”Når jeg var deprimeret, bad jeg Pistorius spille den gamle Buxtehudes Passacaglia. Og i den aftenmørke kirke sad jeg fortabt i denne sære, selvopfyldende musik der eksisterede i sig selv og var sig selv nok”.

Citatet stammer fra hovedpersonen i Hermann Hesses roman Demian fra 1919 og refererer til et af Buxtehudes hovedværker, Passacaglia i d-mol (BuxWV 161) – et orgelværk som menes at have inspireret den unge Johann Sebastian Bach til – i årene efter studieopholdet hos Buxtehude - at skrive sin store c-mol passacaglia (BWV 582). Karl Aage Rasmussens brug af citatet bidrager på sin egen finurlige måde selv til en selvopfyldende cyklisk bevægelse. Selvopfyldende, ved at låne og videregive inspiration i et kontinuum på tværs af tider, aldre og kunstarter. Selvopfyldende derved, at ægtheden i en musikalsk komposition ikke blot kan være fornyende i sin egen tid men også sparke liv i persontegningen i en roman små 250 år senere. Og videre derfra give fylde og indsigt i en biografisk beskrivelse endnu 100 år senere. Fordi indsigt afføder indsigt. Karl Aage Rasmussen er gavmild med sin indsigt, også i denne udgivelse. Det er en stor fornøjelse at være hans læser.

Måske er det for meget at lægge i valget af farven rød på bogens omslag, men navngivningen Diderik Buxtehude som titel – og ikke Dietrich – sætter kursen for at få prædikatet ”dansk” på manden, det drejer sig om her. Det er gennemgående i alt, hvad der skrives på dansk om Buxtehude, at vi i årevis nu har råbt så højt vi kan: Han VAR altså dansk! Nationalspørgsmålet synes imidlertid ikke at fylde ret meget hos musikelskere og -skribenter fra andre lande, som højst nævner i en bisætning, at den tyske barokkomponist selv betragtede sig som dansker. Undertegnede kipper tjenstvilligt med klaphatten og anerkender bogens relevans i serien ”Danske komponister”, men synes, at det er langt mere interessant at høre om den internationalisering og den markante åbning ud mod den store verden, hansetiden bidrog med til Danmarks kunstneriske og kulturelle habitus - hvor dansk Diderik end var.

Vi ved ikke, hvor Buxtehude blev født. Vi ved, at han voksede op som tosproget, og at dansk var det primære familiesprog i hjemmet. Men set udefra, med den internationale brille, er det helt andre ting, der legitimerer hans livsværk - blandt andet, at han var så stor en skikkelse i datidens musikliv, at selveste Johann Sebastian Bach travede 400 kilometer til fods for at få lov at lære fra ham som orgelvirtuos, komponist, organisator og meget andet. Det er ikke blot en god historie, men også ”blåstemplingen” af hans betydning for senere generationers musik, verdslig som kirkelig. Karl Aage Rasmussen tegner tydelige linjer fra Buxtehudes til Bachs musik og giver gavmildt eksempler på indflydelsen fra såvel orgelværkerne som vokalmusikken. Efter læsning er det vanskeligt at forestille sig, hvordan Bachs kantater og passionsværker ville have lydt uden fodturen til Lübeck.

Når man beskæftiger sig med Buxtehude, hvad enten man er udøvende musiker eller buxtenysgerrig på anden måde, må man forberede sig på en del ”huller i vejen”, man kører på. Mange værker er gået tabt – eller venter stadig på at blive fundet. Mange værker findes kun i afskrift og med deraf følgende flertydigheder. Samtidigt kildemateriale vedrørende hans liv og opvækst er stort set ikke-eksisterende, så vi må konstant ad større og mindre omveje for at få sammenstykket et billede og en forståelse af mennesket og musikken. Karl Aage Rasmussen læner sig langt hen ad vejen op ad Kerala J. Snyders imponerende forskningsarbejde fra Dietrich Buxtehude – organist in Lübeck (1987, Schirmer Books), men kilde- og litteraturlisten er omfattende og taler sit eget tydelige sprog om det detektivarbejde, der kræves for at kunne tegne bare nogenlunde meningsfulde linjer til et portræt, der stadig kun kan blive et omrids, en skitse til medfortolkning.

Når det alligevel lykkes så fint, som tilfældet er, skyldes det ikke mindst, at vi med Karl Aage Rasmussens egen baggrund som komponist kan nærme os personligheden Buxtehude gennem en dybere forståelse af musikkens væsen, form, uforudsigelighed og håndværk. Hvilke byggesten valgte Buxtehude for sin musik, og hvordan fortæller de valg os noget om ham som person? Vokalmusikken fylder mest i hans samlede livsværk. Derfor tager ordmennesket Rasmussen os også en tur omkring Buxtehudes tekstvalg, hvoraf knap to tredjedele udgøres af ældre og nyere tysk poesi, overvejende religiøse tekster, men bemærkelsesværdigt fritgående i forhold til stramt liturgisk eller egentligt bibelsk tekstvalg. Lübecks Marienkirche var erhvervslivets, købmændenes og byrådets kirke og udnævnte selv sit præsteskab. Buxtehudes tekstvalg havde formentlig set anderledes ud, hvis han havde været ansat i Lübecks domkirke, hvor han ville have haft et anderledes dagligt biskoppeligt kig over skulderen. Hvilke tekster benyttede Buxtehude sig af, hvad var retningsgivende for hans valg og hvordan har det præget kirkemusikken fremad?

Selvom meget synes at være gået tabt i Buxtehudes bermudatrekant mellem hans livs tre ”Mariakirker” (Helsingør, Helsingborg og Lübeck), får vi alligevel et troværdigt omrids af ”en meget bredt funderet og alsidig person, professionelt beskæftiget med både toner, tal og ord (…) Et åndsmenneske, en dybt troende gejstlig og samtidig en beslutsom, succesorienteret forretningsmand” som Rasmussen sammenfatter det. En traditionsbevidst fornyende kirkemusiker som ”yderst sjældent dypper den samme tepose flere gange”!

Det er tankevækkende, hvor mange ligheder der eksisterer mellem en kirkemusikers blækspruttehverdag og -virkelighed dengang og nu, hvad angår bredde i repertoirekrav, logistik og planlægning, fundraising til projekter, korfaglige kompetencer, improvisationskunst, teologisk og musikteoretisk indsigt, lokalkendskab og ledelse. En pudsig lille forskel består dog, idet salmeledsagelse på orglet ikke indgik i Buxtehudes ansættelse som kirkens organist. Og nå ja, en nok så vigtig detalje: i dag er det sjældent et krav, at man skal gifte sig med forgængerens datter for at få embedet!

Og således kommer indeværende Buxtehudebiografi vidt omkring på såvel anekdotisk som historisk og analytisk plan i en svær, men som oftest vellykket, balancegang med ”den almindelige musikelsker uden fagspecifik forhåndsindsigt” som primær målgruppe. I stedet for nodeeksempler henvises der flittigt til YouTube, og det fungerer også glimrende for alle os andre musikelskere. Fokus på bolden og dermed også på manden.