Det er en spændende historie ”fra det virkelige liv” om social og kulturel prestige, om kulturel bevidsthed og selvbevidsthed – og om en gårdmandsfamilie i Nordvestsjælland, der gennem musikalsk interesse og udøvelse skaber sig et image på egnen, som placerer den i særklasse i det sociale hierarki. Og det er en – formentlig ret enestående – fortælling om to sønner af en kulturelt bevidst gårdejer, som deler driften af gården mellem sig, så den ene (Johannes Olsen) tager sig af landbruget, den anden (Christian Olsen) af gårdens kulturelle liv.

Henrik Koudal har med lup, indføling og indsigt forsket i gården Torpelunds arkiver, som fortæller historien om, ”hvilken betydning dette hidtil ukendte musikliv har haft på en tilsyneladende almindelig landbrugsbedrift” (s.12). Det er perioden for 50-130 år siden. ”Det vil sige fra 1880, før de elektroniske medier, grammofon og radio, var opfundet, og til begyndelsen af 1960’erne, da båndoptager og fjernsyn blev almindelige i hjemmene, og ungdomskulturernes nye musik slog igennem.” (s.12)

Det er optegnelser fra Christian Olsen (1881-1961), som er den solide basis for beretningen. Det er ham, der har fortalt historien, og det er ham, der i alt væsentligt tog sig af den kulturelle side af gårdens liv, mens broderen tog sig af landbruget. Igennem bogen har Koudal fornøjelse af at finde eksempler på, hvilken status de to brødre havde. Blandt den almene landbefolkning var det landmanden Johannes, man gav respekt og anså for at være gårdens midtpunkt, mens man undrede sig over, hvad den anden – den violinspillende og ivrigt korresponderende Christian – egentlig gjorde godt for.

Faderen til de to, Jens Olsen (1835-1901), var den ene af to sønner af den driftige ejer af den store Skovgaard ved Jyderup St., Anders Olsen (1808-90). Denne var tillige krofatter og sognefoged – og dannebrogsmand! Altså en stor mand på en stor bedrift. Den oprindelige kro lå i en af Skovgaards længer, men da der i 1875 kom jernbane til Jyderup, nedlagde han kroen og byggede Hotel Skarridsø lige over for jernbanestationen. Stedet blev hurtigt byens førende, blandt andet fordi Anders Olsens levende musikinteresse fik ham til at forsyne det med en sal, som blev ramme om en vigtig del af egnens musikliv til langt op i det 20 århundrede.

Til trods for, at Jens var den ældste søn på Skovgaard, blev det ikke ham, der overtog gården, men hans tolv år yngre lillebror. Han selv købte i 1865 den mere beskedne Torpelund, som mildest talt var i en sølle stand – ”… det var let jord. På de højere beliggende steder blev sæden nemt svedet af, og på de lavere jorder stod der vand. (…) kvægbesætningen var ikke meget bevendt, for den var angrebet af lungesygdomme.” (s.24)

Jens var en dygtig landmand, og gradvist fik han udviklet Torpelund til en glimrende bedrift. Endda med anlæg af en park – et træk, som de øvrige landmænd vrængede lidt på næsen af, men som var kendetegnende for denne selvbevidste mand. Status, rekreation og kultur.

Jens blev gift med Johanne, som blev ham en kærlig, dygtig og fertil kone. De fik seks børn – tre piger og tre drenge. Hendes styrke og personlighed kom til at spille en afgørende rolle i Torpelunds liv. Hun overlevede sin mand med 37 år og døde i 1938, 94 år gammel.

Ved siden af sin dygtighed i landbruget var Jens en glimrende violinist, som i sin ungdom havde spillet til dans ”mod betaling” – ofte sammen med faderen, Anders Olsen. Fra sin barndom havde han ved siden af dansemusikken lært den lettere klassiske musik, men det blev hans spillemandsmusik, som overlevede ham og ”… i Torpelund-familiens selvforståelse [fik] en næsten sakral status” (s.37).

