Komponisten Otto Malling, der levede 1848-1915, er en gådefuld kunstner i det københavnske musikliv i tiden, inden Carl Nielsen foldede sig ud. I den fornemme bogserie på forlaget Multivers om mere eller mindre oversete danske komponister handler det netop udkomne bind 10 om Otto Malling. Fortælleren er musikvidenskabsmanden og organisten Mikael Garnæs, og det er en fornøjelse at læse hans grundige og samtidig underholdende beskrivelser af Malling og livet i København omkring ham. Der er værkfortegnelse, diskografi og henvisninger til de kilder, som Garnæs har øst af; diskografien giver os mulighed for et klingende supplement til de omtalte værker. Jeg har selv haft held til at høre en del af musikken på YouTube.

1. Juni 1848 fødtes Otto i en familie, der tilhørte det bedre borgerskab. Han var den yngste i søskendeflokken; den ældste bror Jørgen blev også komponist, men levede et omskifteligt liv, i Danmark og i udlandet, og forblev en outsider. Det blev dog skæbnens ironi, at Jørgen Mallings melodi til “Jeg er træt og går til ro” stadig er folkeeje, mens den senere så magtfulde lillebror måtte nøjes med at få opkaldt en gade efter sig på Østerbro i København.

1866 tog Otto studentereksamen; derefter var det hans mål at uddanne sig “som musiker, organist og dirigent”. Han blev medlem af Studenter-Sangforeningen, involverede sig i flere musikalske projekter, og hans kompositoriske arbejde bar allerede frugt i 1868, hvor han som autodidakt fik opført en Ouverture i c-moll, der ”røbede talent og dygtighed såvel i harmonisk som kontrapunktisk henseende” (Dags-Telegrafen 11. juli 1868).

1867 åbner Kjøbenhavns Musikkonservatorium under ledelse af Niels W. Gade, Holger S. Paulli og J.P.E. Hartmann. Otto gik til optagelsesprøve i 1868 og begyndte studierne året efter. Hans klaverlærer var den norske pianist Edmund Neupert, som fremhævede Otto for et smukt og poetisk anslag; hans orgellærer var organisten Gottfred Matthison-Hansen i Christians Kirke, og mest afgørende blev hans lærer i teori J.P.E. Hartmann, hvis indflydelse spores ikke mindst i orkester- og kammermusikværkerne.

Samtidig søgte han optagelse i Studenter-Sangforeningen, hvor han hurtigt gjorde sig gældende som repetitør og senere dirigent og musikdirektør. 1800-tallet var mandskorsangens guldalder, og i 1874 kom et værk af Malling på programmet; han fik forbindelse med forlaget Wilhelm Hansen, hvor hans opus 1 med Sange for Mandskor blev udgivet i 1879. Fra dette tidspunkt tog hans komponistkarriere for alvor fart, også på forlagene Kongelig Hof-Musikhandels Forlag og Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Han var ikke blot produktiv som komponist, men på hele sin løbebane også naturligt optaget af de organisatoriske udfordringer forbundet med at få realiseret de musikalske projekter.

Sammen med C.E.F. Horneman og Jakob Fabricius stiftede han 1874 “Koncertforeningen” som alternativ til Gades “Musikforeningen”. Her kunne Malling opføre værker for kor og orkester og også bringe mange af sine egne værker til opførelse, blandt andre Symfonien, Koncert-fantasien for violin og orkester, Klavertrio, Klaverkvintet og Klaverkoncerten. Allerede 1876 meldte Horneman sig ud af Koncertforeningen, da han følte sig tilsidesat i samarbejdet; det er sandsynligt, at den kølige, rationelle og lidt selvretfærdige Malling har virket for voldsom på den hidsige og følsomme Horneman. Da den norske dirigent Johan Svendsen havde skabt konkurrence med sine “filharmoniske koncerter” med musikere fra Det Kongelige Kapel, gav Malling i 1891 op som dirigent for Koncertforeningen.

Malling havde løbende komponeret både sange (gerne til tekster af Christian Richardt) og klaverværker, men da han 1891 fik en god stilling i Helligåndskirken og senere efterfulgte Hartmann i Domkirken i 1900, skrev han i højere grad kirke- og orgelmusik: frem for alt de såkaldte “Bibelske Stemningsbilleder” for orgel solo. Akademikeren Malling går her en balancegang mellem sin tilbøjelighed for klar og klassisk form og det ikke-musikalske billedlige indhold. Stykkerne vandt stor genklang, også i udlandet: Den store franske organist Alexandre Guilmant spillede uddrag af værket “Christus” i Trocadéro i Paris.

Men disse karakterstykker, som havde været Mallings største succes i levende live, blev paradoksalt nok grunden til, at han blev skubbet ud i mørket, da Orgelbevægelsen brød igennem i løbet af 1920’erne. Det var den “miskendte” Rued Langgaard, der stadig interesserede sig for Stemningsbillederne, og i 1948 opførte “Frelserens Syv Ord på Korset” transmitteret i dansk radio.

12 år efter sin eksamen på Musikkonservatoriet blev Malling i 1883 ansat som lærer i harmonilære og kontrapunkt, og da Gade døde i 1890, overtog han ærefuldt forbilledets undervisning i komposition, instrumentation og musikhistorie. I 1894 skrev han en instrumentationslære, der udkom på Wilhelm Hansen Musikforlag i 1897, stadig den eneste lærebog i faget på dansk. Frem til sin død i 1915 havde han en række prominente komponister og musikere som elever, heriblandt Knudåge Riisager, der netop lige var begyndt i 1915. Garnæs citerer også en rørende historie - fortalt af kritikeren Gustav Hetsch - om, hvordan Malling havde indvilget i at undervise småt bemidlede studerende for den halve takst; men ikke nok med det: Timen skulle egentlig kun vare fra 7 til 8, “men det hændte, at klokken både blev halv 9 og 9, og så kom den elskværdige fru Malling med the, og det endte med aftensmad, toddy og cigar, mens Malling fortsatte sine udredninger. Sommetider var det henad midnat, inden timen blev afsluttet - til halv pris!”.

Efter Mallings død blev Carl Nielsen udnævnt til hans efterfølger, og for eftertiden kom Malling til at stå som en storhed, hvis tid var omme. Hans musiks kvaliteter med dens økonomi, udsøgte håndværk og klare form gemmer dog også på charme, vitalitet og ærlighed.

Og jeg tilføjer: her i postmodernismens tid vil man med fordel kunne gå på opdagelse og få kunstnerisk udbytte af Otto Mallings musik. Jeg vil drømme om, at nutidens fremragende musikere giver den en chance i gendigtningens ånd.