Sløseri skæmmer prisværdigt initiativ om spændende saxofonister

Jens Rasmussen – June 2022

Tidligere anmelder på Weekendavisen, forfatter, oversætter og amatørmusiker, Lars Brix Nielsen (LBN), som inden for de seneste år i bogform har beskæftiget sig med forskellige musikalske figurer som J. S. Bach og Sven Gyldmark, udgav sidste år Sopransax.

Tenor- og i næsten lige så høj grad altsaxofonen har siden swingtiden været blandt de instrumenter, der i særlig høj grad er blevet forbundet specifikt med jazzmusikken. Sopranen med dens karakteristiske sprøde og i sammenligning noget mindre voluminøse klang havde - med Sidney Bechet som den absolut vigtigste - et par stærke repræsentanter i jazzens tidlige årtier, men spillede en tilbagetrukket rolle op gennem 1940’erne og 1950’erne. Da John Coltrane tog instrumentet til sig omkring 1960, blev det et betydningsfuldt skridt mod den storhedstid, sopranen skulle få i forbindelse med 1970’ernes jazzrock eksempelvis repræsenteret ved Wayne Shorters spil hos Miles Davis og i gruppen Weather Report. I de år tog også mange saxofonister fra den danske jazzrock-scene som Karsten Vogel, Uffe Markussen og Jesper Nehammer instrumentet til sig. Alligevel har sopransaxofonen i nogen grad fortsat stået i skyggen af tenor- og altsaxen, og flere af de fremmeste udøvere - f.eks. Steve Lacy (1934-2004) - har tilsvarende stået noget i skyggen af deres berømte tenor- og alt-kollegaer.

Alene af disse årsager er ideen bag LBNs bog virkelig god. Initiativet er velkomment, og udgivelsen gav i første omgang anledning til positive forventninger.

Efter en kort introduktion og et lidt underligt afsnit om passager fra den klassiske musik, hvor sopransaxofonen har en mere eller mindre fremtrædende rolle, er bogen disponeret i ti kapitler dedikeret til ti forskellige saxofonister, der enten har gjort sig bemærket på sopran ved siden af (typisk) tenoren, eller som primært har udtrykt sig på sopran.

De fleste valg er oplagte: Sidney Bechet, John Coltrane, Wayne Shorter, Steve Lacy og Jan Garbarek giver sig selv, og det er fint og relevant at blive mindet om, at også Johnny Hodges og Zoot Sims var fine sopransaxofonister. Især er det glædeligt at se den lidt oversete og muligvis stadig lidt underkendte Steve Lacy få den plads, hans musik berettiger. Denne anmelder må med skam melde ikke at have være særlig opmærksom på Jane Ira Bloom (f. 1955), så LBN skal have tak for at vælge hende til. Til gengæld er der nogle påfaldende udeladelser, der kan undre.

Det gælder eksempelvis engelske Evan Parker, som siden slutningen af 1960’erne har været en central figur på den europæiske free jazz-scene. Parker spillede blandt andet på Peter Brötzmanns ’Machine Gun’ (1968), var i en længere årrække del af Alexander von Schlippenbachs trio, ligesom han var med i kredsen omkring free jazz-ensemblet Globe Unity Orchestra. Samtidig har han haft egne grupper og har ikke mindst siden sidst i 1990’erne med anbefalelsesværdige udgivelser på ECM gjort sig bemærket med det kritikerroste Electro-Acoustic Ensemble. Hvad hans sopranspil angår, er Parker især kendt og berømt for at have raffineret en række avancerede spilleteknikker, som han ofte kombinerer med cirkulær vejrtrækning, og som han - nok så bemærkelsesværdigt - blandt andet udfolder ved solo-sopransaxofon-koncerter.

Et andet navn, der kunne have været spændende at se på kapiteloversigten, er Keith Jarrett. Han er naturligvis først og fremmest kendt som en uovertruffen pianist, men i en ca. tiårig periode i begyndelsen af sin karriere var han tillige en yderst original og spændende sopransaxofonist. Det kan man høre på mange af udgivelserne med hans amerikanske kvartet, hvor eksempelvis ’El Juicio (The Judgement)’ (1971) og ’The Survivors' Suite’ (1976) kan fremhæves. Særlig interessant i forbindelse med Jarretts sopransaxspil er ’Invocations’ (1980), hvor han improviserer dels på kirkeorgel, dels på solo-sopran samt på flere tracks overdubber de to og på forskellig vis udforsker instrumentets klanglige potentialer. Også på ’Spirits’ (1985), hvor Jarrett via overdub spiller alle de mange instrumenter, kan man høre ham på sopran.

