Hvis man har blot en smule mere end overfladisk viden om dansk operahistorie i det sidste halve århundrede, ved man at der er et særligt kapitel, som kunne bære en overskrift som: ”Undergrunden – Kaja og Niels Pihl som operaentreprenører”. Dette kapitel har hovedpersonerne nu selv skrevet i form af ”Bogen om Undergrunden”. Det er en forunderlig og unik bog, som fortjener stor opmærksomhed, ikke mindst i fagkredse.

Det er hele Undergrundens lange rejse, der dokumenteres, fra de tidlige eksperimenter i Aarhus i anden halvdel af 1970erne (med baggrund i Det Jyske Musikkonservatoriums sangfaggruppe og operagruppe), over de relativt fortumlede år i København 1985-92, de decideret turbulente år som ”basisensemble” i Odense (1992-95) til årene med fast scene og sluttelig status som egnsteater i Værløse (1995-2014) – hvorefter navnet Undergrunden stadig lever, men nu med en anden ledelse og profil).

Fremstillingen er kronologisk, sæson for sæson. Niels Pihl skriver kort, præcist og ind i mellem let polemisk om det lille kompagnis tildragelser, trængsler og triumfer. Samtlige produktioner registreres minutiøst og illustreres med fotos, plakater m.m. Det er interessant læsning. Dansen med den danske kulturadministration (det være sig kommunalt, amtsligt/regionalt eller statsligt) har det meste af tiden været en tung affære (som dans med en konstant efterslæbende partner), til gengæld har det ikke skortet på kunstneriske idéer, visioner eller sangligt og kunstnerisk talent.

Man kan for eksempel stille følgende spørgsmål – og i alle tilfælde få ”Undergrunden!” som svar: Hvilket dansk operakompagni uropførte John Frandsens ”Amalie lever” (1984), Erik Højsgaards ”Don Juan vender hjem fra krigen” (1990/92), Svend Rastrup Andersens ”Filatelisten” (1994), Jakob Draminsky Højmarks ”64928” (1998), John Frandsens ”Undermålerne” (2001), Svend Hvidtfelt Nielsens ”De Profundis” (2010) og flere andre nye danske operaer?

Hvem stod for danske førsteopførelser af Zygmunt Krauses ”Kjolerne” (1983), John Cages ”Europera V” (1991), Tom Johnsons ”Four Note Opera” (1989), Michael Nymans ”Manden der tog fejl af sin kone og en hat” (1993)? – Sidstnævnte blev efter komponistens forlangende opført på originalsproget engelsk, og det kan give anledning til tillægsspørgsmålet: Hvem opførte næsten altid (også) udenlandske operaer på dansk?

Hvem eksperimenterede med at holde det musikalsk lystspil (fransk og tysk operette) i live på dansk grund? Hvem indførte ”dukkeopera” i dansk børneteater og præsenterede Wagners ”Ring” i koncentrat for børn og unge? Hvem har opført ”Rasmus Klump Operaen” mange hundrede gange for begejstrede børn.

Det er ganske enkelt imponerende at se denne tekst-/ billeddokumentation af Undergrundens virke gennem fire årtier, oftest på trods af de (jævnligt skiftende) økonomiske og politiske kulturer, men altid med fuld idéfart fremover. Et godt eksempel er opførelsen af Monteverdis ”Odysseus’ hjemkomst” i Hammershus-ruinerne på Bornholm (1991). Produceret ud af næsten ingenting, men med spektakulært kunstnerisk og bredt folkeligt gennemslag. Det kunne naturligvis hverken gentages eller efterfølges.

Når man samtidig ved, hvilken afgørende rolle Niels Pihl har haft som sanger (først og fremmest i det nyeste repertoire), men især som instruktør, teaterpædagog og mentor for generationer af danske (opera)sangere og instruktører – også uden for Undergrundens regi, projektansat af de mere etablerede institutioner til at skabe nyt og afprøve grænser – så er det nærmest ufatteligt at Undergrunden har kunnet leve så smukt samtidig. Man kan næsten tale om et parallel(opera)samfund!

