Bogens titel – ”Blev Sjostakovitj misforstået både i øst og i vest?” – kaster i sig selv nye spørgsmål af sig: Blev Sjostakovitj forstået både i øst og i vest? Og hvor rummeligt skal selve begrebet ”(mis)forstået” tolkes. Skal man som musikinteresseret eller almindelig borger forstå en komponist og vedkommendes liv og værker? Blev Beethoven tilsvarende forstået eller misforstået? Og hvad med alle de andre komponister?

En af de mange forskelle i denne sammenhæng er velsagtens, at i det lange 20. århundrede blev der bragt mange udtalelser og kommentarer i forskelligt farvede udgaver – afhængigt af det geografiske og politiske udgangspunkt. Som Niels la Cour kredser om i sin tilpas overskuelige bog, har der netop med Sjostakovitj været berettet mange versioner af hans tilværelse og hans forhold til omgivelserne. Af gode grunde kan forfatteren også mange steder kun antyde eller formode, eksempelvis med udtrykkene ”nu ved jeg ikke, om Sjostakovitj…” og ”det er vel… ” og ”det synes almindeligt antaget…” og ”formentlig”. Usikkerheden vedrørende Sjostakovitj er forståelig i denne verden.

Derfor er det også oplagt at beskæftige sig med sandhedsværdien i udsagnene om komponisten. I årenes løb – både mens han levede og efterfølgende – har der været ganske mange modsatrettede bemærkninger om såvel hans værker som hans tilværelse.

I vores tid, ja helt højaktuelt, lever vi efterhånden med så mange former for sandheder, at selv præsidenter i demokratiske stater har udsendt fake news. Alternative nyheder er blevet en del af vores hverdag. Og sammenligner man med la Cours beskrivelse af eksempelvis receptionen af den omdiskuterede Solomon Volkov-bog Vidnesbyrd, rammer han plet adskillige gange. Man behøver ikke gå uden for Sjostakovitj-familien for at læse om de enkelte personers forskelligartede”vidneudsagn”. Sønnen Maksim er netop citeret forskelligt – alt efter hvor han geografisk, miljømæssigt og tidsmæssigt befinder sig. Han alene kan bruges som kronvidne på sandhedens vakkelvorne tilstand.

Bogen centrerer sig meget omkring fænomenet ”den politiske komponist”. Om Sjostakovitj var kommunist eller anti-kommunist eller – som forfatteren når frem til: ”et tredje standpunkt: en idealisme med afsæt i 1917-revolutionen”. Som læser kan man generelt tænke videre ad disse baner: Skal vi forholde os til symfonier og strygekvartetter efter hvilken politisk baggrund komponisten kommer fra? La Cour nævner i denne sammenhæng, at selv Beethoven må kunne inddrages i det store politiske spil – alt efter om han sympatiserede med Napoleon som kejser eller som fænomen. Til gengæld er forfatteren ikke i tvivl om, at det først er efter år 1800, at man kan begynde at inddrage netop samfundstilstandens sociale aspekter i en komponists egen baggrundsbetydning.

Bogen er inddelt i 17 afsnit. Ikke kapitler, men afsnit, som forfatteren selv udtrykker det. I modsætning til almindeligvis velkendte biografier med fremadskridende kronologisk komponistomtale la Cours afsnit fokus på forskelligartede temaer.

Eksempelvis er Afsnit 9, ”Musikkens egenskaber”, helt og holdent helliget store detaljerede musikanalytiske beskrivelser. Vi kommer rundt om akkordopbygninger og tematiske udviklinger. Der gås i dybden med flertonaliteten, og mange gode eksempler omtales. Der er afgjort tale om en ren lækkerbisken for den store musikteoretiker; men også for lægmanden, der får udvidet sin indsigt i Sjostakovitjs meget sindrige og hine steder dristige tonalitetsudvikling. Samt gode eksempler på udvikling i både form- og instrumentationselementerne. Heller ikke mange af de gængse Sjostakovitj-bøger graver så dybt som la Cour – måske lige bortset fra den i bogen omtalte David Haas i The Cambridge Companion to Shostakovich. I øvrigt bliver vi som læsere gjort opmærksom på, at netop Afsnit 9 ”kan springes over, hvis man ikke føler at have tilstrækkelige musikfaglige forudsætninger for at forstå det”. Men så mister man jo desværre fænomenbeskrivelser som instrumentalmelismer, fritonalitet og ledetonerigdom.

Af andre mere eller mindre selvopfundne musikbegreber introducerer la Cour – med stor formidlingsevne – konditionalis-teorien i Afsnit 5, hvor han med finalen fra Sjostakovitjs 5. Symfoni illustrerer fænomenet med ordene: ”Sjostakovitj siger ikke ’Det er godt’, men han synes at sige ’Dette kunne have været godt’.”

Vor tids musik, og i omfang især det 20. århundredes komponister, får en meget spændende personlig omtale af la Cour. Ikke mindst Afsnit 10, hvor forfatteren præsenterer sin egen teori med bl.a. disse ord: ”For det avancerede kapitalistiske samfund er det et iboende ideologisk behov at give nutidskunsten status af ekspertanliggende.” Begreberne avantgarde og det modsatte – arrieregarde – beskrives uden omsvøb.

Bogen er meget personlig. Niels la Cour holder sig ikke tilbage med i jeg-form at henvende sig direkte til læseren. Om man er klar til at blive inddraget i den fremstillede problematik, eller man blot ønsker at dvæle ved forfatterens involverende kommentarer, er naturligvis helt frivilligt. Men det understreger den omtalte forståelige forfatterusikkerhed i en verden med fejl og fakta, censur og åbenhed.

    Bogens ganske få tabeller og oversigter er tilpas oplysende uden at være referencefyldige. Personindekset bag i bogen er selektivt, idet visse af de i bogen omtalte personer – og her tænkes især på komponister – ikke har en henvisning til en referenceside inde i bogen. Visse af de omtalte bibliografiske henvisninger kan være svære at finde frem, men samtidig er det befriende med netop en overskuelig oversigt. Også bogens afsluttende Summary in Englisher i al sin enkelhed rosværdig for sin brugbarhed for ikke-danskere.

Så hvis man trænger til nye indfaldsvinkler til vurderingen af den store russiske komponist, er bogen særdeles anbefalelsesværdig.