Steen Leleur, ingeniør, prof. emer. fra DTU, inkarneret Wagner-fan og mangeårigt medlem af Richard Wagner Selskabet, har skrevet bogen Wagners verden (Multivers 2022). Bogen bygger på tidligere publiceret materiale, nemlig en dobbeltartikel fra 2019 i operamagasinet Ascolta og en e-bog fra 2020, Ind i Richard Wagners musikdramatiske værk.

Forfatterens erklærede hensigt med den fysiske bog er at henvende sig til såvel begyndere som viderekomne – til førstnævnte med en introduktion til Wagner som kunstner og menneske og til sidstnævnte med nogle argumenter og personlige meninger, der kan danne udgangspunkt for diskussion, bl.a. af forskellige opsætninger af Wagners operaer.

I bogens indledende kapitel skildres Richard Wagners liv (1813-1883) indtil Majopstanden i Dresden i 1849 på baggrund af samfundsudviklingen i den tumultariske første halvdel af det 19. århundrede med krige og opstande, industrialisering, ændrede levevilkår, videnskabelige landvindinger og den deraf følgende større splittelse mellem videnskab og religion, samt ikke mindst banebrydende filosofiske og politiske tænkeres indflydelse på tidsånden. Vi når også at få en kursorisk omtale af Wagners tidlige værker og hans tre romantiske operaer Den flyvende hollænder (1841), Tannhäuser (1845) og Lohengrin (1848) i denne prisværdigt korte introduktion til en kompleks tid og en tiltagende politisk engageret, ung komponist.

I bogens del 1 udfolder Steen Leleur betydningen for Wagner og hans produktion af mødet med Schopenhauers filosofi. Schopenhauers hovedværk, Verden som vilje og forestilling (1819), gjorde et stort indtryk på Wagner og ændrede hans livssyn. Eller man kan måske snarere sige, at Schopenhauers tanker om ”kampen mod viljens tyranni” og om døden som en udfrielse satte nogle ting på plads i Wagners hoved, som ikke mindst fik betydning for kompositionen af operatetralogien Ringen, der blev uropført ved åbningen af festspilhuset i Bayreuth i 1876.

I bogens del 2 er det Wagners møde med Nietzsche, der er i fokus. Nietzsche, som var over 30 år yngre end Wagner, var husven hos Cosima og Richard Wagner i en del år, men brød senere med Wagner og kritiserede hans musik skarpt. Nietzsche lånte en del skyts fra musikkritikeren Eduard Hanslick, der i øvrigt er parodieret i Beckmesser-figuren i Mestersangerne (1868). Nietzsches problem med Wagner – ud over at han blev forelsket i Cosima – havde bl.a. at gøre med, hvad Nietzsche anså for Wagners knæfald for kristendommen i Parsifal (1882).

I bogens del 3 eksemplificeres og diskuteres forskellige opførelsespraksisser gennem tiden. Ligesom i de forrige kapitler er der en glimrende billedside, som er med til at levendegøre omtalen af mange forskellige opsætninger af Wagners operaer. Der skelnes mellem traditionelle opførelser, dvs. opførelser fra Ringen i 1876 og ca. 70 år frem, og modernistiske opførelser, dvs. opførelser fra Parsifal i 1951 og frem til slutningen af det 20. århundrede, hvor konteksten er utraditionel, men genkendeligheden består. Endelig er der de postmodernistiske opførelser, som hører det 21. århundrede til, og hvor genkendeligheden ifølge forfatteren er gået fløjten.

Med afsæt i de forskellige opførelsespraksisser angiver Steen Leleur tre ”tolkningsnøgler” til Wagner, hvoraf den første har fået titlen Wagner som ”metafysisk kunstpraktikant”. Her kommer Schopenhauer, hvis filosofi Wagner mødte i 1854, og Nietzsche, som Wagner mødte i 1868, på hver sin måde ind i billedet som inspiratorer og sparringspartnere. Wagner så at sige afprøver Schopenhauers idéer om kærlighed og magt i Ringen og i Mestersangerne, og i Parsifal tilføjer han en modstilling af religionen overfor kunsten. Nietzsches bidrag er en afklaring hos Wagner_af idéen om, "at det græske tragedieteater bør genopstå i en tysk nutid i form af mytologiske dramaer, hvor de schopenhauerske tanker […]_skal testes kunstnerisk af, om de nu også altid holder i de episke sammenhænge, der udtrykkes i de enkelte musikdramaer." (s. 106)

Den anden tolkningsnøgle, Wagner som ”multi-Kunstner”, handler om Wagners idé om totalkunstværket, altså foreningen af musikken, teksten og det sceniske. Wagners teori om "das Gesamtkunstwerk", som han lancerer i Fremtidens kunstværk (1849), ligger i forlængelse af den klassiske græske tragedies ønske om at formidle katharsis hos publikum. Teatermennesket Wagner vil med styringen af et hav af detaljer - fra udformningen af kulisser til orkestrets placering og teaterrummets indretning - lade det sceniske udtryk i ét og alt støtte operaens libretto og musik, så publikum får oplevelsen af et helstøbt kunstnerisk udtryk.