Et tredje navn, man kunne savne, er Dave Liebman; og hvad med Joe Lovano, der i øvrigt spiller på en helt unik G-mezzo-sopransaxofon, som er udviklet af den danske saxofonbygger, Peter Jessen? Det kunne også have været interessant med et afsnit om en lille håndfuld danske navne som eksempelvis Simon Spang-Hansen, Lotte Anker og Hans Ulrik.

Nuvel. Når bogen, uanset de sympatiske ambitioner, desværre er svær at blive rigtig glad for, er det ikke så meget på grund af disse udeladelser, men fordi projektet ikke fremstår ordentlig gennemarbejdet, og fordi udformningen halter.

Opsætningen bærer præg af påfaldende store skrifttyper og meget korte afsnit på helt ned til to linjer konsekvent adskilt af mellemrum, der efterlader det indtryk, at man har ønsket at få bogen til at fremstå mere omfangsrig, end den er. Der er mange stavefejl, og sprogligt har den flere steder karakter af venstrehåndsarbejde. Sagens kerne er dog naturligvis indholdet.

Ud fra titlen og indledningen kunne man tro, at de omtalte sopransaxofonisters klang, instrumentbehandling og musikalske stil er blandt bogens hovedemner, men dét sættes der skuffende nok overraskende få ord på. I stedet har forfatteren et stort fokus på musikernes liv og levned.

Nu er LBN jo langt fra den første, der i en bog om jazz har det biografiske stof som første prioritet. Han bliver givetvis heller ikke den sidste. Alligevel må man undre sig over, hvad lysten til at viderebringe en masse information, der har meget lidt, hvis overhovedet noget, med musikken at gøre, bunder i? I LBNs tilfælde får man så absolut det indtryk, at det vitterlig er begejstringen for musikken, der er den primære drivkraft, og der er ingen tvivl om, at han har lyttet aktivt til meget jazz. Alligevel har forfatteren tilsyneladende ikke meget på hjerte, hvad selve musikken og eksempelvis de forskellige musikeres klang og spillestil angår.

Er forklaringen mon - her som i så mange andre jazzbøger - at man i udgangspunktet er fascineret af og begejstret for musikken, men ikke har sprog til at skrive særligt indgående om den og derfor i stedet skriver om noget andet: musikernes livsforløb?

En anden og muligvis supplerende bevæggrund kunne være forestillingen om, at det skærper eller måske ligefrem optimerer oplevelsen af musikken at kende til musikerens liv. Det er der måske i nogle tilfælde lidt om. Men i Sopransax garneres det biografiske stof med detaljer så små og så ubetydelige, at det virkelig er svært at se relevansen. Eksempelvis bliver vi informeret om, at man ikke med sikkerhed ved, hvor Johnny Hodges gik i skole, at Sidney Bechets fire brødre arbejdede som hhv. vicevært, stukkatør, slagter og tandlæge, og at de slaveejere, John Coltranes forfædre fik deres efternavn fra, stammede fra den sydvestlige del af Skotland. I kapitlet om Wayne Shorter får vi at vide, at hans mor og Tina Turner på et tidspunkt kom godt ud af det med hinanden. Der er mange (mange) tilsvarende eksempler løbende gennem bogen, og fordi den samtidig er til den tynde side og handler relativt lidt om musikken og instrumentbehandlingen, kommer den slags fyld til at fylde uforholdsmæssigt meget.

Desværre er der mere, som kalder på kritik. Ikke mindst en del faktuelle fejl. I Wayne Shorter-afsnittet kan man eksempelvis s. 67 læse: ”Joe Zawinuls første album som leder er ’Zawinul’ fra 1971 hvor Wayne Shorter spiller In a silent way på stilfærdig og drømmende vis.” [De manglende store begyndelsesbogstaver i de engelske titler er LBNs egen skrivemåde.] Men albummet er (efter 'To You With Love' (1959), 'Money in the Pocket' (1966) og 'The Rise and Fall of the Third Stream' (1968)) Zawinuls fjerde, ikke hans første som leder, og det er ikke Shorter, men Earl Turbinton, der spiller på det pågældende nummer.

