Øvelse gør mester, siger forfatterne, og talent forpligter, og så nikker vi bekræftende, for vi har hørt det så mange gange før. Men nej, så let slipper læseren ikke. Forfatterne vil provokere. Det er et stort emne, de har fat i. Bogen serverer ikke bare fakta. Forfatterne vil have læseren til at lytte og tænke efter lige som i musikken. For selvom vi mennesker godt kan lide at høre det, vi gerne vil høre, så rummer musikken mange samtidige fortællinger. Tror vi, at vi har styr på musikken, så viser den straks andre sider, og den idé føres videre i bogen.

Det er to velskrivende herrer, der har sat hinanden stævne. Arbejdsdelingen er aftalt. Jesper Ryberg (JR), professor i etik og retsfilosofi ved Afdelingen for Filosofi & Videnskabsteori, Roskilde Universitet, tager sig af hjernen, mens Toke Lund Christiansen (TLC) har så meget at fortælle fra et rigt musikerliv, at hvis papiret ikke havde haft en kant, ville pennen have fortsat ud på bordpladen.

Bogen er inddelt i ti temaer: Talent og øvelse; Lyden og synet; Mozarts musik; Absolut gehør; En himmelsk lyd; Ny musik og endt musik; Musikken og stemmen; Musik og intelligens; Musikken i baggrunden og Musik og etik. Der er rigeligt at fordybe sig i, så lad os tage et par afstikkere.

”Talent forpligter,” skriver de, men hvad er talent for en størrelse? Det er en kendt sag, at nogle musikere er bedre end andre, og at nogle har langt lettere ved at tilegne sig et musikalsk håndværk. Der skal øves, men der skal også øves på den rigtige måde. Tålmodighed, omhyggelighed og udholdenhed er, skriver TLC, vigtige elementer, der skal inddrages, og TLC skriver oplagt om kunsten at øve sig og om fingrenes hukommelse. Han citerer cellisten Rostropovitchs metafor, at fingrene er hans små selvstændige individer. Vi får i dette første afsnit et indtryk af, at begrebet talent er svært at indkredse, og at hvis det lader sig gøre, er det et sammensat begreb. Bolden er nu givet op til JR, som skal føre begrebet tættere på en hjernemæssig forklaring, for bogens titel er “Musikken og Hjernen”. Den handler dog ikke så meget om hjernen. JR giver os derimod spændende beskrivelser af psykologiske forsøg, som gennem hele bogen gør os klogere på de respektive emner.

JR rejser det vigtige spørgsmål, om der overhovedet findes et særligt medfødt musikalsk talent. Det er selvfølgelig umuligt at besvare, med mindre man præciserer, hvad man skal forstå ved et talent. ”Sagen er nemlig, at der meget vel kan være mange faktorer, som har en genetisk komponent,” skriver JP og antyder dermed at talent har et genetisk fundament. Forholdet mellem arv og miljø bliver en central præmis i dette afsnit, hvor der også henvises til tvillingestudier og fortidens frenologi, hvor man mente, at hjernen havde særlige centre for mentale færdigheder som fx musik. Det ser ud som om de to forfattere har et forskelligt syn på talent, men det fremstår ikke helt klart. I stedet for at forholde sig til arv og miljø har TLC nogle interessante betragtninger over, at talent også handler om at få fat i de rette strategier, der fremmer en optimal læring. Man kommer ikke sovende til det, selvom JR viser, at de bedste sover mere end de mindre dygtige. Forklaringen er den, at hukommelsen konsolideres i søvnen.

Men har man vænnet sig til, at ”hjernen” ikke dominerer, og at bogen handler om musik og kognition, så er der til mange timers indholdsrig læsning, som kan gøre en klogere på, hvorfor nogle har absolut gehør, hvad den helt store musikoplevelse handler om og meget mere. Et spændende kapitel handler om musik og intelligens. TLC filosoferer over musikalsk intelligens og trækker særligt Johann Sebastian Bach frem. Den intelligente måde, denne store komponist har behandlet musikken på, viser os et kompliceret samspil mellem matematisk skarphed, stort emotionelt indhold og religiøse symboler. JR følger op med Mozarteffekten, som viste sig at være et flop. Godt nok viser nogle undersøgelser, at musikalsk træning kan fremme ens IQ, men der er mange forklaringer på denne effekt, som også peger på en indirekte virkning via den emotionelle (EQ) og sociale udvikling, som musikken kan bidrage med. Kapitlet peger tydeligt i retning af, at intelligens og følelser er uadskillelige som i musikken. Det er også i overensstemmelse med neurologen Antonio Damasio, der i bogen Looking for Spinoza viser, hvorfor kroppen og emotionerne er forudsætningen for en intelligent adfærd.

Men musikken bevæger os, og vi lader os bevæge, og denne bevægelse sætter gang i kroppens ubevidste emotioner, som vi kalder for følelser, når de bliver os bevidste. Musikken kan skabe fællesskab, og musikken kan forføre vores moral på godt og ondt skriver JR. Forsøgspersoner skulle tage stilling til, om en person burde snyde sig til offentlige midler, samtidig med at Mozarts musik spillede i baggrunden. Musikken påvirkede forsøgspersonerne positivt og gjorde dem venligt stemte overfor den, der skulle snyde modsat de forsøgspersoner, som fik den samme opgave men uden baggrundsmusik. De mente bestemt at det var forkert at snyde.

Musikken er som et barn, der med store uskyldige øjne kigger på alle de uforståelige ting, de voksne finder på, skriver TLC. Man tænker som læser uvægerligt på, om det er forklaringen på, så mange politikere lukker øjnene for en betrængt musikkultur. Musikken er trængt i defensiver, skriver TLC. Men der er en anden forklaring. Politikerne, som skærer ned på musikundervisning og kultur, er bange for musik og kunst, hævder filosoffen Martha Nussbaum, fordi kunst og følelser er en besværlig størrelse, når alt skal beregnes og kontrolleres. De to forfattere har vist os, hvorfor musikken med dens følelser også er en vigtig forudsætning for vores bevidsthed. Så måske kan læseren drage den forsigtige konklusion, at vi først forstår menneskets intelligens, når vi er blevet klogere på musikken, og her kan den aktuelle bog føre os et godt skridt videre. Og så burde bogen måske uddeles gratis til samtlige politikere på Christiansborg.