu have troet, at der kunne skrives en medrivende biografi på over 500 sider om Vagn Holmboe (1909-96)? Denne tørre, tænksomme, regelrette, stilfærdige og flittige mand. Egentlig var det meningen, at Thomas Michelsen skulle have bidraget med et bind om Holmboe i Multivers’ serie “Danske komponister”. Men Michelsen stødte ind i et så kolossalt, vidtspændende, og ikke mindst afslørende kildemateriale, at den lille bog blev en umulighed at skrive. Den første biografi om Holmboe måtte få den store, omfattende fortællings form.

Holmboe var et ekstremt ordensmenneske. For en biografiforfatter er det en ren lykke, når en kunstner efterlader sit liv og livsværk i bogholdermæssig orden og protokolført form. Holmboe førte almindelig dagbog og igennem 70 år en såkaldt musikdagbog med dateringer på enhver komponeret sats, statistik over opførelser og dertil egne analyser og værkkommentarer. Anmeldelser samlede han i 15 scrapbøger, og dertil kommer lister over dit og dat, ligesom han efterlod lydoptagelser af mange værker. Oveni kommer et stort brevmateriale samt trykte og utrykte erindringer om komponisten, og så har Michelsen interviewet utallige personer, som har haft en relation til ham. Kun en lille del af de nævnte kilder findes i offentlige samlinger. Det essentielle materiale er (desværre) stadig i familiens varetægt, men har stået uhindret til rådighed for Michelsen, som i det hele taget synes at have søgt i alle hjørner og kroge for ikke at overse noget. Bagest i bogen findes en oversigt over trykte kilder og sekundærlitteratur og en liste over radio- og TV-udsendelser, hvor Holmboe medvirker eller portrætteres. Dertil er bogen forsynet med hele 991 slutnoter med kildehenvisninger. Fremtidige Holmboeforskere vil takke Michelsen for hans præcision på dette felt. Men bogen mangler en oversigt over de utrykte kilder. Man får henvisninger i noterne, men anmelderen her opfatter det som en ‘videnskabelig brist’, at dette materiale ikke er opregnet som en selvstændig kildegruppe på linje med de trykte kilder. Det er jo materiale, hvis omfang er ukendt, og som endnu er i privateje, det er ikke sikret for eftertiden, og Michelsen er den første, der har fået adgang til det. Ved et uheld, en brand eller vandskade, bliver Michelsen også den sidste, der har kunnet nærstudere disse kilder, som viser sig at være fuldstændig afgørende for opfattelsen af Holmboe, privat og professionelt. Og hvorfor er dette materiale ikke for længst blevet indleveret til Det Kgl. Bibliotek ligesom alle noderne?

Bogen er opbygget som en kronologisk fremadskridende fortælling, fra vugge til grav. Vanskeligheden ved at skrive en biografi om en komponist i ét samlet forløb er, at forfatteren skal veksle mellem og sammenkæde flere parallelle spor. Den rent faktuelle levnedsbeskrivelse skal være på plads, der skal redegøres for komponistens kunstneriske udvikling gennem årene, alle væsentlige enkeltværker skal beskrives, oplysninger om opførelser, modtagelse og indspilninger af musikken hører også med, og dertil kommer i Holmboes tilfælde et centralt og omfattende tema, nemlig hans stærke optagethed af tilværelsens åndelige dimensioner, særligt østerlandsk filosofi, og hans idéer om musikken som afspejling af universets kosmiske balance. Michelsen formår på naturlig og overbevisende måde at flette alt dette sammen med vekslende fokus igennem bogens kapitler. Forfatteren har valgt at anlægge bogen som en ‘almen biografi’, som kan læses uden musikalsk fagkundskab. Det er en god idé. Uden et eneste nodeeksempel gennemgår Michelsen Holmboes musikalske udvikling, fortæller om den såkaldte metamorfoseteknik og forklarer i de mange værkbeskrivelser, hvordan denne teknik udnyttes eller eventuelt fraviges. Det fungerer fint, og sproget er hele tiden letløbende og let forståeligt.

