Lea Wierød Borčak, forsker ved Sangens Hus og Center for Grundtvigforskning, og Henrik Marstal, lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium, har begge markeret sig med musikvidenskabelig forskning i fællessang. Sammen har de to fællessangsforskere udgivet en bog på Forlaget Højskolerne: Fællessang – fælles sag? En bog om sang som kollektiv handling. 

Bogen er i høj grad relevant. Fællessangen blomstrer i disse år i både små og – især – store formater, og DRs nationale manifestation under corona-pandemien kan ikke været gået nogen musikinteresseret dansk næse forbi. Fællessangen bliver ved med at dukke op i den offentlige samtale, hvor en tilsyneladende endeløs strøm af stemmer hylder dens sundheds-, trivsels-, demokrati-, dannelses- og fællesskabsunderstøttende egenskaber. Denne hyldest har til og med flere gange ført til at politikere har fremsat forslag om obligatorisk morgensang i skolen, senest kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Uden at ville tage stilling til det skolepolitiske spørgsmål må det påpeges, at fællessangs-lovsangen bygger på et mildt sagt spinkelt vidensgrundlag. Vi er nok mange, der kan lide at synge sammen med andre og samtidig er tilhængere af både sundhed, trivsel, demokrati, dannelse og fællesskab – men ret beset ved de færreste noget om sammenhængen mellem disse, endsige om de musikalske og performative aspekter heraf. Der er grænser for hvad man kan tage endorfin til indtægt for, hvor bekvem en sådan trylledrik-forklaring end måtte være. 

Borčaks og Marstals bog er derfor yderst velkommen, jeg vil endda mene nødvendig, og det er en befrielse at se dem punktere det herskende fællesskabs-narrativ allerede i bogens titel: ”fælles sag?” der med sit afsluttende spørgsmålstegn umisforståeligt lægger op til diskussion. Forfatterne toner da også rent flag i indledningen, hvor de erklærer at ”fællessangskulturen har brug for at blive sat under kritisk debat,” idet den ifølge dem er ”langt fra ʼuskyldigʼ i ideologisk henseende” (s. 5). 

Herefter følger et ”anslag” om forfatternes personlige forhold til sang samt en kort introduktion til bogens væsentligste begreber: fællessang og fællessangskultur. Bogens 12 egentlige kapitler har forfatterne pædagogisk ordnet i fem tematiske afdelinger, der kan sammenfattes som 1. diskursen om fællessang (kap. 1-2), 2. in- eller eksklusion? (kap. 3-4), 3. fællessang og medier (kap. 5-6), 4. fællessangens opførelsespraksis (kap. 8) og 5. fællessangen og det nationale spørgsmål (kap. 9-11). Syv kapitler bygger på tidligere publiceret forskning, og yderligere to kapitler (7 og 12) har form af en diskussion mellem forfatterne.

Sang og forskning som kollektiv handling

Med denne opbygning lader forfatterne til at ville overføre den ”kollektiv[e] handling”, som de beskriver fællessangen som, til bogens struktur. I anslagets personlige præsentationer mærkes en sympatisk intention om selvrefleksion og åbne kort, i god etnologisk og antropologisk tradition. Det markeres dermed tydeligt at forfatterne nok er vidende, men ikke alvidende: Læseren hører to situerede stemmer blandt mange mulige. Denne potentielle flerstemmighed mærkes tydeligst i de to diskussionskapitler, som med deres dialogiske form og implicitte læser-invitation accentuerer det hermeneutiske i humanistisk forskningstradition. En så markant epistemologisk udmelding, der endda vil understrege sit slægtskab med bogens tema, er ikke hverdagskost i dansk musikforskning og skal hilses varmt velkommen herfra. Selv om den ikke nævnes i bogens omfattende litteraturliste, giver denne fremgangsmåde associationer til Charles Keil og Steven Felds klassiker fra 1994, Music Grooves, der med undertitlen ”Essays and Dialogues” netop er et forsøg på at gentænke musikforskningens former, metodisk såvel som formidlingsmæssigt. Borčak og Marstal går ikke så vidt som de amerikanske forbilleder, der på bogens tilhørende hjemmeside konkret opmuntrer deres læsere til at ”join our dialogues”, men den inkluderende hensigt er tydeligt til stede og hører efter anmelderens opfattelse til bogens største fordele. Det er desuden hendes håb at kritiske passager i denne anmeldelse vil blive læst i netop denne ånd.

