I deres bog Tag med i operaen har forfatterne Lotte Heise og Jørgen Hansen valgt at lægge sig i slipstrømmen af operaførere som Gerhard Schepelerns Operabogen og Politikens Operafører, som hver gennemgår rundt regnet 200 operaer, samt Jakob Levinsens Den store sang (2001) med omtale og vurderinger af ikke mindre end 428.

Som andre operaførere giver disse tre værker læseren en mulighed for at orientere sig om en bred vifte af kendte og ukendte værker, som den enkelte på et eller andet tidspunkt kan tænkes at komme til at opleve på teatre og i operahuse både i Danmark og rundt om i verden. Eller som han eller hun kan streame på nettet og finde på CD / DVD.

Med et udvalg på kun 27 operaer er formålet med Tag med i operaen åbenlyst et andet. Bogen har ikke et forord, som kan gøre det klart for læseren, hvorfor udvalget af de omtalte operaer er så spinkelt, hvorfor netop de værker er valgt, hvem bogen helt præcist henvender sig til, eller hvilket mål de to forfattere har haft med at skrive den.

Alligevel fremgår intentionen med bogen klart allerede på de første sider, hvor Jørgen Hansen og Lotte Heise kort beskriver sig selv og deres forhold til opera. Titlen skal tages bogstaveligt. Fra første side handler bogen kort og godt om at motivere den stort set forudsætningsløse til at gå i operaen.

Forfatterne blev begge grebet af genren som børn. Jørgen Hansen har i mange år arbejdet som musik- og operamedarbejder ved DR P2, og Lotte Heise, som blev kendt i offentligheden som en både skarp, fortællende og underholdende foredragsholder, er i dag en populær vært på DR P2-programmet Bravo, hvor hun med en personlig vinkel præsenterer, hvad hun godt kan lide.

Begge forfattere ønsker at videreformidle alt det, som begejstrer dem ved opera: Stemningen i teatret, sangernes stemmer, som helst skal falde i ens smag, stemmernes evne til at kommunikere og frem for alt de følelser, som musik, sang og handling i forening formidler til publikum.

I bogens otte kapitler har de to forfattere delt opgaverne mellem sig. Jørgen Hansen har skrevet kort om de i alt 15 forskellige komponister og fortæller om den musikalske baggrund for operaerne, mens Lotte Heise har taget sig af handlingerne i meget udførlige referater. Begge forfatteres bidrag til kapitlerne bærer stærkt præg af ønsket om at lokke læserne med til de store oplevelser med masser af følelser, der venter dem. Det afspejler sig også i valget af bogens operaer. De to forfattere inddrager en række af genrens mest populære værker, hvoraf de fleste blev skrevet fra 1830 og frem mod århundredeskiftet. Det var en tid, hvor romantikken med sin vægt på netop følelserne satte sit umiskendelige præg på både tekstforfattere og komponister. Operaerne er skrevet af italienske og tyske komponister plus en enkelt fransk (Georges Bizet), en østrigsk (Mozart) og to danske (Peter Heise og Carl Nielsen).

Midlerne til at nå i mål med denne mission er bogen igennem let tilgængeligt baggrundsstof om komponisterne og deres populære værker, fokus på følelserne, personlige oplevelser og handlingsreferater, hvor Lotte Heise flittigt gør opmærksom på, hvor meget hun og - hvis det er rigtigt godt – en stor del af publikum i teatret, bliver påvirket i en grad, så de bryder ud i gråd under en række af de operaer, som bliver gennemgået i bogen.

I Jørgen Hansens beskrivelser af komponisterne og operaerne indgår hans egne subjektive indtryk af værkerne og de steder, som han selv sætter pris på, og som man som lytter og tilskuer især kan hæfte sig ved, fordi musikken i særlig grad understreger den dramatiske handling eller sangernes følelser og personligheder. I det tysk-østrigske repertoire formidler Jørgen Hansen således glimrende samspillet mellem musik og handling i omtalen af Carl Maria von Webers Jægerbruden, hvor Agathes store arie beskrives som ikke bare en arie, men ”en række stemninger, hun går igennem, og musikken skifter indlevende med dem”. Det samme gælder i Jørgen Hansens tekst om Richard Strauss, hvor han fremhæver den tyske orkestermusiks styrke og Richard Strauss’ formidable evner som komponist og fortæller om sin egen begejstring for den tyske komponists operaer.

Den lette formidling af stoffet og fokus på følelserne får desværre samtidig de to forfattere til at udelade stof, som kunne bidrage til at højne forståelsen for opera. Med få undtagelser er fokus først og fremmest på den enkelte komponists udvikling som menneske og kunstner, fremfor sammenhænge mellem hans arbejde og de politiske begivenheder og kulturhistoriske strømninger, som påvirkede det publikum, han skrev sine operaer til.

