Henrik Marstals bog Larmen på Strøget kom på gaden tidligere i år med Aarhus Universitetsforlag som fødselshjælper. Bogen rummer Marstals knap 400 sider lange fremstilling af folk-scenens fremvækst i Danmark – hvilket i praksis stort set vil sige København – med vægten lagt på 1960’erne. Forfatteren rækker dog et godt stykke tilbage ind i de konforme 1950’ere i jagten på det samlede billede, for det er her, vi finder en god del af grobunden for scenens fremvækst.

Når omvæltninger sker i samfundet, er der sjældent kun en enkelt udløsende faktor, og således også i dette tilfælde. De store træk med fremvækst af velfærdssamfund og en ung generation, der vender etablerede normer ryggen og nægter at affinde sig med tidligere tiders blik på rigtigt og forkert, kender vi udmærket. Marstals grundige research i forbindelse med bogen, som delvis rækker tilbage til arbejdet med hans Ph.d.-afhandling for et par årtier siden, bringer imidlertid f.eks. viden frem i lyset om 1950’ernes praksis indenfor fællessang i ungdomskredse, der er med til at berige (eller etablere) vores billede af dette forstadie til folk-scenens gennembrud nogle år senere.

Forfatteren har gravet sig godt ned i kildematerialet og sat de fundne brikker sammen på en måde, som ingen, så vidt jeg kan se, har været i nærheden af, når det gælder felt og periode. Hatten af for det! Et af de mest interessante mål med Marstals bog er dog at få nuanceret den ret fremherskende hjemlige forestilling om, at tressernes danske folk-scene stort set var en lokaliseret kopi af den engelske og især den amerikanske ditto. Datidens udnævnelser af Stig Møller til ”Den danske Donovan” og den herboende brite Rich. St. John til ”Den danske Dylan” er eksempler på, hvordan journalistisk overfladiskhed og almindelig semantisk dovenskab hurtigt kan få bredt fodfæste og etablere sig som sandheder, indtil nogen før eller siden prøver at yde kvalificeret modstand.

Der var nemlig flere stærke, specifikt danske energier i spil, da folkemusikken op igennem tresserne for en stund var i centrum i dansk populærmusik. Dels de førnævnte strømninger blandt 1950’ernes unge, der var på jagt efter et specifikt dansk sangrepertoire,  ud over hvad de kunne finde i gammelkendte kilder som salmebøger og Højskolesangbogen. Dels var flere af de centrale udøvende på den blomstrende scene født ind i traditionen for gårdsang, visesang og lignende græsrods-musiceren i Hovedstadens gamle boligstrøg. Desuden havde vi et hjemligt støtteapparat i form af bl.a. Dansk Folkemindesamling, der spillede en væsentlig (om end, som Marstal påpeger, ikke 100% uproblematisk) rolle, da folk’en vandt hjemligt indpas. Med afsæt i blandt andet disse forhold korrigerer Marstal vores billedet af en tid, hvor navne som Cæsar, Povl Dissing, Cy, Maia & Robert og Per Dich for en periode satte den populærmusikalske dagsorden herhjemme.

I sit arbejde med bogen har Marstal i det hele taget fundet masser af spændende og overset stof fra en tid, hvor ungdoms- og populærkultur fandt helt nye veje i Danmark. F.eks. slår han fast, at det ungdomsmiljø ved Storkespringvandet, som Cæsar besang i sit nok mest berømte bidrag til den danske sangskat, ikke havde en dyt at gøre med folkemusikscenen. Der kan have været et værdifællesskab i selve oppositionen til det etablerede, men ellers var de unge på Gammeltorv sin egen flok, forsamlet i en fælles oplevelse af kedsomhed og rastløshed.

Den danske folk-scene var et meget lille miljø – ikke mindst når det kom til mængden af skabende og udøvende kunstnere – og Marstal får også sat luppen på, hvad det forhold betød for verdensopfattelsen i den lille flok. Der var f.eks. meget åbenlyse ideologiske kompromisser, som man var nødt til at indgå, når man på den ene side hyldede egen genres ikke-kommercielle autenticitet samtidig med, at man grundet den danske pladebranches lidenhed, var i stald hos pop-kapitalisten Gustav Winckler sammen med alle de mikrofonsangerinder og schlager-artister, der stod for alt det, man foragtede i kulturel sammenhæng.

Også det progressive ”protestelement” i genren, som man gennem tiden lidt unuanceret har båret over fra fortællingen om den amerikanske folk-scene, tages under nødvendig behandling, for Danmark var trods alt ikke en del af den Vietnamkrig, der satte gigantiske spor i det amerikanske samfund. Herhjemme stod tradition højere end fornyelse blandt de udøvende, og en central skikkelse som Kjeld Ingrisch kunne f.eks. udfolde et tilbageskuende repertoire med bl.a. Julius Strandbergs skillingsviser uden at nogen indenfor miljøet løftede et øjenbryn.

Så langt, så godt. Marstal har gravet masser af spændende stof frem fra perioden, og han fortæller i bogens indledning, at arbejdet med den bl.a. udspringer af en dyb kærlighed til genren. Der ligger med andre ord en nødvendighed bag projektet – et, må vi antage, dybfølt ønske om at give os et mere nuanceret blik på en periode i nyere dansk kulturhistorie, som vi godt ved er vigtig, men som vi ikke har fået helt rigtigt fat på. Det er desværre med dette i mente, at bogens svagheder viser sig.

