I 1924 etablerede de danske musikanmeldere en sammenslutning, der i dag har navnet Musikanmelderringen, og da dét nu er 100 år siden, har det givet anledning til udgivelsen Man skal høre meget, redigeret af Thomas Michelsen (foreningens formand) og Claus Røllum-Larsen. Den er på mange måder meget velkommen. Musikkritikken er vigtig - ja, essentiel for vores kulturliv - men lever i dag desværre under trange betingelser.

Et 100-årsjubilæum kan kalde på et festskrift, der hylder det prægtige fag og dets helte, og som understreger dets uomtvistelige relevans. Det kan også give anledning til en debatbog, der (selv)kritisk udforsker fagets aktuelle status, kigger efter uvaner i fortid og nutid, og som overvejer, hvad der er dets egentlige berettigelse, hvor der kunne optimeres, og hvordan man kan gå fremtiden i møde. Med denne udgivelse har man valgt at sætte sig på begge disse stole. Det slipper man i alt væsentligt godt fra.

Blandt antologiens helt korte bidrag finder man Adam Fischers ”Nedsablinger er musikverdenens salt” og Nikolaj Szeps-Znaiders ”Det handler om, at vi overhovedet diskuterer kunsten”. Ingen af de to tekster stråler i kraft af deres sproglige kvaliteter, men som indspark fra udøvende musikere på højt internationalt niveau, der begge har markante holdninger, og som argumenterer varmt for musikkritikkens berettigelse, står de vægtigt og tankevækkende. Så meget desto mere, da de begge sætter ord på også de negative anmeldelsers værdi.

Fem af bogens tekster er på forskellig vis nedslag i dansk musikkritiks historie. Katarina Smitt Engbergs ”Tiden er kommet til at tale sammen” handler om musikkritikken i København i perioden 1820-36. Hun beretter engageret om tidens debatter, hvad eksempelvis operaens status og mulige fremtid angik, og om, hvad datiden tænkte om den tyske operas chancer for at kunne konkurrere med den italienske. Henrik Engelbrecht fortæller i ”Den rapkæftede dyreelsker” om koloratursangerinden, underviseren og den bramfri og sprogblomstrende anmelder, Hedevig Quiding (1867-1936), men man kan undre sig lidt over, at hendes aktiviteter som anmelder fylder relativt lidt i den biografisk-orienterede tekst.

Med fyldige uddrag fra samtidens anmeldelser, der giver et interessant indblik i datidens stil, fortæller Esben Tange om Langgaards karriere med fokus på, hvordan hans musik blev modtaget. Den overordnede historie er naturligvis, at der blev taget bedre imod den i udlandet (i Tyskland eksempelvis), end herhjemme, og at eftertiden ser med langt større interesse og respekt på hans produktion, end samtiden gjorde. Undertegnede er i øvrigt glædeligt overrasket over de positive ting, der alt andet lige også blev skrevet om Langgaards musik i hans levetid.

Thomas Michelsens bidrag om Vagn Holmboe, ”Man kan ikke være fri begge steder”, fokuserer på den ikke helt problemfri balance mellem dennes virke som både komponist og anmelder, og Valdemar Lønsted portrætterer den legendariske, kompromisløse, vredladne, enormt indsigtsfulde og så umådeligt velskrivende Hansgeorg Lenz. Ikke mindst fordi Lenz var den, han var, og fordi han skrev, som han skrev, og fordi Lønsted klogeligt citerer ham flittigt, er det uhyre fornøjelig læsning. De fleste af disse fem bidrag - Engberg, Engelbrecht, Tange, Michelsen og Lønsteds - er velskrevne og anbefalelsesværdige, og samlet set udgør de et fint og lidt atypisk stykke dansk kulturhistorie, spækket med den slags viden, man ikke vidste, man manglede.

Som modvægt til de fem historisk orienterede tekster er en god håndfuld af de øvrige specifikt fokuseret på vores samtid. Den i Danmark bosiddende, men internationalt arbejdende kritiker Andrew Mellor diskuterer i sit bidrag blandt andet de udfordringer, der knytter sig til at anmelde pladeudgivelser i en tid, hvor streamingtjenesterne (næsten) har overtaget LP’ernes og cd’ernes tidligere funktion. Og det skal nu nok gå alt sammen, tænker man trods alt, når man har læst Mellors indsigtsfulde refleksioner. Hans relativt korte bidrag er for denne anmelder en af bogens centrale, fordi det - underligt nok, som et af de få - udfolder tanker vedrørende musikalsk kvalitetsvurdering.

