I Carl Nielsens musik og i hans liv mærker man stærke følelser og markante modsætninger, men ind imellem strømmer de blideste toner fra ham, ikke mindst i hans sange. Det genlyder i hans kompositioner, genfindes i hans liv og dokumenteres i bøgerne om ham og hans nærmeste. Faktuelt er det velbelyst gennem Carl Nielsen Brevudgavens 12 bind (John Fellow, 2015) og i mange uddybende fremstillinger, mest indgående i Anne Christiansens biografi Anne Marie Carl-Nielsen – født Brodersen (2013).
    Der syntes således ikke meget at komme efter med hensyn til nyt om Nielsens liv. For denne anmelder af Carl & Marie – i kunst og i kærlighed var læsningen desuagtet en øre-, øjen- og sindsåbnende opløftelse. Her bliver man delagtiggjort i en medlevende indtrængen i ægteparrets samliv og kunst. Fremstillingen har mere nerve end andre biografier. Præsentationen af personerne er uden svinkeærinder. Den er fokuseret på ægteparrets kunstneriske beskæftigelse og samarbejde, deres modsætninger, følelser og konflikter. Kun koncentreret om Kunst og Kærlighed, i det overordnede og i detaljer. Historien udvikler sig gradvist til dramatiske højder, men dybden og omfanget bliver straks i bogens allerførste sætninger præsenteret, ja i selve forordet.

”… Det er maj 1916. Anne Marie Carl-Nielsen har i årtier arbejdet på at slå igennem og blive anerkendt som en af tidens største billedhuggere. Men nu, hvor muligheden er der for alvor, risikerer den at glide væk som sandet under hendes fødder ved Vesterhavet, hvor hun går traveture i stedet for at arbejde i sit atelier…”.

En kompromisløs kvindelig kunstner

Som den første kvindelige billedhugger i verden har hun vundet en anonym prestigefyldt konkurrence om at skabe en monumental rytterstatue for en konge, Christian den IX. Dygtig, ambitiøs og perfektionist som hun var, blev hun derefter borte fra hjemmet i lange perioder for at finde den helt rigtige hingst som model til rytterstatuen, først i Jylland siden i Tyskland.
    I årene før hestestudierne havde billedhuggeren været optaget af at udforske statuer fra arkaiske tid. Hun opholdt sig gennem to år i Athen og fik i klassisk arkæologiske kredse megen anerkendelse for sit epokegørende arbejde. Græsenkemanden tryglede hende om at vende hjem – uden større resultat. Og i 1903 rejste Carl så selv til Athen for at hente hende tilbage. Som den tonekreative person han var, skrev han Helios Ouverturen inspireret af solens gang fra øst til vest hen over Akropolis. Han fik også konen med hjem, men hun rejste straks igen ned til sine arkaiske figurer og modtog et brev fra den fjortenårige datter, Irmelin: ”O – lille Mor jeg kan ikke sige hvor jeg savner dig. Jeg har bestemt og det er Alvor at jeg vil dræbe mig hvis du rejser saa længe bort, medens jeg er Barn, igen.”
    Som helt ung, talentfuld og fremadstræbende kunne Marie som selvbevidst moderne kvindesagsforkæmper godt have forestillet sig et liv viet sin kunst uden familie og børn, men i Paris traf hun Carl Nielsen. Det blev hendes skæbne. Han noterede i sin dagbog efter et første møde 2. marts 1891: ”Frøken Brodersen er egentlig meget Kjøn”. Den erklæring kan man så tygge på. En måned efter holdt de kunstnerbryllup i Paris og blev siden gift i den anglikanske kirke i Firenze. Ni måneder derefter blev Irmelin født.
    Endnu to søskende fulgte hurtigt efter. I dobbeltkunstnerfamilien blev der nok at se til. Marie skabte sine portrætbuster og sine dyrefigurer. Carl sad aften efter aften fast som violinist i Det kongelige Kapel, jobbet tilfredsstillede ham ikke. Han var tværtimod opslugt af at omsætte det evige kildevæld af toner i hans øre og sind til sine egne kompositioner.
    Alt det praktiske i huset ordnede familien Nielsens livslange faktotum Maren, som Carl kendte fra sin fynske barndom. Børnene – og siden Carl som græsenkemand – tog Marie Møller sig af. Hende kendte Marie selv fra det jyske og benyttede hende lejlighedsvis som model til græske gudinder. Hun var knyttet til familien fra 1897, men blev i 1914 sat på porten, da hendes forhold til Carl blev åbenbart, også for Marie.
    Grundlaget for forfatternes indlevelse i denne skæbnefortælling er knap 200 af de 910 breve i Carl Nielsen Brevudgaven. Kilderne er udvalgt og kommenteret, så to store personligheders liv og problemer belyses exceptionelt, idet der samtidig vises alment genkendelige samlivsproblemer af i dag. Der er meget eksistentielt stof i denne fængslende bog – om man holder af Carl Nielsens musik eller ej.