Den tredje tolkningsnøgle, ”Ingen ejer Ringen”, har fået sin titel fra konklusionen i Nila Parlys artikel ”Visions of the Ring” i The Wagner Journal (2007), der konkluderer, at Wagners partiturer ikke er ”autonome”, men derimod afhængige af alle komponenter og medvirkende, selv af publikum, hvis forventninger og forudsætninger er med til at skabe oplevelsen af værket. De fire sene værker, Tristan og Isolde (1865), Mestersangerne (1868), Ringen (1876) og Parsifal (1882), har den flertydighed, som berettiger en sådan åben tilgang til operaerne.

Steen Leleur trækker igennem hele Wagners verden på mange autoritative kilder, som er anført i en litteraturliste bagest i bogen. På den måde føler man sig som læser fulgt godt til dørs, og der er også anbefalinger af nogle af værkerne, skulle man få lyst til yderligere at fordybe sig i Wagner.

Som så meget anden Wagner-litteratur, handler Wagners verden meget lidt om Wagners musik i sig selv og refererer fortrinsvis til andre værker med den samme ekstramusikalske tilgang. Bl.a. Thomas Teilmann Damms udmærkede Kærlighedens væsen (2013), der analyserer Wagners hovedværker ud fra de litterære forlæg og de filosofiske inspirationskilder. Og Theodor Adornos væsentlige bog Wagner – forsøg på en tolkning (1952), som både har en social- og musikhistorisk og en kulturkritisk vinkel på Wagners værker. Som komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen med sædvanlig slagfærdighed skrev i en artikel i Information i anledning af, at Adornos bog kom i en ny udgave på dansk: ”Spekulativ tydning og tolkning af mytologi tiltrækker folk fra de mest forskelligartede discipliner, af væsen er denne idræt uden ende […] I det terræn er der usædvanlig frit slag for den professionelle forstå-sig-på’er, og at Wagner er en guldgrube, siger sig selv.” (Tvetydig Wagner-fascination, Information 6. feb. 2006)

Set i forhold til Henrik Nebelongs store danske Wagner-biografi fra 2008 bidrager Wagners verden ikke med væsentligt nyt, hvad angår Wagners inspiration fra Schopenhauer og Nietzsche. Steen Leleurs fortjeneste ligger snarere i panoramabilledet af Wagners tid og ikke mindst i kapitlet om opførelsespraksisser og tolkninger, og som forudsætning for dette er fremstillingen af de to filosoffers måder at strukturere verden på nødvendig.

Man kan så diskutere, om forfatterens personlige antipati overfor de postmodernistiske opførelser af Wagners værker havde behøvet at blive luftet i bogen. Som instruktøren Calixto Bieto sagde, efter at han på Det Kgl. Teater i 2001 havde åbnet Maskeballet med en scene, hvor en del af operakorets herrer sad på toilettet med front mod publikum: ”Jeg vil ikke skandalen.[…] Jeg viser, hvad man kan høre i operaen: Et samfund i opbrud.” (Lotte Bichel, Masken af og bukserne ned, Berlingske Tidende 30. april 2001) Krokodillerne på Alexanderplatz i den kontroversielle opsætning af Ringen i Bayreuth i 2013 har givetvis tjent et lignende formål for instruktøren Frank Castorf, og det må man vel respektere, hvad enten man kan lide det eller ej. I parentes bemærket kunne det være spændende med en bog om sammenhængen mellem det musikalske udtryk i Wagners operaer og forskellige iscenesættelser, men det er en anden historie.

Som introduktion til Wagner og som diskussionsoplæg er Wagners verden et fint bud – og et ganske ambitiøst projekt at realisere på kun halvanden hundrede sider, når man tager kompleksiteten i såvel Wagners værker som Schopenhauers og Nietzsches tankeverdener i betragtning.

Mere om Wagner

Læs flere boganmeldelser

Wagners verden. En introduktion