Komponisten Line Tjørnhøj adresserer i sit bidrag spørgsmål vedrørende musikanmeldernes vægtning mellem det historiske og det kontemporære stof. Dét gør hun som fortaler for sidstnævnte, og der spørges eksempelvis kritisk og fra en identitetspolitisk position til relevansen af den etablerede (”kønnede”) kanon. Afslutningsvis slår hun fast, at musikkritikken nødvendigvis bør være ”kvalificeret og fri” (s.156). Samtidig ”forudsætter” hun imidlertid (s. 155), at ”kritikeren har indsigt i de nyeste trends. Både teknologisk med hensyn til kunstig intelligens, digitalt signeret kunst og virtual reality og menneskeligt-eksistentielt med hensyn til identitets- og kønspolitiske skred, krig, ulighed og en uoverskuelig, truende fremtid”. Tjørnhøj præsenterer således nogle ret klart definerede (og temmelig snævre, kunne man mene) rammer, som den ”frie” kritiker må udfolde sig indenfor, ligesom hun synes at have et ret instrumentaliseret syn på den musik, som kritikeren og kunstneren ifølge hende burde have en fælles interesse i at udbrede kendskabet til: ”samtidsmusik som et væsentligt bidrag til samfund, demokrati, forskønnelse og sammenhængskraft” (s. 155).

Henrik Friis beskæftiger sig med relevansen af, og muligheden for, at anmelde ny kompositionsmusik i dagbladene, når den nu som oftest henvender sig til et ret lille publikum. Han træder et skridt tilbage og betragter tingene i et kommunikationsstrategisk perspektiv, der kan forekomme noget managementagtigt, og som - selvom teksten rummer interessante refleksioner, der måske kan forklare nogle tidstypiske kulturelle dispositioner i medieverdenen - synes at være et vildspor. I hvert fald når han via forskellige omveje frem til en position, hvor det er svært at gøre sig nogen forhåbninger om i fremtiden at finde anmeldelser af ny kompositionsmusik i de danske dagblade, målrettet et publikum, der faktisk interesserer sig for ny kompositionsmusik. Den tanke, at den samtidige kompositionsmusik per definition er af relevans for forståelse af vores tid, samfund og moderne liv, og derfor fortjener en saglig, fagligt funderet dækning, er tilsyneladende ikke et gangbart argument. Det er nedslående læsning. (I en bedre verden ville man kunne sig glæde sig over, at området trods alt bliver behandlet i et bredt udvalg af fagtidsskrifter, og at DR jo har en indlysende og skattefinansieret public service-forpligtelse til at dække det.)

Blandt de forskelligartede tekster, der forholder sig til aktuelle problemstillinger, finder man også Andreo Michaelo Mielczareks ”Hvem er bange for musikkritik?”, der i en lidt løst causerende og ikke altid helt klart argumenteret stil, byder ind med en række væsentlige og ofte spidsformulerede pointer. Flere af dem kan virke som selvfølgeligheder, men det er selvfølgeligheder af dén slags, der har godt af at blive gentaget i ny og næ: ”For at kunne udtale sig, må man vide noget” (s. 32). ”Det hele er ikke lige godt. Der er forskel” (s. 33). ”[…] de [anmeldere og musikere, red.] spiller ikke - de må ikke spille - på samme hold” (s. 35) . ”Kritik […] skal brænde. Sådan bliver samtalen om musikken en vigtig samtale. Samtalen er et økosystem mellem kunstneren, anmelderen og publikum” (s. 33). Blot som et par eksempler. Mielczarek er også omkring det forhold, at visse kunstnere er forbeholdne, når det kommer til at sætte ord på deres musik (og for egen regning kan man tilføje, at dét i nogle tilfælde kan være hensigtsmæssigt), og han sætter ord på forskellen mellem at anmelde koncerter og udgivelser, og på den betydning, det har for tilgangen til kritikken.

To tekster skiller sig ud ved at have mere akademisk karakter end resten: Henrik Kaare Nielsens ”Kritikkens tradition og status” og Christian Kochs ”Musikanmeldelser - retorisk set”. Kaare Nielsen skitserer først musikkritikkens historie tilbage fra oplysningstiden (med rødder tilbage i renæssancen) i et magt- og klassepolitisk perspektiv, og giver en kort introduktion til Kants æstetik. Hermed gives læseren et indsigtsfuldt og koncentreret udgangspunkt for at kunne forholde sig substantielt til bogens øvrige bidrag. På tekstens sidste ca. seks sider præciserer Kaare Nielsen på eksemplarisk vis, hvad der er kunst- og musikkritikkens kerne og afgørende betydning, og han diagnosticerer knivskarpt de problemer, den står overfor i dag, baggrunden for disse problemer og konsekvenserne heraf. Denne tekst burde læses grundigt af alle, der beskæftiger sig med eller har holdninger til kunst- og musikkritik.