Undergrunden har altid haft en ”flerstrenget” produktionsstrategi, og fra ca. 1990 er der blevet spillet på tre strenge: (1) moderne (nyskrevet) opera for voksne, (2) klassikere (herunder ’lystspil’) ”i radikal bearbejdelse” for unge og voksne, og (3) børneopera – først og fremmest dukkeopera.

Hovedparten af de nyskrevne danske operaer er allerede nævnt. Det er en imponerende liste, og Undergrunden har haft vellykkede samarbejder om mere end en enkelt opera med følgende komponister: John Frandsen, Erik Bach, Jakob Draminsky Højmark, Kasper Hemmer Pihl og (svenske) Margareta Hallin, der både har leveret voksen- og børneoperaer.

Et kapitel for sig er de ”radikale bearbejdelser” af klassiske værker. Det begyndte med bearbejdelser af Offenbachs operetter (og madrigalkomedier fra renaissancen); nej, det er nok bedre at bruge Niels Pihls udtryk ”musikalske lystspil”, for idéen har altid været at levere musikalsk underholdning (med streg under musikalsk), ikke at genoplive operetten som genre. Derfor kan man fx i repertoiret også finde forestillinger der kombinerer helt forskellige værker (”Enken og Ladyen”, med bidrag af Léhar og Loewe!). Men også store klassiske værker er blevet bearbejdet i forhold til præcise målgrupper, fx ”Boris Godunov”, ”Lohengrin” og – ”Nibelungens Ring”!

Arbejdet med børneopera begyndte allerede i 1979 med Humperdincks ”Hans og Grethe”, som blev spillet mange steder i det følgende årti, med skiftende sangere og musikere. I 1989 blev den transformeret til dukkeopera – et helt nyt koncept, som i de efterfølgende år også kom mange andre klassiske operaer til gavn: Askepot (Massenet/Rossini), ”Trolden Tralle” (Janacek), ”Boris Barnemorder” (Mussorgskij) m.fl., ligesom helt nyskrevne kom til, ikke mindst ”Rasmus Klump Operaen” (med tekst af Niels Pihl, musik af sønnen Kasper Hemmer Pihl, scenografi af svigerdatteren Birgitte Bærentzen Pihl (som også spillede violin) og selvfølgelig med Kaja Pihl på scenen sammen med Elsebeth Dreisig). Børneoperaen blev fremført med singback, dvs. med levende sang til præindspillet musik. Først var den indspillede musik elektronisk produceret, men senere blev den indspillet med levende musikere, til slut endda af et helt (tjekkisk) symfoniorkester! Undergrunden er flere gange blevet prisbelønnet, også i udlandet, for disse virkeligt originale og medrivende forestillinger, som vil blive savnet i årene fremover.

Undergrundens historie kan læses som et lærestykke om uafhængige kompagniers levevilkår. De dele af fortællingen, der handler om økonomi, støtteordninger og administration, dvs. (kultur)politik, er alt andet end munter læsning. Trægheden i det statslige støttesystem gennem årene er åbenbar – en af ’mekanismerne’ er den jævnlige indførelse af nye regler, som gør det endnu sværere for små kompagnier at håndtere dem. Undergrunden har (det meste af tiden) haft det problem, at kompagniet ikke var forankret i et samarbejde med en institution (fx et orkester, et teater eller et konservatorium) og at det derfor faldt uden for de gængse offentlige støttekategorier (som altså ikke kunne rumme et lettere ’anarkistisk foretagende’ som dette lille, idealistiske kompagni). En anden ”lovmæssighed” er skiftende teater/musikråds nærmest forudsigelige præferenceskift (kaldet ”kvalitetsvurderinger”) – meget præcist kaldet ”yo-yo-effekten”. I perioder er der (positivt) andre sider af den statslige lovgivning, der (utilsigtet) har skabt nye muligheder – i form af ”jobskabelsesordninger” eller programmer som ”Ung i arbejde”. Dette har (i gode tider) givet Undergrunden mulighed for at knytte militærnægtere, langtidsledige eller praktikanter til det lille kompagnis arbejdsstyrke, ofte med gavnlige langtidsvirkninger for hele det danske opera- og teatermiljø. Teater-altmuligmanden Peter Barslevs korte bidrag til bogen burde være pligtlæsning for alle teater/musikråd, for så kunne de måske ’lære det’: Nyskabende (musik)teater bliver for det meste til på trods eller på tværs af de eksisterende støtteordninger, som egentlig skulle befordre samme.

