Levende billeder fra tiden op til 1900-tallets begyndelse har vi længe været tilskuere til. Lydoptagelser fra samme periode har ikke været tilsvarende tilgængelige. Men nu er det blevet muligt at rejse med ørerne tilbage til perioden, hvor København voksede hastigt fra beskeden stad til europæisk metropol med en dertilhørende selvbevidsthed. Det er nu muligt at høre Leporello fra Mozarts Don Juan med barytonen Peter Schram, som første gang fremførte rollen på Det Kgl. Teater i 1845! At høre den fine klang fra fire basunister, som var den unge Carl Nielsens kolleger i Det Kgl. Kapel. At høre for længst glemte skuespillere og sangere træde lyslevende frem – ganske vist gennem et flyvende tæppe af sus og knas, men det vænner man sig forbavsende hurtigt til.

Mediet er fonografen opfundet af Thomas Alva Edison, som blev præsenteret i oktober 1889 i København. I løbet af det følgende årti blev der foretaget en lang række optagelser på fonografvalser med hjemlige skuespillere, sangere og musikere, og via CD’erne der følger med udgivelsen, som denne anmeldelse handler om, bringer valsernes forunderligt dragende tidsmaskine os tilbage til en slags ‘belle époque’ i den danske hovedstad. Formidlerne i bogværket om de første danske lydoptagelser kan beskrives som to genuine ildsjæle. Steen Kaargaard Nielsen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet og forsker bl.a. i filmmusik og lydkultur. Claus Byrith har i et halvt århundrede været tilknyttet afdelingen for Elektronisk Musik og Musikalsk Akustik ved Det Jyske Musikkonservatorium, og han har haft fingrene i utallige restaureringer af historisk lydmateriale

Ruben-samlingen

Hovedsagen i bogen er naturligvis det medfølgende klingende materiale på CD – 55 kortere optagelser hentet, redigeret og renset fra fonografvalser – og det var en markant personlighed, der iværksatte disse optagelser på det brand new medie fra Amerika. Gottfried Moses Ruben (1837-1897) tilhørte det velstillede københavnske borgerskab, han var af jødisk herkomst, grosserer med særlig interesse for import af vin fra Portugal og generalkonsul på vegne af samme nation. Ruben var optaget af at investere i danske opfindelser med henblik på eksport, men hans hovedprojekt blev Edisons fonograf, som skulle dokumentere tidens stemmer. Det blev uden tvivl til en omfattende produktion af valser, kun 155 af dem findes i mere eller mindre god stand i dag og beror på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus under navnet Ruben-samlingen.

Bogen er disponeret i to hoveddele. I den første del udfolder Steen Kaargaard Nielsen historien omkring fonografens præsentation for pressen 3. oktober 1889, det foregik i Rubens lejlighed på Vesterbrogade, og seancen beskrives ganske underholdende med fyldige citater fra den forsamlede danske verdenspresse. Seks journalister ad gangen lyttede til valserne via slanger op til ørerne, som vor tids ørebøffer, og aviskolleger beskrev efterfølgende de pudsige fysiske reaktioner på det, som et nutidsmenneske næppe kan sætte sig ind i: At høre en lydoptagelse for første gang. Referaterne af, hvordan det lød, må have pirret læsernes fantasi, for de havde selvsagt intet at sammenligne med, bortset fra de få priviligerede, der ejede en telefon. Kaargaard Nielsen fremhæver journalisternes ‘anmeldelser’ af kammersanger Niels Juul Simonsens foredrag af H.C. Andersen og Henrik Rungs ‘Gurre’ eller ‘Hvor Nilen vander ægypterens jord’ – den følgende stammer fra Dagens Nyheder dagen efter præsentationen:

“… og endelig gjengav den Kammersanger Simonsens Røst med en Nøiagtighed, der ikke lod en eneste af Sangerens Feil skjult; han tremolerede og snøvlede, saa han vist maa væren bleven bange for sig selv, hvis han har hørt det.” (s. 18)

Der var flere musikoptagelser, og selv om gengivelsen øjensynlig var noget for pauver, satte fremtidsperspektiverne tankerne i gang hos en bedrøvet journalist ved Dagbladet København:

“… Hvilket dannet Menneske vil mere gøre sig den Ulejlighed at traske hen i en gashed Koncertsal, naar han kan sidde hjemme i sin Stue og bare kæle lidt for sin fonograf for at faa den til at rykke ud med hele Koncerten (…) Og maa jeg spørge (…) hvem der vil gaa i Tivolis Koncertsal, naar man kan høre Musiken blot ved at stoppe et Par kølige glaskugler i Ørene og saa tilmed slippe for at se paa Balduin Dahls Skjorte.“ (s. 22)

Gottfried Rubens havde gennem sin bror i New York fået erhvervet det danske agentur for Edisons fonograf, senere kom hele Norden under hans vinger. Målet var naturligvis kommercielt, og han knyttede en vigtig medarbejder til sig for at produktudvikle vidundermaskinen, instrumentmager Theodor V. Cornelius-Knudsen. Det danske Edison-kompagni havde et primært fokus: at lave optagelser med de mere fremtrædende personligheder inden for teater- og musiklivet. Man mente åbenbart ikke at politikere, videnskabsmænd, forfattere og billedkunstnere havde et større publikums interesse. Derfor kom programudbuddet til at give et fascinerende indsnit i Københavns forlystelsesliv på denne tid, med kendte operasangere, folkelige sangere, skuespillere og musikere.

Steen Kaargaard Nielsen indfører os grundigt og overskueligt i Edison-fonografens guldalder indtil Rubens død i 1897 og følger derefter Ruben-samlingens videre skæbne. Det er faktisk som at læse en spændingsroman. I 1936 kommer knap 150 valser fra samlingen i pladeentusiasten og lydteknikeren Knud Hegermann-Lindencrones varetægt, han overførte nogle af valserne til shellak grammofonplader, heriblandt den måske mest spektakulære med Peter Schram. Andre valser vanker hid og did, og det korte af det lange er, at Statsbiblioteket i Aarhus, som nu er slået sammen med Det Kgl. Bibliotek i København, købte Hegermann-Lindencrones enorme samling inklusiv ca. 80 fonografvalser i 1990. Indkøb fra andre private samlere forøgede antallet, så man i dag er i besiddelse af 155 valser, der kan forbindes med det danske Edison-kompagni.

Tekniske fakta

Foruden denne historiske redegørelse indeholder bogens første del en detaljeret gennemgang af fonografens indretning og virkemåde. Det er her, læseren bevæger sig ind i en del faser af absolut fascinerende nørderi, og Claus Byrith er manden, der behersker disse tekniske fakta. Selve grundprincippet gøres lysende klart, det er forståeligt og kræver blot, at man læser lidt langsomt og får hjælp af de hosstående illustrationer. De vigtigste komponenterne er en messingcylinder omviklet med tin, en tragt med en membran påsat en metalnål, en voksvalse monteret på cylinderen og endelig et optagehoved og et gengivehoved. Det fører for langt at referere den omhyggeligt beskrevne udvikling, apparatet gennemgik over forholdsvis kort tid, men den vigtige pointe er, at Model M, som blev demonstreret i København i 1889, kaldes den endelige model – i stedet for et håndsving forsynet med en lille elektromotor til at regulere optagehastigheden.

Vi befinder os naturligvis i lydoptagelseshistoriens barndom. Man kan måske smile af apparatets primitivitet og dets begrænsninger, men kun beundre Edison og andre pionerer for deres snilde og opfindsomhed. Claus Byrith nævner komplikationerne med bare at få fonografen til at fungere, med at indfange lydkildens dynamik, med det begrænsede frekvensområde der kunne registreres og med at opfange eksempelvis sprogets konsonanter. Byriths efterfølgende kapitel om processen fra valse til digital lydfil rummer interessante informationer om voksvalsernes aktuelle tilstand. Gennem årene har opbevaringen ikke været optimal, for høj eller for lav luftfugtighed har skadet valserne i de ellers solidt byggede trækasser, som er afbildet i bogen. Nogle har været udsat for svampeangreb, andre er slemt havareret i rillebunden. Men heldigvis er mange så velbevarede, at det giver mening at overføre dem til det digitale format. Hertil anvendes en Archeophone, der er konstrueret til at få det bedste resultat ud af overførelserne fra alle tænkelige typer af valser. Franskmanden Henri Chamoux er opfinderen, og han bygger kun eksemplarer på bestilling. Når lyden er kommet i sit digitale hus, bliver den yderligere computerbehandlet for knæk, uregelmæssigheder og baggrundssusen – utroligt sofistikerede lydbehandlingsprocesser, som man også anvender i overførelser af gamle grammofonoptagelser. Men det siger sig selv, at man ikke kan fjerne hele støjen. Som Claus Byrith medgiver til sidst i kapitlet:

“At lytte til en valse med tale behæftet med kraftig støj kan sammenlignes med oplevelsen af at stå oppe i klitten og høre en person råbe nede på stranden, hvor brændingen bruser og blæsten suser. Somme tider slipper nogle ord igennem larmen, men i perioder når kun suset og bruset øret. I sådanne tilfælde er der intet system i verden, der kan redde nyttelyden ud af støjen.” (s. 88)

Guide til lytteoplevelserne

Med anden og mest fyldige del af bogen begiver læseren sig ud på en usædvanlig opdagelsesrejse gennem et uddrag af Ruben-samlingen. Steen Kaargaard Nielsen vender nu tilbage og agerer kyndig guide i hvert et lydrum, man passerer. Der er valgt 55 optagelser suppleret med 12 parallelle sammenlignende tracks fra Knud Hegermann-Lindencrones overførsler til grammofonplader i 1936. Kaargaard Nielsen giver en glimrende baggrund for hver af de medvirkende og det miljø, de virkede i, og for de ikke-instrumentale optagelsers vedkommende er der tilføjet en transskription af den talte eller sungne tekst, som faktisk er uundværlig for at få den fulde forståelse. Indslagene på CD’erne er inddelt i grupperne Opera og skuespil på Det Kgl. Teater; Vaudeville, skuespil og revy på privatteatrene; Koncertsang; Instrumentalister og orkestre; Oplæsning og recitation af dansk litteratur. Her skal der fremhæves en håndfuld af dem.

Barytonen Peter Schram (1819-1895) er en legende i 1800-tallets operaliv i København. Han var også skuespiller som de fleste operasangere på den tids Kgl. Teater, og i 1845 overtog den 25-årige partiet som tjeneren Leporello i Mozarts Don Juan, en rolle som han sang sidste gang ved sin 70-årsdag 5. september 1889. Søren Kierkegaard havde som bekendt et lidenskabeligt forhold til denne opera og forsømte sjældent en lejlighed til at overvære den på Det Kgl. Teater. (I Enten-Eller fra 1843 beskriver han Mozarts musikalisering af Don Juan-skikkelsen som det mest sublime udtryk for menneskets umiddelbart-erotiske stadie). Det er således mere end et almindeligt historisk vingesus, man oplever ved at lytte til Peter Schrams Leporello, når man tænker på, at Kierkegaard må have hørt den samme stemme i den samme rolle! Schram synger uden akkompagnement og først operaens indledende arie, hvor Leporello holder vagt uden for Kommandantens hus, hvor hans herre er på elskovsrov. Den er en suverænt udført scene med udtrækkende spil for galleriet, frit i foredraget og med udsmykninger på sluttoner. Stemmen er stadig magtfuld her i 1890, og sammenholdt med rollefotoet af ham kan man forestille sig, hvor fræk og charmerende Schram har fremstået under optagelsen. Dernæst hører vi de første passager af listearien om Don Juans utallige erobringer, som Leporello synger til Donna Elvira. Af nød springer Schram Mozarts morsomme orkesterindskud over og erobrer hele scenen i én køre. Vi er sandsynligvis vidner til en opførelsespraksis fra 1800-tallet, hvor der mere fortælles end der synges, der hales og trækkes og da ganske særligt på fermaten MEN (“… ved Spanien står der 1003”). Verdens ældste operaoptagelse må dette vel være.