Dette afspejler sig blandt andet i kapitlet om Giuseppe Verdi, som sammen med Giacomo Puccini er bedst repræsenteret i bogen med hver fem operaer fra tiden efter 1850. Her bliver Verdis første mange operaer, som er præget af ydre handlinger om oprør mod fremmede besættelsesmagter eller tronranere (Macbeth) i første omgang fint kædet sammen med romantikken og kampen for Italiens samling og løsrivelse fra et østrigsk overherredømme. Men historien bliver ikke fulgt til dørs med en forklaring på, hvorfor Verdi som ”ældre” begyndte at ”interessere sig mere for personernes indre liv”, som Jørgen Hansen skriver. Underforstået at det gjorde Verdi ikke i sine yngre år.

Frem for at antyde en personlig udvikling kunne Jørgen Hansen have holdt fast i, at denne ændring også skyldtes de samme ydre omstændigheder: At både Verdi og hans publikum mistede interessen for Italiens samling, fordi projektet med Verdi som kulturelt fyrtårn i første omgang mislykkedes i 1848-49. Det var altså ikke et udtryk for mennesket Verdis modenhed som komponist, men snarere for en skiftende smag hos både Verdi og publikum, at den italienske mester få år efter skrev operaer som La Traviata, Trubaduren og Rigoletto.

Kapitlet om Richard Wagner indeholder den mest omfattende og nuancerede gennemgang ud af den samling af komponister og deres værker, som indgår i bogen. Jørgen Hansen inddrager loyalt den rolle som Wagners operaer spillede under nazismen. Her kunne det – som i tilfældet med Verdi og Italiens samling – have givet læseren nyttig viden om både komponisten og hans værker, hvis forfatteren havde knyttet en forbindelse til den kamp for Tysklands samling, som Wagner deltog i, med operaer som Lohengrin og Mestersangerne.

Jørgen Hansen slår fast, at Wagner, som døde i 1883, ikke kunne være nazist. Men han undlader at komme med vigtige oplysninger, som ville kunne højne forståelsen for handlingen. Wagner var ikke mindst i 1860’erne, da han skrev sin opera Mestersangerne fra Nürnberg stærkt præget af den tyske nationalisme, som Preussen fra begyndelsen af 1800-tallet havde været drivkraften bag. Det var et nationalistisk projekt, som hyldede ideen om den særlige tyske kultur og ånd. Når Hans Sachs i slutningen af Mestersangerne advarer mod alt det fremmede, som truer med at ødelægge den ægte tyske kunst, er det logisk at hans ord skal opfattes på netop denne baggrund.

Jørgen Hansen overser også, at det er i dette perspektiv, Wagners syn på jøderne med stor sandsynlighed skal ses. I Wagners nationalistiske optik var jøderne eksponent for netop alt det, som ikke var rigtigt tysk, og som derfor ikke hørte til i Tyskland.

Interessant nok afspejler denne kulturelle og politiske kamp frem mod etableringen af Det Tyske Kejserrige i 1871, sig også i Lotte Heises og Jørgen Hansens bog. Det virker således logisk at nationalismen, som Wagner var påvirket af, også kom til at præge den tyske musikvidenskab og musikhistorie, som begge lagde vægten på landets egen kultur, mens andre landes blev forsøgt udgrænset. Den tyske ånd og kultur blev brugt som et af de søm, en samling af Tyskland kunne hænges op på. Et af de lande, der blev ramt i den kulturkamp, som Preussen førte, var Italien.

Tyskerne har – med rette – været stolte af deres eget lands dannelsesprojekt op gennem 1800-tallet med fremragende komponister, kunstnere, digtere, idéhistorikere og forfattere. Da Tyskland blev samlet i 1871, var det en både politisk og kulturel europæisk supermagt, som ikke mindst Danmark blev stærkt påvirket af.

Den tyske nationalisme og udgrænsning af andre musikkulturer kom i mange år til at afspejle sig herhjemme, hvor et respekteret værk som Gyldendals Musikhistorie kun med nogle ganske få linjer beskæftigede sig med den italienske operatradition i den første halvdel af 1800-tallet, selv om der i løbet af disse 50 år blev skrevet rundt regnet 2500 operaer i Italien alene. Frem til omkring 1950 var de stort set alle skrevet ud af musikhistorien både herhjemme og i udlandet.   

I omtalen af de tre italienske komponister Rossini, Bellini og Donizetti, som var fyrtårne blandt den tids mange italienske operakomponister, afspejler Jørgens Hansens tekst overleveringen fra en tysk præget dansk musikvidenskab og musikhistorie, som selv i dag lider under denne slagside. Her mangler der at blive formidlet resultater fra de seneste 30 års internationale forskning, som ville have kunnet give et langt mere nuanceret og retvisende billede af både det italienske operaliv og de tre komponister end dét, som bogen giver. De tre komponister er kun repræsenteret med hver én opera i bogen. Samtidig er andre landes operatraditioner helt udeladt i valget af repertoire. Som for eksempel den russiske, den engelske og stort set hele den franske (bortset fra Bizets Carmen).

Lotte Heise er bundet på hænder og fødder af de meget detaljerede handlingsreferater, der knytter sig til hver af de 27 operaer. Hun forsøger med enkle midler og et nutidigt, let tilgængeligt sprog at opdatere historierne, så de også rammer vores tids publikum. Som i Wagners opera Den Flyvende Hollænder, hvor Sentas forelskelse i myten om den forbandede kaptajn og hans skib bliver sammenlignet med en teenagepiges dagdrømme om en pop- eller sportsstjerne, og i Puccinis Tosca, hvor hovedpersonen ”rammer det røde jalousi-felt hurtigere end en Ferrari accelererer fra 0-200 km”.