På s. 66 hedder det: ”Den første indspilning med Wayne Shorter på sopransaxofon kom på albummet ’In a silent way’ fra februar 1969.” ’In A Silent Way’ er den første udgivelse med Shorter på sopran, men de første indspilninger er tidligere. De blev dog først udgivet i 1981, hvilket giver LBN anledning til på s. 69 at skrive: ”I 1980 [sic] kunne man høre en Wayne Shorter i fin form på Miles Davis’ Directions I, Directions II, Ascent og Duran.” Om de blev udgivet i 1980 eller 1981, er selv sagt ikke afgørende, men den læser, der ikke kender til omstændighederne i forvejen, må jo ud fra LBNs tekst forstå, at Shorter spillede hos Davis i 1980, hvilke han på det tidspunkt ikke havde gjort i et årti. Og den i denne sammenhæng relativt væsentlige information, at Directions I, Directions II og Ascent (som er de første indspilninger, vi kender, hvor Shorter spiller sopran hos Davis) var optaget før ’In a Silent Way’, mangler.

I samme afsnit (s. 65) giver følgende sætning anledning til dyb undren: ”Fra året inden [dvs. 1966] stammer albummet ’Miles smiles’, hvor særligt nummeret Dolores viser en noget ny retning mod Miles Davis’ eksperimenteren med elektronisk jazz. Faktisk var det den elektroniske jazz’ større lyd, der fik Wayne Shorter til at tage fat på at spille sopransaxofon.” Og videre lidt længere nede: ”Når både den musikalske struktur - Dolores fra ’Miles smiles’ var baseret på en løsere struktur til improvisation - og elektroniske klaverinstrumenter som synthesizer og bas spilles med forskellige elektroniske ændringer af klangen, kan det være vanskeligt at høre tenorsaxofonen i dette massive lydbillede.” LBN formidler her den helt relevante pointe, at sopransaxofonen klangligt fungerer godt (bedre end tenoren vil nogen mene) sammen med de elektrisk forstærkede instrumenter, der kom til at dominere meget af jazzrocken fra omkring 1970 og frem. Men Dolores er optaget flere år før Miles Davis begyndte at inkorporere elektriske instrumenter i sin musik, og flere år før Shorter begyndte at indspille på sopranen i efteråret 1968, og det er svært at forstå, hvorfor forfatteren mener, at lige Dolores skulle vise en ”noget ny retning mod Miles Davis’ eksperimenteren med elektronisk jazz”? (Alt efter fokus ville det oplagte eksempel på dét være enten ’Miles In The Sky’ eller ’Filles de Kilimanjaro’) Desuden har den ’musikalske struktur’ - om den så er løsere eller mindre løs - ikke i sig selv nogen relevans i forhold til at vælge hhv. sopranen eller tenoren, og i øvrigt benyttede Davis ikke synthesizers før oppe i 1980’erne.

I kapitlet om Jan Garbarek står der (s. 91), at han og Keith Jarrett efter succesen med den nordiske kvartet i 1970’erne ”har fortsat med at indspille sammen indtil ”Sleeper” fra 2012”. Men deres samarbejde var stoppet flere årtier tidligere, og ”Sleeper” er optaget i 1979. Man kunne desværre blive ved.

Trods alt dette har bogen faktisk visse kvaliteter. Jazzhistorien udgøres ikke af én samlet udvikling, men derimod af utallige, forskelligartede strømninger og tendenser, der samlet set kan forstås som den ’store’ jazzhistorie.  Bogens ti musikerportrætter, der hver strækker sig over et livsspand og gradvist forskyder sig op gennem det 20. århundrede med Sidney Bechet (1897-1959) som den ældste og Branford Marsalis (f. 1960) som den yngste, tegner konturer af jazzens udvikling med nogle andre ankerpunkter end de typiske. Samtidig - og nok så væsentligt - giver LBN læseren (eller i hvert fald denne læser) lyst til at lytte til meget af den musik, der omtales.

Ideen bag Sopransax er god og prisværdig. Udformning og disponering af stoffet lader desværre meget tilbage at ønske, og den kunne meget nemt havde været meget bedre.  Det er en skam, den ikke er det. Når denne anmeldelse så alligevel på trods af de ærgerlige udeladelser, de faktuelle fejl, den for store vægt på biografiske og musikalsk set irrelevante omstændigheder og på trods af bogens unødigt omfattende fyldstof rundes af med en - om end tøvende og forbeholden - anbefaling, er det dels fordi udgivelsen sætter fokus på en række fine jazzmusikere, der ikke alle har fået den opmærksomhed, de fortjener, dels fordi den inspirerer til at lytte ud i nogle interessante hjørner, hvor man ikke altid kommer, og dertil fordi de ti portrætter samlet set tegner et lidt anderledes billede af jazzens udvikling, end vi som oftest er blevet præsenteret for, og dermed bibringer jazzhistoriens store fortælling nogle relevante og velkomne nuancer.

Læs flere boganmeldelser

Lars Brix Nielsen

Sopransax

Eget forlag, 2021
128 sider