Fænomenet fællessang

Forfatterne definerer fællessang som en kollektiv sanghandling (s. 13) i spændet mellem tradition, repertoire og praksis, medens fællessangskultur defineres ud fra et klassisk musiketnologisk paradigme: ”tilgange, forståelser, vaner og praksisser, der er knyttet til fællessangen” (s. 13). Der lægges særlig vægt på fællessangens karakter af musikalsk praksis, med henvisning til musikforskeren Christopher Small og hans skoledannende bog Musicking, og på fællessang som social deltagelse, med henvisning til den ligeledes betydningsfulde musiketnolog Thomas Turino og hans Music as Social Life (s. 14-16). Det må dog siges at denne forankring forbliver af mere abstrakt teoretisk karakter, idet forfatterne kun ved enkelte lejligheder kommer i nærheden af konkrete fællessangssituationer og syngende mennesker. Fællessangen beskrives primært i helikopterperspektiv ud fra dens rammer og institutioner, og den undersøges først og fremmest ved hjælp af sociologisk teori og medieteori. Desuden forekommer praksis/deltagelse-paradigmet ikke helt konsistent de mange steder hvor fællessangens lyd beskrives med vurderende æstetiske termer, her blot to eksempler: ”[at] selve kvaliteten af fællessangsafsyngningen ikke behøver at være særlig høj, endsige til stede overhovedet” (s. 13) og ”glæden ved at synge sammen [får] ofte forrang over de fordringer til kvalitet i udførelsen, som vi med rette ellers forventer er til stede i musikalske sammenhænge” (s. 208). Her savner jeg en definition af kvalitetsbegrebet. Turino fremsætter flere gange varianter af sin grundlæggende opfattelse af musikalske kvalitetsvurderinger, fx således: ”[…] the quality of the performance is ultimately judged on the level of participation achieved,” med rod i følgende grundsyn:

[…] I want to argue that these situations of participatory music making are not just informal or amateur, that is, lesser versions of the ʻreal musicʼ made by the pros but that, in fact, they are something else – a different form of art and activity entirely – and that they should be conceptualized and valued as such.

Der er altså forskel på kvalitet.

I traditionen efter den danske sanghistoriker Karl Clausen, som i Dansk Folkesang gennem 150 år – endnu den eneste komplette monografi i emnet – opererede med kategorierne folkelig sang og folkesang hhv. ”den skjulte sang,” skelner Borčak og Marstal mellem formaliseret og ikke-formaliseret fællessang. Selv om forfatterne understreger vigtigheden af at bringe fællessangens ”skyggeside” i spil (s. 30), er denne stærkt underrepræsenteret i bogen, hvilket de da også selv kritiserer (s. 36). Det er ærgerligt, at der trods forfatternes beklagelse af manglende sprog og feltstudier (s. 36) ikke i det mindste gøres et forsøg på et enkelt kapitel om den ikke-formaliserede fællessang. Det ville jeg gerne have læst. Helt uden viden om eller kilder til spontan, folkelig eller ikke-formaliseret fællessang er vi trods alt ikke; Svend Nielsen har skrevet om børns sang, Lene Halskov Hansen om skurvognssang, og flere årtiers rødstrømpe-, arbejder-, og andre gruppers sang er dokumenteret på både lyd og billede samt i skrift. Henrik Marstal har endda for nylig skrevet en hel bog om ”1960’ernes danske folk-scene” som også har berøring med fællessang. Ser man ud over dansk musikforskning, findes der desuden en rig international litteratur om fællessangstraditioner og andre ikke-formaliserede musiktraditioner at lade sig inspirere af. Det ville være i bogens kritiske og delvis dekonstruktivistiske ånd at studere dansk ikke-formaliseret fællessang i et større internationalt perspektiv. I stedet fremstår den som noget sekundært til det formaliserede (kvasi-nationale) hovedspor – den skjulte sang forbliver skjult, selv om man godt kunne argumentere for at den er al fællessangs oprindelse. Det beror muligvis på en snæver opfattelse af den ikke-formaliserede fællessang, men en diskussion af gråzoner, forhandlinger og dialoger mellem de to kategorier havde også været interessant. Med denne kritik bør flere forslag til videre forskning være givet.