Nogle af disse kommentarer er sjove og fungerer – andre gør ikke. I sine forsøg på at opdatere operaerne og lokke folk i operaen sammenligner Lotte Heise flere gange handlingen i nogle af værkerne med HBO-serien Game of Thrones og andre filmoplevelser. Det sker for eksempel i referatet af handlingen i Wagners Tannhäuser, ”der giver så meget baghjul til diverse actionfilm om jordens undergang”. Det er sikkert ment som en sjov sidebemærkning. Men mange vil nok undre sig, hvis de endelig bliver lokket i teatret for at se Wagners værk med en forventning om at opleve en opera, der matcher en actionfilm af den kaliber.

I en tid med både tekstanlæg i teatrene og DVD-indspilninger eller mulighed for streaming af alle bogens operaer, havde det måske i det hele taget været en overvejelse værd at skære drastisk ned på referaterne og disse forsøg på opdateringer. I stedet ville det nok kunne skabe større forståelse for handlingen i operaerne at gøre mere ud af den tid de foregår i og den historiske ramme, som hvert enkelt værk udspiller sig indenfor. Det sker stort set kun ét sted i Lotte Heises handlingsreferater. I Peter Heises Drot og Marsk giver hun på to linjer en ganske kort baggrund for situationen i Danmark, som var konstant i krig mod blandt andet svenskerne, på det tidspunkt, da handlingen foregår. De to linjer er langt mere værdifulde for en forståelse og tilegnelse af den videre handling end Lotte Heises indledning til 2. akt af den samme opera, som ”er så fascinerende og rummer lige så meget kraft, gru og skønhed som tre afsnit af Game of Thrones”.

Også en religiøs ramme kunne af og til have været værdifuld. Katolicismen med helgendyrkelse og relikvier kunne have været med til at løse op for en forståelse af to af de Wagneroperaer, som bogen behandler. I Kaptajn Marryats tidligere historie om Den Flyvende Hollænder bliver kaptajnen og hans besætning frelst fra forbandelsen ved, at han ærer et relikvie. I sin bearbejdelse af historien, som Wagners opera blandt andet er baseret på, erstattede Heinrich Heine relikviet med en kvinde, som skulle forløse Hollænderen (som det sker i Wagners opera). Dermed ville Lotte Heise kunne have givet læseren en vigtig brik til en grundlæggende forståelse af operaen.

Slutningen på Wagners opera Tannhaüser kunne Lotte Heise ligeledes have gjort mere logisk, hvis hun havde set handlingen med katolske briller. Tannhäusers overtrædelse af både det første og alvorligste af de 10 bud (Du må ikke have andre guder end mig) og en af de syv dødssynder (Utugt) ved at tilbede kærlighedsguden Venus, giver en logisk forklaring på, hvorfor Paven afslår at give Wagners helt syndsforladelse og frelse, så han kan komme i Himlen i stedet for Helvede. Her udgør dyrkelsen af helgener en vigtig brik. Med katolske øjne har Elisabeth med sin død indtaget en position som en helgen, som til sidst går i forbøn hos Gud og skaffer Tannhäuser den eftertragtede frelse. Hermed bliver det forståeligt, hvorfor Wagner kort før Tannhäusers død lader en kiste med den døde Elisabeth passere forbi på scenen. Netop dette bliver ikke forklaret i bogens gennemgang.

Bogens lette præsentation har dermed sine omkostninger. Logiske sammenhænge bliver af og til udeladt, fordi forklaringerne er for besværlige. Forfatterne følger loyalt både titel og idé, og de forsøger at tage den forudsætningsløse i hånden hele vejen igennem deres gennemgang af de 15 komponister og deres 27 operaer. Men den lette tilgangsvinkel bevirker, at hverken Jørgen Hansen eller Lotte Heise når rigtigt i bund med deres stof og deres formidling.

Valget af operaer, omtalen af de sangere, de foretrækker (som loyalt knytter an til bogens repertoire), vægten på følelserne og den viden, der bliver formidlet, afspejler en konservativ tilgangsvinkel, som gør at denne bog ikke peger fremad.

Med hovedvægten på et tysk og italiensk (efter 1850) repertoire giver bogen et meget begrænset udsyn til alt det andet, som også kan fascinere i teatret. For hvem siger, at nye gæster i operaen ikke kan blive fanget ind af operaer fra andre lande og kulturer, fantastiske koloratursangere i repertoiret fra 1700-1850 eller modernistiske operaer fra 1900-tallet? Man behøver vel ikke nødvendigvis at skulle græde i operaen.

Hvis bogen får fat i folk, som ellers ikke interesserer sig for opera, har den opfyldt sin mission. Det ville være lykkeligt. Men måske vil den forudsætningsløse i virkeligheden alligevel hellere se rigtige serier som Game of Thrones eller actionfilm om jordens undergang, fremfor at tage med i operaen.