Verden bliver bare en lille smule bedre, hver gang Karl Aage Rasmussen beriger den med endnu en bog.

Professoren, der i over tyve år fungerede som underviser i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium, ledede samtidsmusikfestivalen Numus, komponerede og udgav kammer- og orkestermusik, har i det 21. århundrede udvidet sit virke med et snart omfattende forfatterskab. Atten bøger er det nu blevet til, en del af dem essaysamlinger om musik og musikalske tidsbilleder, men helt centralt står det dusin af komponistmonografier, der efterhånden udgør en stærk rygrad i moderne biografisk musikhistorieformidling på dansk.

Karl Aage Rasmussens biografier besidder altid den rette blanding af solid, faktabaseret research af også helt nye kilder (og deraf følgende fravær af uunderbyggede anekdoter og usandsynlige sladderhistorier) og en empatisk personskildring, der får den portrætterede til alligevel at træde frem i lyset som et spillevende menneske af kød og blod. Ofte er skønånder fra en fjern fortid kun sporadisk eller mytisk beskrevet som privatpersoner. Der kan f.eks. foreligge en eklatant mangel på private breve, kvinder er ofte helt ubeskrevne, anonyme spøgelser i historien, og der kan være forretningsmæssige årsager til, at en komponists efterkommere eller forlæggere har pyntet flittigt på sandheden efter vedkommendes død. Men Rasmussen har læst sin litteratur og ligger inde med en solidt forankret kulturhistorisk baggrundsviden og en åbenlys interesse for at gøre den personlige skildring nærværende og jordnær. Han kan udlede meget af det foreliggende nodemateriale, værkdedikationer forklædt som jobansøgninger, bestyrelsesreferater, anmeldelser, regnskaber og fortegnelser over lønningsforhold. Rasmussens integritet som musikhistoriefortæller er ikke til fals for en kæk vits eller fortærsket røverhistorie, så god den ellers kan være. Hvis en myte bliver refereret, eller forfatteren føler sig nødsaget til at forfalde til gætværk, gør han en pointe ud af at fortælle det – og løfte sløret for grundene til, at løgnehistorier opstår og bliver så sejlivede. Og deri ligger en stor del af den ekstreme troværdighed, som er uløseligt forbundet med Karl Aage Rasmussens forfatterskab.

Her har vi altså at gøre med ”virtuosen, handelsmanden og musikdramatikeren” Antonio Lucio Vivaldi, ”den røde præst”, som det store flertal her hjemme især kender som ophavsmanden til De fire årstider og guitarkoncerten fra Dus med dyrene. Den uhyre produktive og originale violinlærer, trailblazer indenfor solokoncertgenren, impresario og kirkemusik- og operakomponist gik snart efter sin død i 1741 fuldkommen i glemmebogen, inden store manuskriptsamlinger i anden halvdel af det 20. århundrede dukkede op i Torino, Dresden og Manchester og igangsatte den Vivaldi revival, som vi stadig befinder os i.

Vi følger Vivaldi, fra han i 1678 kom til verden som vejrtrækningsbesværet astmatiker (sandsynligvis), søn af den i øvrigt ubeskrevne skrædderdatter Camilla og den violinspillende barber Giambattista, der både havde egen salon og fungerede som instrumentalist i Markuskirkens kapel. Fra sin far arvede Vivaldi det karakteristiske røde hår, der gav ham hans tilnavn, og vi får historien om den begavede arbejdersøn, der bliver præsteviet i 1703, bl.a. som en social sikkerhedspolice, men allerede 2-3 år senere må opgive at afholde messer – og dermed præstegerningen – som følge af sine åndedrætsproblemer. Far og søn bevarer livet igennem et nært og harmonisk forhold og bolig- og arbejdsfællesskab, og Giambattista blev såvel sin søns sygehjælper som rejsefælle, impresario-kollega, kopist og manager.

Bogens hovedvægt ligger ikke overraskende på Vivaldis tilsammen omkring tredive år som mere eller mindre freelance violinlærer og koncertmester ved omsorgshjemmet Il Pio Ospedale della Santa Maria della Pietà. Man må tage sig til hovedet over de vilkår, som det ubestridelige geni har måttet finde sig i – heriblandt årlige afstemninger om, hvorvidt hans ansættelse kunne fortsætte. Tre gange blev det ikke tilfældet, hvorfor Vivaldi måtte ud og klare sig på markedsvilkår. Men i langt hovedparten af sin karriere var Vivaldi tilknyttet institutionen, der gav unge talentfulde piger – der ikke på lige fod med nødstedte drenge kunne sendes ud og tjene til føden omkring pubertetsårene – en musikuddannelse på højt niveau og ganske hurtigt endte med at kunne afholde koncerter og dermed supplere omsorgshjemmets indtægtsgrundlag anseligt. Rasmussen trækker hurtigt brodden ud af den populære historie om den unge katolske præst Vivaldi, der i ly af La Pietàs mure diskret kunne vælte sig i yndige unge musikbegavede beundrerinder. Det har intet på sig. Han var lærer for en skare af nøje overvågede, disciplinerede og pligtopfyldende voksne damer i alderen 17-72 år, som optrådte bag sorte slør eller hegn, og som angivelig skuffede den schweiziske filosof og komponist Jean-Jacques Rousseau med deres ”grimme ansigter”, da han endelig fik tiltusket sig adgang til bagscenen. Men musikalsk har der ikke været en finger at sætte på La Pietà, den bedste og fornemste musikskole blandt byens fire ospedali grandi (store, godgørende institutioner). Orkesterpaletten på skolen var større end i et operahus, og Vivaldis stigende ry som såvel violinist som komponist fungerede som årelang reklamesøjle for den arbejdsplads, der lod til i én eller anden grad at finde ham impulsiv og uberegnelig.