Holmboe var længe om at finde sig selv som komponist. Han skrev 78 værker før sit officielle opus 1, deriblandt 3 symfonier og 8 strygekvartetter! Det var mødet med den rumænskfødte pianist Meta Graf (som han blev gift med i 1933), som gav ham kunstnerisk retning og selvsikkerhed. Først var det den ny saglighed (Hindemith), senere Bartók, Stravinsky og rumænsk folkemusik, som kunne inspirere ham, mens Carl Nielsen kun spøger lidt i kulissen. Holmboe var myreflittig, musikhjernen kørte ustandseligt, og han nåede op på 197 opusnumre plus det løse, i alt tæt på 400 kompositioner. Bogen beskriver de vigtigste værker i den løbende kronologiske sammenhæng; kor- og vokalmusik, som hører til en afgrænset periode, har dog fået sit eget kapitel. Værkomtalerne er yderst loyale, koncise og interessevækkende og udgør en substantiel del af bogen. Så meget mere beklageligt er det, at biografien ikke er forsynet med en værkfortegnelse – og hvad værre er: intet værkregister! Hvis man altså ønsker at finde en værkomtale, må man rode rundt i bogen efter den. Det er virkelig en svaghed. En systematisk opstillet værkliste over de omtalte værker kunne have fungeret som selektiv værkfortegnelse og register i samme hug. Da kildefortegnelse og noter er trykt med unødvendigt store typer, kunne der rimeligvis have været plads til denne værkliste (og den efterlyste kildeoversigt) inden for bogens 509 sider. Man må her beklage at denne biografi, der allerede må kaldes et standardværk i dansk biografisk musikhistorie, er uden værkregister. En diskografi er ikke nødvendig, næsten al Holmboes musik er indspillet og let tilgængelig.

Det gennemsympatiske indtryk af den elskværdige og kultiverede Holmboe, der fæstnede sig i de sidste årtier af hans liv, hvor han sammen med sin smilende hustru, Meta, udstrålede ægteskabelig harmoni af den livslange slags, får i Michelsens biografi et ordentligt skud for boven. Som regel kendte folk kun denne polerede facade. Men bag den skjulte Holmboe en dyster og ubarmhjertig side. Sagt lige ud: han var en regulært egoistisk person, hensynsløst selvoptaget og styret af egne behov og følelser, hvad enten det gjaldt den opofrende hustru, hans børn eller de udenomsægteskabelige forbindelser, der falder som perler på en snor. I hans kølvand fulgte en stribe skæbner og menneskelig ulykke. Man må være ærlig og sige, at det ikke mindst er dette spor med alle dets forviklinger og følelsesmæssige op- og nedture, privatlivets kaos og kriser, som konstant holder læserens interesse fangen. Tænk engang, den pæne mand! Michelsen opruller det hemmelige liv åbent og neutralt, uden nogen form for moraliseren. Holmboe havde ikke dårlig samvittighed over alt det rod, han var årsag til, for han var overbevist om, at kunsten står over alt andet, uanset hvilke menneskelige omkostninger, den måtte kræve. Med sit åndeligt funderede livssyn må han, mener Michelsen, have følt sig hævet over almindelige menneskers følelsesliv. Det vilde privatliv kunne selvfølgelig ikke undgå også at belaste Holmboe psykisk, men det forhindrede ham ikke i at komponere, snarere tværtimod.

Holmboe førte et dobbeltliv, hvor han i årtier var afhængig af disse mere eller mindre dulgte kærlighedsforhold til yngre kvinder, afhængig åbenbart af denne følelsesmæssige anspændthed som inspirationskilde og drivkraft. Hans adfærd var efter dagens normer aldeles over stregen, og det blev da også en skandale, da han fik barn nummer to med en af sine studerende (det første blev holdt hemmeligt), hvorefter han opgav sit professorat efter 10 år på konservatoriet. Bogen byder på oprørende læsning gennem hele dette private spor. Holmboe krævede at Meta opgav sin karriere som pianist (hvorefter hun kastede sig over billedkunsten). I det holmboeske hjem herskede en mere eller mindre permanent krisetilstand, de to ægtefæller så i perioder ikke meget til hinanden, men Meta sørgede for, at det hele ikke gik i opløsning. De havde fået en datter, som de ikke formåede at tage sig af, og hun voksede ulykkeligt op på flere børnehjem. Den søn, hun senere fik, var hun ikke kapabel til at opdrage, og Holmboe-parret måtte træde til og adoptere deres eget barnebarn – som flyttede hjemmefra, så snart han kunne komme afsted med det. De to sønner, Holmboe havde fået uden for ægteskab, blev ikke anerkendt af ham, og ved hans død opstod der således en kaotisk situation omkring arveforhold og den slags. Holmboe havde ingen intention om at skabe orden på dette felt, og typisk nok er hans dagbøger tavse, når det gælder intime emner.

