Barokmusik forbinder vi især med musik fra første halvdel af 1700-tallet. Set fra nutiden er Bach, Händel og Vivaldi langt de mest populære og centrale komponister. Det er dem, der definerer vores opfattelse af, hvad barok er – selv om Bach, i dag den største af dem alle, i samtiden blev betragtet som håbløst gammeldags. Men i tiden, der gik forud for højbarokken – den tidlige barok – fandtes mange originale og epokeskabende komponister, som fortjener meget mere opmærksomhed. Derfor er det en god ide, Lars Brix Nielsen har fået – at skrive en introduktion til barokkens komponister i perioden fra 1600 til 1699.

Med et af de 2000 ord, som H.C. Ørsted har beriget det danske sprog med, er Lars Brix Nielsen en ildsjæl. Han har tidligere været ophavsmand til bøger om så forskellige emner som Svend Gyldmarks evergreens, jazzens største sopransaxofonister, og sidst, men ikke mindst, en kolossal og kampestenstung bog om ”Johann Sebastian Bachs kantater og passioner” med detaljerede beskrivelser af hver eneste sats i Bachs to passioner og godt 200 bevarede kantater.

Bogen om 1600-tallets tidlige barok er med sine 162 sider betydelig mindre i omfang og ambitionsniveau. Dens mission er at være en letlæst introduktion til perioden og komponisterne, en appetitvækker, der skal lede os på sporet af barokkens glemte guld.

De korte kapitler fortæller om 17 komponister fra Monteverdi til Albinoni. Nogle af komponisterne er kendte navne med et hit eller to – Corelli og hans julekoncert, Torelli og hans trompetkoncert, for eksempel. For andres vedkommende kender de fleste musikinteresserede måske mere navnet end musikken – for eksempel Schütz, Schein og Scheidt. For atter andre gælder det, at selv navnet er ukendt af de fleste – Farina, Uccellini, Carissimi. I en stil, der minder mere om det engagerede foredrag end den lærde afhandling, gennemgås komponisternes livshistorier og nogle af værkerne. Komponistportrætterne suppleres med nogle korte rids af genrer og musikhistorie og en 60 siders gennemgang af baroktidens instrumenter.

Selve inddelingen af musikhistorien i epoker sker jo altid i eftertidens og bagklogskabens lys. I samtiden vidste komponisterne af gode grunde ikke, at nu holdt renæssancen op, og barokken begyndte – og zoomer man ind på perioden, bliver den skarpe opdeling mindre skarp. For eksempel regnes John Dowland som regel for renæssancekomponist, men er her medtaget blandt barokkomponisterne. Det kan sagtens forsvares med udgangspunkt i Dowlands fokus på det enkle og sangbare.

Brix Nielsen indleder bogen med en præsentation af Camerata-gruppen, der diskuterede kunstfilosofi i Firenze i 1500-tallets slutning, og det er et godt sted at starte, for deres ideer og teorier var med til at skabe vækstbetingelserne for barokkens musikformer. De ville bort fra renæssancens avancerede flerstemmighed og i retning af enstemmige melodier, hvor teksten trådte tydeligt frem – de ønskede et enkelt følelsesmæssigt udtryk og lagde således grunden til barokkens affektlære – og deres ønske om at genskabe antikkens græske drama, som de troede havde været sunget snarere end talt, førte til opfindelsen af operaen! De 17 afsnit om komponisterne er af meget forskellig detaljeringsgrad – Buxtehude får for eksempel 19 sider, Lully får 4 – afvekslende med den nævnte omtale af instrumenternes historie og betydning.

Bogen byder ikke på værkanalyser, men på begejstrede anbefalinger. Det betyder dog ikke, at forfatteren er uvidende – undervejs præsenteres vi for en strøm af musikvidenskabelige iagttagelser, anekdoter om komponisterne, finesser ved instrumenternes opbygning, med mere. Men der er snarere tale om en uprætentiøs turistfører end en udtømmende beskrivelse: ”Turen går til den tidlige barok” – og efter den guidede tur kan vi selv gå på opdagelse.

Det er velgørende, at Brix Nielsen fortæller om et hjørne af musikhistorien, der som regel anses for at være for viderekomne, på en måde så begyndere kan være med.