Barytonen Niels Juul Simonsen (1846-1906) havde også en plads i københavnernes hjerter. Men som der står om ham i bogen, var hans sangkunst ikke imponerende, ej heller hans dramatiske talent. Simonsen synger Valentins bøn fra Gounods Faust med klaverledsagelse, det er i foråret 1894, og det lyder absolut mangelfuldt, ikke blot i lydteknisk forstand, sådan som den ovenstående pressekritik også gav udtryk for. Så er det en anden sag med Peter Cornelius (1865-1934). Han er baryton på optagelsen fra 1895 med Oscar Madsens Sømandsvise, senere lagde han stemmen om til tenor og fik tilmed en international karriere. Her hører vi et mere flydende foredrag, dejligt musikalsk fortællende med dybe A’er, som nu er forsvundet fra vort sprog.

En parade af skuespillere træder op i teaterroller. Eksempelvis den ældste medvirkende Ludvig Phister (1807-1896) i Holbergs Jeppe på Bjerget og Hostrups Eventyr på fodrejsen, Emil Poulsen (1842-1911) i Oehlenschlägers Sct. Hansaften-spil, Olaf Poulsen (1849-1923) i Hostrups Genboerne og Chr. Richardts Deklarationen. Det er røster fra graven, og transskriptionerne er absolut uundværlige. I en anden boldgade finder vi skuespilleren Viggo Lindstrøm (1859-1926), som virkede på Dagmarteatret. Han giver en morsom sketch, hvor han taler i telefon med sig selv, dvs. ringer til fem forskellige karakterer, som han har spillet og som så bidrager med en replik fra det pågældende stykke. Det er en vældig interessant dokumentation af, hvor facetteret teatersproget blev praktiseret i 1890’erne.

Af særlig interesse for anmelderen er indslagene med messingblæserne, som med deres direkte lyd var velegnet til fonografoptagelsen. Fire basunister indspillede i 1894 et vers af ‘Det er så yndigt at følges ad’ – den ultimative sølvbryllupsmusik. Flere af musikerne var kongelige kapelmusici og således kolleger til den unge Carl Nielsen, som blev optaget som 2. violinist i Kapellet i 1889. Denne basunlyd lyder på en vis måde moderne, selv om den er fortidig. For vi hører noget, der kunne kaldes en straight sound: et sparsomt vibrato, en lys og snæver klang, et afbalanceret ensemble med en lidt snerrende bas, som kunne have inspireret Carl Nielsen i hans antiromantiske tilgang til orkestermusikken, ligesom Kapellets træblæsere gjorde senere i forhold til Blæserkvintetten. En tilsvarende oplevelse af en svunden messingklangkultur får vi med den engelske kornetvirtuos Arthur Henry Smith, som var med til at grundlægge London Symphony Orchestra i 1904. Den engelske optagelse er fra ca. 1890, solonummeret er koloraturarien ‘Una voce poco fa’ fra Rossinis Barberen i Sevilla, som et eksempel på et populært transskriptionsrepertoire for messingblæsere dengang. Igen hører vi en ren lyd, uden det blævrende vibrato, der efterhånden blev en sejlivet æstetik i britiske brass bands. Smith bevæger sig smagfuldt og sikkert gennem toneguirlanderne, lyden er meget vellykket, og på en måde kan man sætte optagelsen i samme kategori som den med multiinstrumentalisten Peder Pedersen (1856-1937), også kaldet Jydepeter. Han spiller sin egen ‘Jydepeters polka’ på obo d’amore! Og Wolframs sang til aftenstjernen fra Wagners Tannhäuser på basklarinet! Ganske uforglemmeligt.

Samlet set er denne fortræffelige bogudgivelse en kulturhistorisk bedrift. De to forfattere har gennemført et væsentligt formidlingsprojekt, kyndigt og grundigt, og med bankende hjerter for selve det overleverede lydfænomen. De mange illustrationer taler forbilledeligt sammen med teksten, og for den særligt interesserede må den omfangsrige litteraturliste være en stor hjælp til viderestudium. Den eneste anke, man kan fremsætte, er at der mangler registre – det gælder både den tekniske terminologi og personalia.