Men alt dette sætter også kunstnerlivet i perspektiv og skaber en ny dimension i forhold til hans musik, som ikke tidligere har været kendt. At private stemninger og følelser ad snørklede veje også er trængt ind i værkerne, er en nyhed, som måske betyder, at man bør opføre og lytte til musikken på en mere sensitiv og spirituel, for ikke at sige romantisk, måde, end den ofte intellektuelt-kølige, kontrollerede musik lægger op til. Der er altså dybder her, som nok kan drages frem i lyset. Klaverværket Suono da bardo beskrives af Michelsen på grundlag af komponistens indgående dagbogsnoter som et nøgleværk i produktionen, idet det private og det spirituelle, understøttet af de musikalske strukturer, går op i en højere enhed netop her. Også strygekvartetterne afspejler de dybere og mere emotionelle sider af Holmboes musikalske personlighed. Nightingale String Quartet er i gang med at indspille alle 24 og kan om nogen netop få de subtile nuancer frem, som løfter musikken og skaber ny interesse for den.

Bogens filosofiske spor er yderst interessant at følge, men slet ikke altid ligetil at få hold på. Heldigvis er Michelsen flink til at repetere og opsummere. Holmboes stærke interesse for astrologi, buddhisme, østerlandsk filosofi og endog reinkarnation fremgår af komponistens notater, som citeres flittigt. På dette felt bidrager bogen med ny og overraskende viden.  Også dette emneområde har han nemlig betragtet som så privat, at han går uden om det i sine offentliggjorte skrifter, fx bogen Det uforklarlige (1981). Men det virker, som om det er af væsentlig betydning for hans musikalske formtænkning. Gennem de forskellige citater går der en interessant understrøm, som man nok kan opfatte som en romantisk kunstopfattelse. Han taler for eksempel om, at et musikstykke må have en kultisk eller magisk betydning, at det skal kunne trække tilhøreren ud af hverdagens tanker og ind i en anden verden, ligesom han også taler om, at komponisten må “realisere sig selv i kunstværket”. Underforstået, at komponisten rummer den kosmiske naturkraft i sig selv og må tvinge denne kraft ind i en organisk form, som så igen afspejler den store kosmiske og cykliske orden. Et musikværk er ikke relateret til den fysiske verden, men er altså heller ikke en objektiv eller absolut størrelse. At skrive musik er også et selvrealiseringsprojekt. Vagn Holmboes mest originale elev, den unge Per Nørgård, blev i begyndelsen af 1950’erne stærkt påvirket af både Holmboes tankeverden og hans metamorfoseteknik. Holmboe fik en slags guru-status for Nørgård.

Biografien giver et grundigt og dækkende billede af Holmboes komponistkarriere, og hvor stort et navn han var, navnlig i 1950’erne og 60’erne. Han var absolut den mest feterede danske komponist og havde en international reputation som den betydeligste nordiske symfoniker efter Carl Nielsen. Senere blev han overhalet af den næste generation og gled noget i baggrunden. I dag spilles hans musik sjældent, de symfoniske værker slet ikke. Genhørt i dag med kritiske øren kan man hævde, at Holmboes musik savner melodi, eller en melodisk varme, og at komponistens fokusering på den organisk-intellektuelle bearbejdelse af musikalske ‘kim’ ikke altid er fængslende nok, hvor snedig den end er udført. Holmboe har givetvis fundet, at traditionelle temaer ville knytte musikken direkte til den klassisk-romantiske tradition, som han ønskede at løsrive sig fra. De steder, hvor han benytter folkemelodisk stof, spidser man øre. Rytmisk er der rigeligt med tør ny-saglighed, dvs. ensformige neo-barokke blokke, og overraskende lidt af de skæve Balkan-rytmer, Holmboe ellers var så glad for. Symfonierne og de andre symfoniske værker er ofte voldsomt energiske og pågående i udtrykket, det kan virke lidt trættende med gentagne rytmer og den bastante instrumentation med megen brug af rå messingblæsere. Hans 8. symfoni “Sinfonia boreale” er mesterværket blandt symfonierne og burde være på orkestrenes repertoire. Den elegante Holmboe med en lettere, gennemsigtig og virtuos orkesterbehandling finder man i hans sene, såkaldte kammersymfonier. Strygekvartetterne er sikkert den genre, som rummer den største udtryksmæssige bredde. Nightingale String Quartet opfører allerede de bedste af dem rundt omkring, og nogle af dem er på højde med Sjostakovitjs kvartetter. Med Michelsens bog kastes der nu et nyt og spændende lys på de dybe og rene sider af Holmboes musik, og den store mængde af tankevækkende stof om komponist og værker burde kunne sætte gang i en fornyet generel interesse for Holmboe. En overgang havde man i fødebyen Horsens en Holmboe-festival, men den gik ned for få år siden.

Som det fremgår, må biografien kaldes en bedrift, og det er lidt af en gåde, hvordan det er lykkedes Michelsen i løbet af kun et par år at få så god facon på det kolossale og hidtil uudnyttede kildemateriale. Hvis nogen havde sagt, at der lå et helt livs beskæftigelse med Holmboe bag denne bog, så havde man gerne troet det.