Jubilæumsbøger er en meget speciel historisk genre (jeg har selv redigeret tre af slagsen, så jeg ved det af erfaring). Helt særligt bliver det, når historien skrives af dem, historien handler om. Ofte ender det galt – som apologi eller selvros. I denne bog har forfatter-hovedpersonerne truffet det kloge valg at dokumentere så meget som muligt og selv skrive og især fortolke så lidt som muligt. Niels Pihls forbindende tekster om de enkelte år og faserne er velgørende faktuelt orienteret, men der er (selvfølgelig) ikke kildeangivelser på mange af de både interessante og underholdende anekdoter (ingen nævnt, ingen glemt). Der er ingen udfald mod navngivne (mere eller mindre indbildte) modstandere, men man mærker nok en smule bitterhed i beskrivelsen af de sidste år i Værløse og Undergrundens ”transformation” i 2014.

Bogens register er i to dele: Forestillinger/Produktioner og Personer. Antallet af forestillinger er 72 – altså i gennemsnit ca 2 produktioner om året (hvoraf mange har spillet hundredvis af gange over mange år). Personregistret (som også er et institutions- og stedregister) er meget omfattende, og det kunne have været en hjælp at få at vide om personen var komponist, sanger, scenograf, eller noget helt fjerde. Det skriver jeg, fordi der i brødteksten ofte mangler information om noget helt centralt: Hvem har egentlig leveret musikken (til de ’blandede børneforestillinger’)? og ikke mindst: hvem har skrevet librettoerne/teksterne, når det ikke lige er Niels Pihl selv? Librettisterne til de danske operaer nævnes i oversigterne over det seneste tiår, men i årene forinden får vi fx ikke at vide, hvem der skrev librettoen til ”Don Juan vender hjem fra Krigen” (Ödon von Horváth, fordansket af Niels Pihl), ”Amalie” (Amalie Skram, bearbejdet af Niels Pihl), ”Slaven” (Hans Magnus Enzensberger, fordansket af Niels Pihl). Pointen er sådan set i Undergrundens favør: Kompagniet har opført ALT på dansk (fordansket af Niels Pihl), hvis ikke komponisten selv protesterede imod det! Tendensen i dansk opera er ellers gået den modsatte vej: selv komisk opera fremføres nu ofte på originalsproget.

Kasper Holten, der selvfølgelig også har stået i lære i Undergrunden (i begyndelsen af 1990erne, med ”Manden der forvekslede sin kone med en hat” som instruktørdebut i 1993), skriver i forordet bl.a. følgende om sin mesterlære: ”Jeg lærte, at opera er et kald for nogle af os. At det ikke handler om at imponere, men om at komme stadig dybere ned i den ur-suppe vi kalder menneskeliv. Og at vi dermed kan berøre både små og store, både erfarne og nybegyndere, med den fanstatiske kunstart vi kalder opera.”

Det kan næppe siges mere præcist – og er samtidig en hyldest til alt det gode der gennem mere end fire årtier er strømmet op fra – Undergrunden.

Læs flere boganmeldelser

Bogen om Undergrunden