Henrik Marstal beskriver en relativt hurtigt overstået lille populærkulturel strømning i en lille hovedstad i et lille land. At få skåret helt skarpt, hvad der er folk, folkemusik, visesang, protestsang, gadesang, spillemandsmusik etc., er sin sag, når tidsperioden er kort og de kulturelle produkter relativt få. At grænserne desuden kan være let diffuse op mod både beat og bakkesangerinder(!), pigtråd, hippiemusik og den blues, som flere af genrens aktører enten kom fra, dyrkede sideløbende eller bevægede sig hen imod, gør ikke sagen bedre.

Dette forhold gør det bl.a. svært for alvor at lykkes med den kobling hen til folkscenens betydning for folkelivet på Strøget, som både omslagsbilleder og teksten på bogens bagside ellers gør meget ud af. Oplægget er, at genrens aktører var centrale i processen med at gøre Københavns nyindviede gågade til et folkeligt sted, hvor musik, gademaleri, gøgl etc. kunne udfolde sig, i stedet for at det fokus på det rendyrket merkantile, som de handlende ønskede, og som ordensmagten stod klar til at håndhæve, fik lov til at dominere.

Det er en spændende tanke, at Cæsars praksis som gadesanger har været med til at forme, hvordan Københavns gadeliv skulle udfolde sig i de kommende årtier, men om man kan argumentere så direkte ud fra den empiri, som en kortlivet, løst struktureret nichestrømning indenfor musiklivet byder på, er jeg ikke 100% overbevist om. Med bogens omslagsfotos af Cæsar på Strøget omgivet af civilklædte politibetjente har jeg faktisk Aarhus Universitetsforlag mistænkt for at tænke mere i salgbarhed, end hvad stoffets disponering og bogens argumentation kan holde til.

Hvad værre er, så har samme forlag gjort Henrik Marstal en bjørnetjeneste ved tilsyneladende ikke at stille en redaktør til rådighed i arbejdet med bogen. Den er simpelthen alt for lang! Hvis man som læser skal kunne tage seriøst at få en bog præsenteret som con amore-formidling, der har actionmættede billeder på omslaget og som ovenikøbet kan "tilgås af alle interesserede læsere uanset baggrund og forudsætninger", burde en vaks ansat have strammet op på Marstals meget ordrige behandlinger af stort som småt fra feltet.

Blandt andet stikker mængden af petitstof af undervejs. Så Cæsar var ikke lige populær til enhver tid i løbet af sin karriere? Jamen dog! Kender vi ikke den nøjagtige udgivelsesdato for singlen om ”Storkespringvandet”? Enten vil jeg høre om det, hvis historien er interessant, eller også er det bare støj i en fremstilling, der i forvejen kæmper med et overlæsset detaljeniveau! Ligeledes er mængden af gange, jeg som læser i samme kapitel skal informeres om, at OBS-trioen bestod af Cæsar, Balalajka-Ole og Steven Schwartz på grænsen til det komiske, og det er bl.a. denne mangel på redaktionel omhu, der ender med at slide mig op som læser.

Henrik Marstals meget verbose facon i teorifremstilling og analyser bliver ligeledes tyngende undervejs, selv om der intet overraskende er i, at han som profileret debattør mm. har meget på sit intellektuelle hjerte. Når han ikke er i selskab med en medforfatter eller anden form for sparringspartner, forsvinder han imidlertid ind i langtrukne, tungt diskuterende passager, der ender med at trække livet ud af formidlingen. Der hvor jeg for alvor mærker mennesket Marstal i fremstillingen, er til gengæld (og måske ikke overraskende) der, hvor han svinger sit feministisk forargede flammesværd over, hvordan tressernes frisind også kom til udtryk i f.eks. de sjofle viser på de Cæsar-LP’er, som Hans Reitzels Forlag udgav, fordi Gustav Winckler og pladeselskabet Sonet ikke turde. Der er altid brug for et kritisk blik på fortiden, men når sproget i denne del af bogen pludselig strømmer over med entydige domme i stedet for at holde stoffet lidt ud fra kroppen, er det måske på tide at overveje, om følelserne har taget lidt for meget over. Kortvarigt nærmer Marstal sig en anerkendelse af, at sjofle sange gennem tiden også har haft at gøre med en grundlæggende, og (i neutral forstand) barnlig interesse for det modsatte køn og seksualitetens mysterier, men jeg sidder tilbage med en grundlæggende følelse af, at han har svært ved at bære sin egen skuffelse over, at helten Cæsar ikke lever op til den aktuelle woke-standard.

Endelig kunne en redaktør måske også have plantet den tanke, at en højere grad af kronologisk fremstilling – om ikke andet så måske bare understøttende i grafisk form – kunne have givet et andet overblik for læseren end den strikt tematiske, som anvendes. Dette gælder ikke mindst, hvis samme læser forsøger at tilgå bogen uden den baggrundsviden, som Marstal ellers hævder er unødvendig. Takket være de spændende fund, som Marstal har gjort, er der absolut basis for at etablere en opdateret fortælling om disse vigtige år i dansk populærmusiks historie, men alt i alt har vi desværre ikke fået en fremstilling om emnet fra Marstals hånd, som for alvor engagerer og inviterer ind. Undertegnede føler sig faktisk ramt af en omvendt "kejserens nye klæder"-følelse efter endt læsning.

Sagen er ikke, at Marstal ikke har noget tøj på. Snarere at han får vævet, broderet og spundet så mange ender, at han bliver fuldstændig indhyllet i alt, alt for mange lag. Det bliver simpelthen for vanskeligt for undertegnede at mærke ham og hans begejstring for miljøet og den musik, som han som nævnt ellers lader os forstå, ligger hans hjerte nær.