Denne dobbelte kultur – landbruget og musikken – kom til at præge Torpelund. Men altså efter faderens død fordelt på to af hans sønner, landmanden og ”den kulturelle”. Musikken var fortsat en vigtig del af Torpelunds liv. Så arven efter violinspilleren og landmanden Jens blev holdt i hævd. Gården var ikke meget større end de andre middelstore gårde på egnen, men det havde et kulturliv, som lignede det liv, der udspandt sig på de adelige godser. Man havde ”overskud til, at ejerfamilien helt eller delvist kunne frigøre sig fra at deltage i det manuelle arbejde med driften. I stedet kunne familien dyrke sine selskabelige, kunstneriske, intellektuelle eller andre interesser. Det var en kultur, der var påvirket af borgerskabet i byerne. Proprietærer er derfor også blevet kaldt borgerlige landmænd. (s.15)

Christian Olsens optegnelser tegner et billede af livet hos en sådan ”borgerlig” landmandsfamilie. Og Henrik Koudal formidler materialet med et skarpt blik for denne særlige kultur. Han viser hvordan Christians arbejde for stedets kulturelle velfærd blandt andet udløser en nærmest manisk korrespondance med mennesker, som han gerne vil forbindes med. Han inviterer til samvær og koncerter på Torpelund, og gradvist bliver stedet centrum for et kulturliv, som minder om det, der udspillede sig på godser som fx Fuglsang. Gæsterne var blandt andet godsejere fra egnen og komponister, musikere og skønånder fra København. Bogen rummer herlige gruppebilleder med fx godsejer Viggo Neergaard fra Fuglsang og familierne Moltke og Castenschiold, komponisterne Julius Röntgen og Louis Glass og musikere som violinisten Peder Møller og hertil beretninger om bl.a. Thit Jensens besøg og muntre breve.

Men hvad er det for et kulturliv, Torpelund repræsenterer? Her holder Koudal sig ikke tilbage. Det er en tilbageskuende æstetik, der præger gårdens musikliv og smag. Ved siden af faderens og farfaderens elskede spillemandsmusik er det præget af en romantiserende holdning til tonekunsten. Som Christian Olsen skriver er musikken ”sjælens sprog” (s.126). Repertoiremæssigt er der tale om bearbejdelser af klassiske partiturer for firehændigt klaver og mindre romantiske karakterstykker og romancer. Opførelsesmæssigt betyder denne holdning ”… fyldig tone på violin, udbredt pedalbrug på klaveret, dyrkelse af udtryksmæssige kontraster og tydeligt vibrato i romancesangen.” (s.126).

Denne holdning bringer familien ud i både tydelige og mere skjulte sammenstød med nyere tendenser i tidens tonekunst. Violinisten Peder Møller (bl.a. kendt for sin meget roste førsteopførelse af Carl Nielsens violinkoncert) er en flittig gæst på Torpelund. Han er ikke så lidt af en filur, og hans udfordrende løjer med musikken giver rynkede pander blandt gårdens beboere. Så hellere Louis Glass’ mere 1800-talsprægede musik. Glass og hans familie er i en periode hyppige gæster på Torpelund. Historien om dette og fx Glass’ skuffelse over, at Peder Møller hellere spillede Carl Nielsen end hans egen violinromance, er spændende læsning. – ”Glassfamilien kom flere gange senere i 1920’erne på besøg på Torpelund, men aldrig mens Møllers også var der” (s. 110).

Torpelund savner også helt forbindelse med tidens højskolebevægelse, selvom den udfolder sig tæt på dem. Sangen på gården er fx aldrig fællessang endsige højskolesang. Mon ikke det har sammenhæng med deres afstand til Carl Nielsen og alt hans væsen! – Det er solosangen – romancer og mere traditionelle folkelige sange – der præger samværet. Det bliver helt galt, da nogle unge lømler i næste generation tager ”amerikanske danse” (=jazz) med til ballerne på Torpelund. Så hører alting op!

Koudal breder dette liv ud i en meget veloplagt fremstilling, hvis absolutte tyngde er Christian Olsens person og virke. Hvad der muliggjorde dette kulturelle virke – gårdens drift og de personer, som slider med den – træder noget i baggrunden. Christian og hans musikalske søstre og – oven over det hele – moderen er bogens emne. Og sådan må det vel være. Strøtanker om omgivelserne syn på gårdens liv og på Christian og eventuelle konflikter i den forbindelse hører vi som nævnt kun sporadisk om.

Den eneste af børnene på Torpegård, som får børn, er Katrine, som bliver gift med violinisten Frederik Marke. De to bliver forældre til fire børn, hvoraf ingen har lyst til landbruget. Torpegård føres således videre af en person uden for familien, nemlig af tjenestekarlen Louis Helt, som nærmest havde familiær stilling. Den gode pointe er, at i ham blev de to sider af Torpelunds kultur igen forenet i én person – idet han i huset lærte at blive en glimrende violinist, samtidigt med at han blev gårdens praktiske overhoved.