Indimellem fører det til lige lovlig lette ”anmeldelser” af de omtalte musikværker, for eksempel ”Händels lyttevenlige og kvalitetssikre orgelkoncerter”. Men nok så ofte kaster Brix Nielsen sig frygtløst ud i at formidle mere avancerede sammenhænge enkelt og direkte – og slipper godt fra det. Således når han på side 82-83 under den humoristiske overskrift ”Lidt strengeteori” ved hjælp af elastikker af forskellig farve og tykkelse forklarer tekniske aspekter af theorben og harpen.

Brix Nielsens gennemgang af Cameratas historie kan tjene som eksempel på bogens rapsodiske, mundtlige og folkeligt formidlende stil. Om Cameratas forestilling om, at melodien skal følge ordenes rytme, hedder det for eksempel: ”Hvis man har været til en familiefest, hvor en faster eller morbror har lavet en festsang, hvor versefødderne ikke passer til melodien, véd man, hvor svært det kan være at komme igennem sådan en kikset sang.” (s. 9). Jo, det kan gerne være, men hvad Camerata gjorde op med, var vel snarere den kiksede festsangs absolutte modsætning, hyperavanceret og præcisionskrævende polyfoni, som i senrenæssancen kunne gå så vidt som i Thomas Tallis’ 40-stemmige ”Spem in Alium”. Men sammenligningen er alligevel med til at anskueliggøre Cameratas målsætning, samtidig med, at man er godt underholdt – ligesom når der lidt længere fremme står: ”’Monodi’ kan lyde som noget fra ”Bamses Billedbog”, men det er det altså ikke. Det er akkompagneret solosang.” Den slags oneliners rummer bogen mange af – Dowland kaldes for eksempel rammende for singer-songwriter!

Det siger sig selv, at en bog af det omfang ikke kan have det hele med. Der må vælges! Der er mange flere komponister at tage af – for eksempel Muffat, Biber eller Lalande. Der kunne have været et afsnit om dur- og mol-tonearternes fortrængning af de gamle kirketonearter, eller om, hvad Schütz lærte af Giovanni Gabrieli i Venedig. I omtalen af Lully kunne samarbejdet med Molière have været nævnt. Omtalen af Dowland kunne have medtaget historien om, hvordan tidens store musikidol måtte spille i Rosenborgs kolde kælder, så Christian IV kunne imponere sine gæster med den usynlige musik, transmitteret gennem slottets lydkanaler. Var det i øvrigt bare gæld, der drev Dowland ud af Danmark, eller blev han afsløret som spion for England?

Men alt det siger især noget om rigdommen af den guldåre, Brix Nielsen har valgt at udforske og lede os på sporet af. Bogen kunne snildt have været så omfangsrig som kampestenen om Bachs kantater. For eksempel kan man savne, at historien om Bachs ophold hos Buxtehude udfoldes – men Brix Nielsen tager os til gengæld med på en fascinerende vandretur gennem Helsingørs gader i Buxtehudernes fodspor, krydret med forjættende citater fra de samtidige kilder.

Det er en fornøjelse at sidde med den lille grønne, rigt illustrerede, informative og ind imellem vittige bog imellem hænderne og blive mindet om, at nu skal man altså se at få hørt noget mere Schütz, Schein, Scheidt … og så videre. Efter at være blevet vist rundt i den tidlige baroks landskaber af ildsjælen og turistføreren Lars Brix Nielsen får man lyst til selv at trave landskabet tyndt!

PS. ”Albinonis Adagio” har i øvrigt vist sig IKKE at være ”en gang musikalsk svindel”, som Lars Brix Nielsen kalder det. Det er nemlig blevet dokumenteret, at Remo Giazotto talte sandt, når han hævdede at have baseret sin komposition på et fragment af Albinoni, der overlevede bombardementet af Dresden. Så selv om ”Albinonis Adagio” er mere Giazotto end Albinoni og mere romantik end barok, så er det i mine ører en smuk hyldest – ligesom Lars Brix Nielsens bog hylder den tidlige baroks mestre fra et nutidigt perspektiv.