Forlaget Multivers udgiver i disse år en stor del af markedets mest interessante bøger om dansk musikhistorie – ikke mindst den fremragende serie om danske komponister, som nu er oppe på 13 biografier i kompakt og overskueligt format. Derfor er det også naturligt, at det er Multivers, der står for udgivelsen af en ny dansk musikhistorie i kort form.

Lektor Jens Hesselager fra Københavns Universitet giver i sin nye bog Musik i Danmark – den korte historie et overblik over den musikalske udvikling i landet i alle genrer fra urtidsgætterier og vikingeskjalde til hiphop og fællessang under Corona-nedlukningerne. Her er kapitler og afsnit om både bronzelurerne, folkeviser, kongelig underholdning, kirkens musik, stadsmusikanter, salonkultur, musik i skolen, jazzens indtog – og om Gasolin’ og Shu-bi-dua.

Hesselager introducerer i indledningen idéen om ”erindringssteder” som omdrejningspunktet for sin beretning, når han f.eks. tager udgangspunkt i monumentet Lurblæserne på Rådhuspladsen i København og både fortæller om de historiske instrumenter og deres mulige anvendelse og om lurerne som et langt senere nationalsymbol, f.eks. i forbindelsen med Genforeningen i 1920. De gamle danske folkeviser bliver ligeledes et erindringssted, som forfatteren folder ud ved hjælp af den danske romantiks brug af de gamle kilder i f.eks. operaer som Liden Kirsten og Drot og marsk. Fortiden mødes på tværs af århundrederne på en vældig interessant og perspektivrig måde.

Allerede når man læser bogens indholdsfortegnelse, er det med det samme klart, at dette er en fremstilling i tidens ånd. I dag skriver man musikhistorie på andre måder, end man gjorde for 100 år siden. Hver epoke lægger vægt på nye ting; før i tiden var hverken kønsdebat eller koloniherrekritik vigtige ingredienser i fremstillingen af musikhistorien – men med Jens Hesselagers ny bog får begge dele en fremtrædende rolle i fortællingen. De kvindelige komponister er på banen i en helt anden grad end det nogensinde tidligere har været tilfældet i samlede beskrivelser af dansk musikhistorie; Nils Schiørring nævner i sit trebindsværk Musikkens Historie i Danmark fra 1977-78 – som stadig er den nyeste større samlede danske musikhistorie – kun to af de 13 kvinder fra 1700-, 1800- og 1900-tallet, som Hesselager har med i sit kapitel om kvindelige danske komponister. Også musiklivet på Island, Færøerne samt i Vestindien og i Grønland får tilsammen 27 meget interessante sider i Hesselagers bog – næsten 10% af bogens samlede omfang. Meget af stoffet var i hvert fald helt nyt for denne læser.

Vægtningen af stoffet i en så bredt favnende musikhistorisk bog med undertitlen ”den korte historie” er naturligvis interessant. I en sammenfatning af den danske musikhistorie på færre end 300 sider, med kun omkring 2000 anslag pr. illustrationsfri side, må andet stof naturligvis så til gengæld træde i baggrunden, når man vælger at bruge mange sider på emner, som tidligere er blevet forsømt. Operagenren glider f.eks. fuldstændig ud af bogens sfære efter Carl Nielsens Maskarade fra 1906. Hverken Den Jyske Operas eller Den Anden Operas indsatser for genren er nævnt – og heller ikke landsdelsorkestrenes og de fire provinsmusikkonservatoriers opståen og betydning for musiklivet i hele landet er med. Masser af komponister, musikere, dirigenter, administratorer og smagsdommere med afgørende indflydelse på det danske musiklivs udvikling er enten slet ikke nævnt eller blot oplistet i selskab med samtidige eller ligesindede med kun ganske få kommentarer.

Det er helt sikkert alt sammen bevidste fravalg fra forfatterens og redaktionens side. Kunne man have valgt anderledes? Absolut – og det skriver Jens Hesselager også selv flere gange i bogen. Det herlige er, at Hesselager gennem sine valg belyser den danske musikhistorie på en måde, som ingen har gjort før ham. Så kan man være enig eller uenig i valg og fravalg, men sådan må det uomgængeligt være, hvis bogen ikke skulle være endt som én lang – eller rettere kort – pligtopremsning af personer og uropførelser.

Ingen bøger er totalt fejlfri, men der er dejligt langt mellem de småting, som selvfølgelig må snige sig ind på 288 sider; den danske arkæolog, som er nævnt på side 266, hedder rettelig J.J.A. Worsaae. Praksissen med at erstatte de oprindelige recitativer i f.eks. Mozarts operaer med talt dialog på Det Kongelige Teater begynder ikke med Don Juan i 1807 men allerede med Così fan tutte i 1798. Det ligner en redaktionel stavekontrolfejl, når komponisten Elisabeth Meyer – født i 1860 – får et overraskende Topsøe (samt en bindestreg) hæftet på sit efternavn, og dermed kommer til at hedde det samme som den danske sopran født i 1953. Redaktøren og korrekturlæseren kan heller ikke blive helt enige om at skrive titlen på J.A.P. Schulz’ opera Peters bryllup – som nævnes hele otte gange i bogen – med gamle eller nye retskrivningsregler.

Den sidste fejl var blevet fanget, hvis forlaget havde udstyret bogen med det person- og værkindeks, som jeg i høj grad manglede undervejs i læsningen. Man må regne med, at et værk om dansk musikhistorie ikke kun læses fortløbende som en sammenhængende læseoplevelse, men også skal bruges som opslagsværk. Det er ganske vanskeligt ud fra indholdsfortegnelsen alene, og det havde næppe lagt mere end 10 sider til bogens omfang at gøre den uendeligt meget mere brugervenlig. Hvis man f.eks. vil vide noget om komponisten Heinrich Schütz’ ophold i Danmark, skal man springe mellem side 75 og 81 alene for at læse om hans bidrag til Christian 4.s fest i 1634. På samme måde kan man læse om Peter Heises operaproduktion både på side 61 i et tidligt kapitel om danske folkeviser og senere igen på side 196 – med en henvisning til, at Drot og marsk er beskrevet ”ovenfor”. Ikke voldsomt imødekommende for den Heise-interesserede læser, som sandsynligvis ender med at slå op på nettet i stedet.

Alle disse småkværulantiske udgydelser fra en pedantisk forfatterkollega ændrer ikke på, at Jens Hesselager med sin nye bog har bidraget med en vigtig og overkommelig nutidig tolkning af den danske musikhistorie, hvor han råder bod på nogle af fortidens undladelsessynder – helt i tidens ånd. Som forfatteren selv skriver; ”Erindringssteder er ikke evige, men underkastet kontinuerlige forandringer. Statuer kan væltes og andre rejses”.