Hymnus amoris – bogens ledetråd

Følelserne og de praktiske detaljer i kunstnerægteskabet er indlevende fortalt og overskueliggjort. Bogen er inddelt i fem hovedafsnit, som følger teksten i Carl Nielsens korværk Hymnus amoris:

Del 1: Kærlighedspagten. 1891-1898: “Kjærlighed giver mig Livet, og jeg voxer i dens Ledebaand…”
Del 2: Kunsten. 1904-1905. “Kjærlighed er min Higen og mit Savn, den lyser for mig som Ledestjerne…”
Del 3: Frugten. 1906-1913. “Kjærlighed er mit Kildevæld, og der gror Daad ved dens Bredder…”
Del 4: Stormen. 1914-1927. “Kjærligheden er min Smerte, intet har saaret mig som den…”
Del 5: Høsten. 1927 1931. “Kjærligheden er min Fred, Kjærligheden er min Aftenrøde.”

Ideen til Hymnus amoris opstod allerede under bryllupsrejsen Paris-Firenze i 1891 som en hyldest til kærligheden. Marie skulle lave et relief og Carl komponere et korværk. Marie blev aldrig færdig, mens Carls kærlighedshymne blev opført i 1897 med Maries forsideillustration til partituret. Teksten beror på Carls egne skitser, og når man sammenholder dens skildring af kærlighedens faser med parrets samliv, er det, som om Carl næsten har forudanet dets op- og nedture samt den lykkelige og harmoniske afslutning. I bogens 3. del Frugten og i 5. del Høsten præsenteres og understreges deres kunsts succeser med de store symfonier og Rytterstatuen.
    Deres kærlighedspagt fik efter forelskelsens berusende tid vanskeligere vilkår med hverdagens mange praktiske problemer, Maries fraværsperioder og barnepigens ”udvidede indsats” i huset. Da omfanget af denne hjælp gik op for Marie, gik hun i chok, følte sig snydt, bedraget og såret af sin eneste ene. Hun gerådede i en depressionslignende tilstand, som de første ord i bogen straks giver et vink om. Hun led – vel nok af psykosomatiske sygdomme – og gik i stå med sin kunstneriske livsopgave, Rytterstatuen, som først kunne afsløres på Christiansborgs Ridebane knap tyve år senere. Da var meget afgørende sket.
    I den store æresbolig på Frederiksholms Kanal, som hun havde søgt og i 1915 var flyttet ind i, installerede hun Carl i den fjerneste ende og forberedte sig på skilsmisse. Det blev det dog aldrig til, foreløbig kun separation. Carl levede mere eller mindre på feltfod på hotel eller hos venner på herregårdene Fuglsang og Damgaard. Her komponerede han blandt andet den fjerde symfoni, Det uudslukkelige, og den femte. Under separationen opretholdt parret konstant kontakten, men levede hver for sig. I et langt brev skrev Marie, at det var bedst for dem efter alle de halvløgne og fortielser at leve adskilt, også af hensyn til deres arbejde, som hun efterhånden var ved at komme i gang med.
    Kun få i parrets omgangskreds så fordømmende på Carl. Flere af hendes venner forsøgte at få hende til at tilgive manden, lade som ingenting, hvilket var god tone i tiden, og lade ham vende tilbage. Men at forstille sig og fortie sandheden lå ikke til Marie. Med en sådan holdning er hun troligt blevet et forbillede for kvinder – og nogle mænd – op gennem århundredet.
    Carl Nielsen døjede rent bogstavelig talt med hjerteproblemer, angina pectoris, men da det blev akut og livstruende under separationen og et stort arbejdspres, og Marie frygtede at miste ham for alvor, førte det til, at hun tog ham tilbage, og de fik ti rolige år sammen.