Christian Koch pirrer i sin tekst denne anmelder på både den gode og den irriterende måde. Han opstiller bl.a. tre modsætningspar, hvor der i dem alle er én position (den sidstnævnte), han mener, man bør tilstræbe at styrke: 1) Selvfokusering vs. emnefokusering, 2) Bagudrettet vs. fremadrettet relevans og 3) Målgruppebekræftelse vs. målgruppeudvidelse. Umiddelbart lyder det sympatisk, at en anmeldelse bør være fokuseret på emnet, at den skal have en fremadrettet relevans og være målgruppeudvidende. Når man læser Kochs overvejelser, kan sagen se lidt anderledes ud.

Det ”selv”, der er tale om i pt. 1), er ikke anmelderen, men selve teksten, og Kochs pointe er, at den ikke må stråle for meget på egen vis. Derfor har han det ambivalent med f.eks. Lenz og litteraturkritikeren Lars Bukdahl på trods af sin respekt for det høje faglige niveau i deres tekster. At skribenter som disse har appel hos læsere, der ellers ikke interesserer sig for den givne kunstart, bruger Koch besynderligt nok imod denne type anmeldere.

Paradoksalt nok rummer teksten nogle uvaner, han selv advarer imod. Eksempelvis når han formulerer sig med polemisk sarkasme: ”Hvis nogle af de andre politikere [end Mette Bock og Alex Ahrendtsen, red.] mod forventning skulle møde op til en klassisk koncert, ville de formentlig være bange for at blive opdaget” (s. 110). Sjovt formuleret, måske, men er det ikke bare noget vrøvl? Og temmelig fordomsfuldt?

Ambitionen om målgruppeudvidelse er udbredt snart sagt alle steder i disse år, og man kan næsten få det indtryk, at de fleste kulturaktører og -institutioner er ivrigt opsat på at få alle andre kunder i butikken, end lige præcis dem, der kommer af egen interesse. Den overhængende fare er, at man i sin iver efter at appellere til dem, der i udgangspunktet faktisk ikke interesser sig synderligt for det, sagen drejer sig om, svigter den primære målgruppe. Påfaldende er det også, at det ligger Koch på sinde at insistere på en subjektiv tilgang til kunsten. Alt andet er tilsyneladende en illusion, må vi forstå. (Og ”Det ville […] være tosset at bekæmpe subjektive udsagn i tekster om musik” (s. 115)). Samtidig vedgår han, at der er konkrete - og objektivt identificerbare - egenskaber ved de enkelte værker, som betinger deres kunstneriske kvalitet, og som det bl.a. er anmelderens opgave at videreformidle. Det samme må nødvendigvis gælde for diverse relevante fakta. Hvorfor dét partout skal have et subjektivt afsæt, står som et tomt postulat.

Koch skriver med retorik-faglig autoritet, og han bringer et par spændende og tankevækkende perspektiver til bordet. Han er også en skribent med markante holdninger, og flere steder synes formidlingen af hans faglige indsigter at blive blandet sammen med de personlige synspunkter. Han har eksempelvis et horn i siden på de humanvidenskaber, der beskæftiger sig med kunst, og som, han mener, længe har ”haft det stramt med subjektivitet og oplevelse” (s. 115), hvorfor de, skriver han i det videre, ”ofte er endt i at skrive om ligegyldigt nørderi”. Nu hører undertegnede til dem, der mener, at æstetikfagene - ganske som alle de andre humanistiske fag - helt selvfølgeligt bør være funderet på de objektivt identificerbare aspekter af det, man nu engang beskæftiger sig med, men jeg kan faktisk ikke genkende billedet af universitetsmiljøerne. Allerede tilbage i 1990’erne, hvor jeg gennem mange år selv havde min gang på Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus, var der et aktivt ønske om at styrke den personlige, oplevelsesorienterede tilgang til musikken, og alting siger mig, at den kun er blevet yderligere styrket siden da. Under alle omstændigheder: Er vi virkelig nået dertil, hvor man i ramme alvor kritiserer universiteterne for at være ”nørdede”? Er det ikke nærmest deres kerneopgave

Muligvis for at øge antallet af vinkler og samlingens stilistiske alsidighed har man medtaget to skønlitterære fragmenter: Uddrag fra hhv. Ursula Andkjær Olsens roman ”Krisehæfterne’’ (2017) og Anders Bodelsens novelle ”Efter koncerten” fra samlingen ”Hjælp” (1971). Teksterne er der absolut intet at udsætte på, og Andkjær Olsen er både en fremragende poet og en musikfaglig kapacitet. I begge tilfælde står det alligevel noget uklart for denne læser, hvad man har villet med dem.

