Lydjægerne

Lars Nielsen Sardemann – October 2022

Der gik ’kun’ 52 år, fra de første æteriske toner fra Thereminet i 1928 kunne høres som noget ’sensationelt’ i Tivoli i København, til 1980, hvor den elektroniske musik var blevet et vidt udbredt fænomen, der havde bredt sig ind i mangfoldige genrer. De 52 års elektroniske musikhistorie, der er beskrevet her, er i historisk forstand et meget kort tidsrum, men dækker samtidig over en ekstremt dynamisk periode, hvor musikken og teknologien udviklede sig i et hastigt tempo.

Sådan indleder forfatter Jonas Olesen efterskriftet til sin hylderyddende, historieskrivende must-have-udgivelse om dansk elektronisk musik 1928-1980. Man er en halv mandag om at samle underkæben op igen efter læsning af denne opsamling på et stykke dansk musikhistorie, som vi hidtil kun har haft adgang til i småbidder som for eksempel via fagartikler og spredt og ikke altid lige velbevaret kildemateriale. Bag udgivelsen ligger der et imponerende arbejde med at søge, samle, analysere og fastholde et enormt kildemateriale – et arbejde der vil lyse op i mange år frem. Bogen er udgivet i samarbejde med Institut for Dansk Lydarkæologi – så må der graves!

Og der er gravet guld frem. Endda så rigeligt, at man med fordel kunne have udgivet den lidt tunge hardback i to bind og teaset for et tredje omhandlende 1981 frem til i overmorgen. For det er en lidt tung bog at sidde med længere tid ad gangen, hvis man ikke kan lade være. Og det kan man ikke. Til de fyldige 472 sider hører en alsidig YouTube-playliste med herlige lydeksempler lige fra Carl Weismann og hans syngende hunde (1952) til Per Nørgårds Kalendermusik (uge 1, uddrag - 1973). Og gør du dig selv den tjeneste at have playlisten klar under læsningen, bliver du ikke snydt. Nørgårds kalendermusik rejste en tsunami af lyttervrede og ja, der blev spildt en del kaffe på kakkelbordene rundt om i de små danske hjem.

”Jeg er ikke idylliker, jeg er alarmist,” sagde Nørgård, og Olesen har et skarpt og kærligt blik for udtalelser som denne - for motivationen og nødvendigheden bag. Her har vi at gøre med en pioner, der gør, hvad der skal til og ikke, hvad der forventes. Vi har at gøre med et menneske, der gerne indtager en position uden for indercirklen, hvis udsynet er bedre dér – en outsider. Og det spændende ved historieskrivning er blandt andet, at den kan rykke ved vores opfattelse af, hvem der er inden for cirklen og, hvem der er uden for.

Båndamatører, lydmalere, psykoakustikere, fluxusfolk, lydprofeter, bruitister og futurister. Kaptajn Haddocks og Egon Olsens ordforråd blegner i lyset af Olesens gennemgang af 52 års lydlige alkymister og lydjægere. Og så glemte jeg endda synthesizer-ugler, tape loopere, lydskulptører og folk, der ser med ørerne og hører med synet.

Fra tid til anden organiseret i klubber, kunstnergrupper og foreninger med navne som FICS (Fédération International des Chasseurs de Sons – på dansk: Det Internationale Forbund af Lydjægere) – hvem vil ikke gerne være en ”Lydjæger”?! Til andre tider desværre også et fragmenteret miljø, hvor alt for mange har stået alt for alene til trods for, at lige så mange efter sigende har savnet kollegial sparring og opbakning. Olesen trækker tålmodigt de mange enere frem i lyset, gennemgår deres værker og tegner de store linjer fra Else Marie Pade til Tommy Seebach, fra Stockhausen til Ole Erling. Med omhu og respekt tegner han deres visioner for ”fremtidens musik” i et veldrejet og letflydende sprog med momentvise glimt i øjet. Med sit musikhistoriske styrkeløft indsætter han alle de her enere og vidt forskellige pionerer og outsidere i et smukt fællesskab, som få måske havde set komme.

Olesen kaster særligt fokus på de historier, der ikke før har været fortalt eller for længst er glemt. Fortællinger der vækker nysgerrighed efter mere. Tjek Lily Greenham – forfatter, maler, lydpoet – lyt til hendes Lingual Music. Eller småkagedronningen Karen Volfs søn, Christian Volf, ”manden med stemmegaflen”, som mente at kunne kurere hovedpine, stammen, depression og ordblindhed med sin lydterapi – spæn hen på dit lokale folkebibliotek og få fat på Kaare p Johannesens lille mærkelige bog om ham.