Perspektiver på fællessangen – bogens fem temaer

I første afdeling skildres fællessangen i et historisk perspektiv med vægt på fællessangens (altså, den formaliserede) ”genetablering” (s. 45) eller ”genkomst” (s. 48) i 2000-tallet og med særligt fokus på tesen om ”den melocentriske vending”: ”Det centrale er blevet selve sanghandlingen, mens spørgsmålet om hvad der synges, er mindre signifikant.” (s. 7 og s. 79).   

Herefter følger de to kapitler der tager narrativet om fællessangens inkluderende og fællesskabsunderstøttende egenskaber under både kærlig og kritisk behandling. Det er især disse kapitler, jeg vil anbefale politiske fællessangsdebattører at læse. Foruden dissektionen af spændingsfeltet mellem in- og eksklusion udmærker kapitlerne sig ved at bringe udsagn fra en række fællessangsaktører, hvilket ikke blot giver fremstillingen mere kød og blod, men også større troværdighed. Jeg vil særligt fremhæve skarpheden i radiovært Nanna Mogensens kritik af (efter hendes opfattelse) fællessangskulturens selvgodhed og forløjethed (s. 120-121). Og performancekunstner Niels Lyhne Løkkegaards vakuumering af højskolesangbøger i 2020 (s. 131-140) er et befriende bidrag til samtalen om fællessang, som i lyset af den aktuelle diskussion om forbud mod afbrænding af religiøse bøger fremstår som noget nær profetisk. 

Kapitlerne om medialisering og DRs fællessangsprogrammer under pandemien er tyngede af en del teori, hvilket må forventes at indsnævre læserskaren, men det er også en virkelig interessant undersøgelse af en enestående case, som udmærker sig ved at referere interviews med programmernes producenter. Derigennem kan man følge tilblivelsesprocessen på nært hold. Ud i stuerne til syngende mennesker kommer man dog ikke. Teorien anvendes og giver mening, og de to kapitler bliver endnu et indspark i den kritiske behandling af fællesskabsfortællingen.  

Kapitlet om fællessangens opførelsespraksis berører ideer om nymundtlighed og gehørstradering (s. 204-205), ligesom den norske forsker i musikuddannelse Tiri Bergesen Scheis begreb stemmeskam introduceres (s. 213). Nogle musikeksempler havde været en fordel i særligt dette kapitel.

Den sidste afdeling om det nationale i fællessangen er på i alt 96 sider og dermed nærmest en studie i studien. Den består af tre kapitler om hhv. de traditionelle fædrelandssange (kap. 9), moderne danmarkssange (kap. 10) og en diskussion af ”postnationale aspekter” (kap. 11). Det er en velskrevet afdeling som med sit kritiske fokus på forholdet mellem fællessang og national identitetsdannelse er absolut relevant i diskussionen om fællessangen, og kapitlerne rummer mange interessante analyser. Vægten på sangtekster og sangbøger gør det imidlertid vanskeligt at se hvordan de mennesker der synger disse sange – hvis de, fx danmarkssangene, overhovedet synges som fællessang – forholder sig til repertoiret. Det er svært at få øje på den ”kollektive sanghandling” som mere end en idé. Det må også påpeges at en sang ikke nødvendigvis synges, blot fordi den står i en sangbog. Tværtimod kan en fastholdelse af en ældre sang i nye udgaver være et symptom på, at den er truet, og at fællessangere har andre sangvaner end sangbogsredaktioner. Man kan håbe at forskere og musikstuderende vil lade sig inspirere af disse tre kapitler og arbejde videre i øjenhøjde med fællessangere og andre aktører. 

Hverken forfattere eller redaktion ytrer sig om den intenderede modtager. At bogen er udgivet på Højskolernes Forlag kunne tyde på et bredt sigte. Diskursen er imidlertid akademisk, hvilket får anmelderen til at tvivle noget på, hvor langt den faktisk vil nå ud. Jeg vil dog klart anbefale alle sang-, fællesskabs-, og i det hele taget kulturinteresserede at læse den. Lea Wierød Borčak og Henrik Marstal har med Fællessang – fælles sag? givet et både omfattende og koncentreret udspil i en vigtig diskussion som bør stimulere til yderligere forskning og samtale i emnet.