H.C. Andersen var et teatermenneske foruden så meget andet, han var rastløs, rejste rundt, holdt af musik, skyede ensomheden og gik gerne ud om aftenen, så det kan ikke undre, at han også utallige gange i sit liv fandt sin vej til operaforestillinger både herhjemme og i udlandet. Omkring tusinde operabesøg i et helt liv kan dokumenteres og 285 forskellige operaer. Hvad det nu var for operaer, og hvor H.C. Andersen mon hørte dem, og hvad han skrev om det, har musikformidleren Henrik Engelbrecht nu kortlagt i et udførligt værk på næste 500 sider. Efter en kort og velskrevet introduktion til Andersens tidlige flirten med teatret og hans skuffelser, når det gjaldt en teaterkarriere i København, følger vi Andersen både herhjemme og by for by og opera for opera gennem Europa fra den første rejse i 1831 med Jægerbruden i Hamburg, indtil ”tæppefald” i 1875.

H.C. Andersen var ikke operaanmelder, og det han skriver om opera er i virkeligheden ikke i sig selv særlig interessant. Han havde heller ikke særligt held med sig som forfatter af operalibrettoer. Det er mest dagbogsnotater med betragtninger over sangere og især sangerinder, publikum – især når kongelige er til stede – og stemninger og operabygningernes indretning, men ikke mange betragtninger over selve indholdet. Det nærmeste vi kommer det, er vist hans oplevelse af Gounods Faust i Bordeaux i 1863, hvor han sammenligner Goethes version med den svage afglans af historien i operaen. 

Andersen var som bekendt stærkt optaget af den svenske sangerinde Jenny Lind, som da også optræder mange steder i bogen. Andersen var jo kendt i Europa, og som altid er det imponerende, hvilke personlige kontakter, han har eller får. I 1844 opsøger Meyerbeer ham i Berlin, og minsandten om de to ikke også taler om Jenny Lind og hendes popularitet. Og helt uventet er det, at han faktisk i 1855 selv i Zürich opsøgte Wagner og talte med denne om danske operakomponister, som Wagner, der ikke kendte til dette, lyttede på – sådan opfattede Andersen det i hvert fald – med ”stor Opmærksomhed”, og sagde, at det var ”et helt Eventyr fra Musikkens Verden”. En iagttagelse, som Andersen efter sit referat delagtiggør Wagner i, er, at denne er beslægtet med Bellmann derved, at han lige som denne ”selv digtede Texten til sin Musik” – dog med den skarpsindige tilføjelse: ”forresten hinanden aldeles modsatte”. Sådanne guldkorn er der kun få af, og som læser efterlades man grundlæggende med det indtryk, at Andersen ikke havde meget interessant at sige om sin tids opera. Men at han godt kunne, fremgår af et lille uddrag (s.344) af Lykke-Peer fra 1870, hvor han faktisk kan sige noget mere end almindeligt om operakunsten og det, han kalder fremtidsmusikken.

Det operarepertoire, som Anderen oplever er jo også hans tids. Det begynder i Odense allerede i 1818 (bortset fra en forestilling som barn), og der kunne han høre både Dittersdorf, Mozart, Kunzen og du Puys. Med årene kommer også Rossini med foruden som sagt Weber og Jægerbruden. Tidens repertoire er præget af netop Meyerbeers operaer og andre af datidens franske komponister, Auber, Boïeldieu, Halévy, Offenbach og Gounod, som nævnt, og blandt italienerne i øvrigt især Donizetti og Bellini. Verdi når han også at opleve og til sidst også Wagner, som nok var lige det mest avancerede for den romantiske Andersen. Om opførelsen af Mestersangerne i 1871 skriver han, at ”ouverturen var mig et Virvar, første Act bred og trættende, 2den Act blev livligere og tredje var i Digtning og Musik, fortræffelig”. Så fik den store Richard den. Men det skal dog siges om Andersen, at ved genhør stod andet og tredje akt af Mestersangerne ”klarere og meget interessante”, og det har han jo ret i. Og Tannhäuser skriver han også positivt om, og Hollænderen og især Lohengrin hører han mange gange. Andersen var jo også til svaner.

Denne bog hører til dem, som man i erkendelse af Andersens geni, nok må udgive på et eller andet tidspunkt, og som vi kan tåle at læse i, fordi vi ved fra anden side, hvor god Andersen er. Bogens opbygning omkring operahuse frem for et kronologisk forløb gør den imidlertid unødigt vanskelig og trættende at læse. Læseren tvinges til at springe rundt i tiden, fyldes med lange citater og får kun et begrænset indtryk på de sidste sider af, om der er en progression i hans operasyn, eller om han overhovedet har et sådant. Som formidling er bogen ikke vellykket, og som den foreligger, fremtræder den mere som en omhyggelig materialesamling end som formidling af Andersen. Der savnes ”flow” og egentlige ræsonnementer over, hvad Andersen havde at sige om opera. I litteraturlisten savner jeg en henvisning til min egen bog om August Bournonville fra 2005, hvor der står en del om Bournonville og Andersen, men det er jeg nok ene om. Bogen har modtaget støtte fra en lang række fonde, og i det ydre fremtræder bogen da også smukt omend ret traditionelt med et rigt billedmateriale. Den er tung både med hensyn til fysisk vægt og læselighed, men som sagt ikke i helt samme grad, når det gælder indhold og analyse. Men Andersen klarer sig nu en gang altid – også i operaen.