Eller gå på opdagelse i Bonanza, hvor DR gemmer guldet fra årene, der gik, og hvor udsendelsesrækken Musik i atomalderen diskuterer, om elektronmusikken er fremtidens musik eller musikkens svanesang. Det er svært ikke at indsætte en emoji her, for man kan næppe forestille sig en lydflade i en gennemsnitsdanskers hverdag anno 2022, der ikke indeholder nedslag af ”elektronmusik”. At man har tænkt på fænomenet som ”musikkens svanesang” er forståeligt, for så vidt modus novus altid giver skvulp i comfortzonen, men det giver også perspektiver til vores egen tids kultursyn. Vi har brugt årtier på at være optaget af, hvad vi putter i munden. Men vi har så godt som ingen forståelse for, eller holdning til, hvad vi putter i ørerne. Og her ligger måske den dybere berettigelse af en bog som Pionerer & outsidere som et væsentligt bidrag til, at vi forholder os mere aktivt til vores lydlige hverdag, ikke blot i musikken men også i alskens lyddesign, vi knapt nok aner, vi er pakket ind i, men som har massiv indflydelse på vores liv.

Diskursen om fremtidsmusik eller svanesang peger ikke kun ind på den stedmoderlige behandling, vi ofte giver ting, vi ikke forstår eller ikke kan lide, og som den elektroniske musik også har lidt under. Det er også en samtale om tradition og fornyelse som hinandens modsætning eller nødvendighed. Når Olesen i afsnittet ”Musik i atomalderen” blandt andre citerer Knudåge Riisager, som ”fik direkte kvalme af det [elektronmusikken]” og Vagn Holmboes essay ”Avantgardismen – narresut eller plovjern” (1961), er det en kærkommen og relevant udfordring også af 2022-kultursynet. Når Olesen lader kilderne komme til orde selv, giver han indirekte også de dele af den elektroniske musikscene, der har følt sig klemt, chancen for at træde ud af offerrollen og skabe sig en velbaseret identitet herfra.

Bogen er ”tænkt som en ren musik- og lydhistorisk fremstilling” og fungerer godt som sådan. Vi føres til forståelse af visioner, virkemidler, metode og praksis hos diverse aktører gennem tekst og lyd. Det biografiske stof er underlagt en relativt stram redaktionel linje, så der er absolut basis for merlæsning. Her er der masser af inspiration at hente i det overordentligt veludbyggede noteapparat som fylder ikke mindre end 66 af bogens samlede 472 sider. Noteapparatet er inddelt i afsnittene ’Musikeksempler’, ’Litteratur og kilder’ og ’Noter’. Og alligevel kunne man godt have ønsket sig et navneregister, der hurtigt og nemt kunne pege ind på personer, steder, teknik og instrumentarium, der er omtalt et eller flere steder på de 472 sider.

Man kan ikke tilfredsstille alle læsere med samtlige redaktionelle valg og fravalg. Det er dog værd at overveje, om ikke en opdeling i to bind kunne have givet mulighed for at komme et par gavnlige musik- og kulturpolitiske spadestik dybere. Komme yderligere bag om grundvilkårene for den elektroniske musiks udviklingsmuligheder. Belyse vigtigheden af kulturpolitiske visioner der kan styrke fragmenterede og eksperimenterende musikmiljøer. Pointere betydningen af kulturelle fyrtårne som Danmarks Radio, der ifølge bogen har haft kæmpe betydning som væksthus og laboratorium, men – fornemmer man som læser – også har svigtet sine steder? Ligeså konservatorierne og et par andre kulturinstitutioner. Hvor står de i dag? Hvordan har DR’s public service-profil ændret sig gennem tiden i forhold til undervisning og til vægtningen af det smalle og det brede kulturudbud? Hvordan understøtter DR og konservatorierne pionerer og outsidere i dag? Kunne en Else Marie Pade også bare få en nøgle til DR’s lydlaboratorium i dag og komme og gå, spille og pille ved elektronik og isenkram som det passede hende? Har DR overhovedet et lydlaboratorium længere? Måske kan vi håbe på et pionerbind mere fra Olesen?

Og mens vi venter, kan du måske skrive et brev til Glyptoteket og bede om at få elektronmusikken tilbage i Vinterhaven? Eller køre en søndagstur til Dodekalitten på Lolland og opleve Wayne Siegels 12-kanals lydinstallation Outside-In, der strømmer stille ud under tolv siddesten ved billedhugger Thomas Kadziolas gigantiske Stonehenge-stenhoveder.

Når du har læst Pionerer & outsidere, kan det også være, du bare skal stene en halv eftermiddag til Switched-On Bach, noget New Age kosmisk kærlighed eller andre Moog-mysterier fra 1960-70’erne.

Læs flere boganmeldelser

Pionerer og outsidere forsidecover
Jonas Olesen

Pionerer & Outsidere - Dansk elektronisk musik 1928-1980

Forlaget Multivers 2022
472 sider