Det uafrystelige mesterværk De fire årstider får selvfølgelig sit eget kapitel, ligesom forfatteren bringer en overbevisende gennemgang af hele koncertgenren i alle dens afskygninger og fører en stærk sag for, at den nedladende karakteristik, ”den samme koncert skrevet 500 gange”, i virkeligheden IKKE har nogen gang på jorden, når vi taler om Vivaldi. Her vil det være en stor hjælp for læseren at have en musikstreamingtjeneste ved hånden og på denne måde få ’lyd for sagn’ og ikke fare vild i de mange RV-numre (Ryom Verzeichnis, kataloget over Vivaldis værker, samlet af den danske forsker Peter Ryom). Ligeledes stiller forfatteren skarpt på Vivaldi som hhv. rejsende kunstner og forretningsmand, på berømmelsen op igennem 1720’erne, på operasucceserne og på det væld af kirkemusik, som igennem årene er druknet i uovertruffen instrumentalmusik og blevet afvist som teatralsk og festlig uden at være tilstrækkeligt from.

Undervejs får vi et grundigt indblik i Venedig som kulturhistorisk knudepunkt og et for perioden overraskende frirum med overdådige karnevalssæsoner, intellektuel tænkning og kunstnerisk udfoldelse. Og vi bliver introduceret for den purunge veninde Anna, som i årevis nød godt af at være Vivaldis foretrukne prima donna og – desværre for den dramaturgiske effekt, og for Vivaldi, da sladderen begyndte at gå ud over indtægterne – ikke ser ud til at have haft skyggen af romantiske forviklinger med sin 30 år ældre mentor. Og vi runder på mystisk vis af, da Vivaldi pludselig sælger ud af sine værker og flytter til Wien i 1741, hvor han ender sit liv i trist ubemærkethed i en alder af 63 og bliver begravet anonymt på en i dag nedlagt hospitalskirkegård. Vi kan jo lege, at historien om, at den niårige Joseph Haydn sang som kordreng ved Vivaldis begravelse, er sand. Men det er ikke Karl Aage Rasmussens stil at holde liv i den slags romantiske, men uvederhæftige historier.

Sprogligt er Karl Aage Rasmussens bøger altid en pudsig kombination af en uhyre læsbar, decideret smuk og letforståelig skrivestil, som gør det danske sprog ære, og en iskold forventning om, at læseren må bevæbne sig med en ordbog, hvis vedkommende ikke lige er i stand til at afkode ord som ”afbigt”, ”nimbus” (her ikke en motorcykel) eller ”vajsenhus”. Hånden op, hvis man vidste, hvad ”trangbrystet”, adjektivet i bogens titel, betød, inden det bliver grundigt forklaret i kapitel ét. Rasmussen er ikke bange for at referere til endeløse franchise-filmserier som Star Wars eller A Nightmare on Elm Street, hvis Vivaldis ”enslydende” koncerter skal have en populærkulturel parallel. Ofte opfordres vi til at lytte til musik via moderne platforme som YouTube, og bogen er suppleret med pædagogisk fagudtryksforklaring. Men Rasmussen forventer også, at vi forstår, hvad han mener, når han turer frem med den musikteoretiske lingo og f.eks. hævder, at ”ritornel-formen og et stringent harmonisk grundlag for et formforløb var dybt indgroede vaner for Bach, men den tematisk-motiviske enhed i hans formtænkning blev styrket af mødet med Vivaldis koncerter” (velbekomme). Hvis han tidligere har skrevet noget, han ved nærmere eftertanke ikke vil vedstå sig, siger han pænt undskyld. Og således befinder den sproglige fremstilling sig på alle steder i spektret mellem det lettilgængelige og det elitære. Det er en glæde ikke at blive talt ned til, men tværtimod adresseret som en ligeværdig med forstanden i orden og/eller med mulighed for både at lære noget om Vivaldi og om formfuldendt, om end en kende arkaisk, dansk sprogbrug. Og kun på fodnoteplan irriterende, at Rasmussen, uvist af hvilken grund, insisterer på at omtale Vivaldis føde- og livslange hjemby Venedig som Venezia – uagtet at f.eks. Rom og Prag får lov at bevare deres danske navne bogen igennem.

Det er næsten ubærligt at forestille sig den fattigdom, dansk musikhistorieskrivning ville have været placeret i, hvis vi ikke havde haft Karl Aage Rasmussen. Hans oeuvre er en gave til enhver musikinteresseret her til lands. Bogen her kan han betragte som en overordentligt passende 75-års fødselsdagsgave til sig selv. Og en berigelse til den verden, der før Et trangbrystet geni skreg på, at musiklitteraturen tog Antonio Vivaldi under kærlig og kyndig behandling.