Det er principielt sympatisk, at redaktørerne har medtaget et bidrag, der er næsten fuldtonet negativt overfor for hele anmelderfaget, og Karl Aage Rasmussens ”Musikkritikeren som giraf” fra essaysamlingen Kan man høre tiden (1998) er da også med sproglig svulstighed og svirpende nedrakning underholdende læsning. Hvad substansen angår, er det ikke en tekst, der står stærkt, og alle ordene til trods bliver der ikke argumenteret særlig stringent.

Det er næppe rimeligt at kritisere et festskrift for undladelsessynder, men i den udstrækning man også har haft den ambition at udgive en debatskabende bog, og måske oven i købet tage pulsen på musikkritikkens aktuelle tilstand og fremtidige udfordringer, er der et par spørgsmål, man kan savne at få adresseret. Hvad er eksempelvis grundene til, at både litteratur- og kunstkritikken tilsyneladende lever i langt bedre velgående end musikkritikken, og at de er en mere integreret del af de pågældende fagmiljøer? Det kunne også have været interessant med nogle refleksioner over de mange forskelle mellem den klassiske og den rytmiske musik, når det kommer til anmelderpraksis.

Man kan møde det synspunkt, at anmelderi ene og alene er udtryk for personlig smag, og at objektivitet, når det kommer til kunstvurdering, ikke eksisterer. Man kan også - selv fra fagfolk - møde det synspunkt, at alle kompositioner principielt set er lige gode, at der simpelthen ikke eksisterer mindre gode værker, men at det alene er musikerne og sangernes opgave at skabe stor kunst ud af det, der nu engang foreligger. Hvis dét er holdninger, der vinder frem, er det vel en bunden opgave at gå i kødet på spørgsmålet omkring præmisser for kvalitetsvurdering? Både Kaare Nielsen og Mielczarek har væsentlige pointer desangående, men de er underligt nok stort set de eneste, ligesom forholdet mellem kvalitet og personlig smag kun bliver perifert berørt i bogen som helhed. Betydningen af kanonisering, der har været til diskussion i årtier - til tider ret passioneret - bliver ligeledes kun kort - og efter denne anmelders opfattelse lidt snæversynet - strejfet i Tjørnhøj og Kaare Nielsens tekster.
Man kunne også - måske lidt naivt - have drømt om lidt bidsk selvransagelse. Bliver der grebet i egen barm, når det er påkrævet? Er der f.eks. anmeldere, der er bonkammerater med eller i ansættelsesforhold hos dem, de anmelder? Og som måske har misforstået deres ædle pligt og tror, at de gør musikken en tjeneste ved kun at skrive positivt? Er der lukkede skotter, der hvor de skal være?

Kvaliteten er rimelig stabil bogen igennem, men selvom antologier i sagens natur ofte er en noget blandet omgang, efterlader Man skal høre meget læseren med et lige lovlig broget indtryk. Det skal imidlertid ikke skygge for, at Man skal høre meget er en meget prisværdig og væsentlig udgivelse, som man kun kan ønske så mange læsere som muligt. Det er vigtigt for os alle sammen at blive mindet om, ikke alene at musikkritikken har afgørende værdi, men også hvad det er, den kan; hvad den gør. Hvad den har været, og måske også hvad den bør være. Sandsynligvis vil de fleste læsere finde meget at være uenige i i de mere holdningsbårne bidrag, men sådan må det være. Ja, sådan skal det være, sådan bliver vi klogere.

En lille afsluttende perspektivering: Udgivelsen minder om, at Thomas Michelsen tilbage i 2017 formulerede et stærkt essay om musikkritikkens historie, aktuelle status, udfordringer og betydning, der blev publiceret her i PubliMus: "Musikanmelderen skal invitere til debat". Det er en virkelig god og grundig tekst, som hermed kan anbefales som appetitvækker til eller måske dessert efter den nye bog.

Stort tillykke med de 100 år! Tak for det store, men ofte utaknemmelige arbejde, I gør for os. Kæmp videre, hold fanen højt! Vi kan ikke undvære jer!