Forskellighederne komplementerer hinanden

Undervejs i bogens fem dele med de sigende overskrifter er der, hvad anmelderen vil kalde “Indsigter”. Her hæver forfatterne sig over handlingen i de fortællende breve og giver overordnede impressionistiske karakteristikker af tidens opbrud, ægteskabsnormer og af de to hovedpersoner. I afsnittet Stormen tegnes metaforer for deres forskellighed: ”Hendes element er leret, jorden, det konkrete, det faste, tunge og håndgribelige, hvor Carls er luften, det æteriske, det legende, lette og lyriske. Hun har tit misundt ham den frihed, der er i musikken og kompositions­arbejdet…”! Andre Indsigter kaldes ”Jorden under Marie” og ”Himlen over Carl”.
    Carl Nielsen havde en karismatisk udstråling. Han var sexet. Det kan man ikke sige om Marie. Jeg har altid været vild med hans musik, med ham og med hans fynske barndom, mens Marie forekom lukket og reserveret. Hun skriver ubehjælpsomt, ofte uforståeligt, mens Carl formulerer tanker legende let og spændende. Jeg har også været ret uforstående over for Maries lange ekskluderende fravær fra hjemmet med de tre små børn, hvilket kunne opfattes som et fripas for ægtemanden, så hun selv var skyld i det. Men bogen har ændret min opfattelse af hendes væremåde og valg.
    Forskellige var de så vist, men modsætninger mødes og komplementerer hinanden til en højere enhed. Det har vel været en drivkraft i forholdet, som bar igennem og reddede det intakt. At de formår at løse deres skilsmissekonflikter, så de forvandles til et nært samliv de sidste mange år af deres liv, kan være opmuntrende og efterlevelsesværdigt for andre ægteskaber. Skildringen i Carl & Marie kan således i sig selv få terapeutisk værdi. Bogen har ikke en romans eller en biografis form, men er en smuk livshistorie, der hviler i sig selv. Den fortælles med en verve og en nerve, der gør deres samvær nærværende og vedkommende – også 100 år efter.

En primær kilde til Carl Nielsen følelsesliv og pigegladhed er Emilie Demant Hatts bog Forårsbølger – Erindringer om Carl Nielsen. Manuskriptet skrev hun i 1948, og ved hendes død blev det indleveret til Det Kongelige Bibliotek og klausuleret i 25 år. John Fellow fandt det og udgav det i 2002. Det var en sensation. Her fortalte Emilie om sit treårige kærlighedsforhold til Carl Nielsen. Hun var 14 år, han 22 år! Det er forståeligt, at det ikke bruges i Carl & Marie, der kun er koncentreret om dem. Men hvorfor er det ikke omtalt, endsige nævnt i listen over anvendt litteratur? Det kaster et perspektiverende lys ind over Carls følelsesmæssige habitus, fx hans afskedsbrev og selvmordsplan.
    En ret irriterende redaktionsfejl er, at bogens register er ukomplet og desuden mangler sidehenvisninger, især fordi der er tale om et så omfattende og spændende persongalleri.