Knudåge Riisager (1897-1974) var en af 1900-tallets betydeligste danske komponister, men kræver det ligefrem et værk på henved 800 sider at slå den pointe fast? Efter min mening: helt bestemt. De bedste af Riisagers værker er for gode til at blive glemt, men bortset fra balletentusiaster er han i dag næppe nok et navn for mange selv nogenlunde musikkyndige. Det vigtigste stof i dette tobindsværk er de detaljerede værkgennemgange, der kommer rundt om – og langt ind i – de fleste af Riisagers kompositioner. Selv for fans af komponisten vil det meste have nyhedens interesse.
    Claus Røllum-Larsen skriver i indledningen, at bogen ikke er en biografi, men det er svært at finde nogen mere passende betegnelse. Det er, med den gængse engelske betegnelse, en ’life and work’-biografi, hvor analysen af værkerne er sat ind i en livshistorisk ramme, der rigtignok er temmelig smal, mens analysedelen er bred. Helheden rummer mere ’work’ end ’life’, kan man sige.
    Røllum-Larsen holder i det hele taget en vis distance til privatpersonen Knudåge Riisager, som han betegnende nok er på efternavn eller på fuldt navn med, aldrig på fornavn. Der ledes ikke efter selvbiografiske oplevelser eller erfaringer bag værkerne. I den som i andre henseender er Knudåge Riisager – komponist og skribent en helt anderledes komponistbiografi end f.eks. Jørgen I. Jensens Carl Nielsen – danskeren (1991). Hvor Jensen tolker rækken af Nielsens hovedværker som oprivende psykodramaer – læseren føler sig undertiden indforskrevet til scener fra et ægteskab – dér er det snarere fagmandens ’hvordan’ end fortolkerens ’hvorfor’, der optager Røllum-Larsen.
    Hvis Riisager skulle have været udsat for rystende oplevelser i sit liv, så har Røllum-Larsen ikke fundet det værd at nævne, lige bortset fra en periode, hvor han måtte gå under jorden i besættelsens sidste måneder. Eller også har forfatteren fundet private erfaringer irrelevante for hovedprojektet, som er at give et grundig, kronologisk ordnet analyse af Riisagers musikalske værker, og ikke at forglemme: af hans ganske omfattende essayistiske forfatterskab.
    Forskellen på Nielsen- og Riisager-biografierne kan til en vis grad forklares ud fra de to komponisters egenart. Nielsen videreførte med sin første symfoni traditionen fra Brahms og dermed en tysk-østrigsk musikopfattelse, som var subjektiv og præget af dynamisk udfoldelse. Sådan så Riisager i hvert fald på den sag, men andre har tværtimod betonet det ikke-romantiske og ikke-kontinental-europæiske ved Nielsens værk.
    Hvorom alting er: Allerede som ung var Riisager mere interesseret i moderne franske komponister, bl.a. Maurice Ravel og Albert Roussel. Som han skrev i tilbageblik på sine studieår i 20ernes Frankrig: ”Alt, hvad der hed musik, det foregik dengang i Paris.” Hvor den tyske tradition fremhæver kontraster og subjektive dybder (fx i sonateformen), tilstræbte Riisager en slags objektivitet. Den aktuelle franske musik nedtonede det episke og gik så langt som til at forme musikken, så den fremstod statisk, som en slags klangskulpturer. Og man søgte tilbage i musikhistorien for at genbruge modeller fra klassicismen og barokken. Alt hvad der lugtede af føleri og sentimentalitet var bandlyst.
    Så når Jørgen I. Jensen og Claus Røllum-Larsen griber deres respektive opgaver så forskelligt an, kan den vigtigste grund meget vel være, at de to komponister lagde noget helt forskelligt i deres kunstneriske arbejde og derfor inviterer til forskellige slags analyser.
    Der er meget godt at sige om Røllum-Larsens angrebsvinkel. Det kan ikke betones stærkt nok, at hans researcharbejde har været gigantisk, og det er velgørende at se, hvorledes han hele tiden fokuserer på det enkelte værks særlige kvalitet. Sagt ligeud: Alle og enhver kan blive ramt af hjertesorger og opleve modgang, som man nemt kan fylde en biografi med. Men det er ikke alle og enhver, der som Røllum-Larsen har så megen indsigt i musikkens maskinrum, at han kan slå ned på, hvori det enestående og uforvekslelige ved et kunstværk består.
    Men den prisværdige evne til at sætte værkerne i centrum har også sine omkostninger. Man får forholdsvis lidt at vide om Riisagers dobbelte identitet som administrator og kunstner. Det var sin sag at være levebrødskomponist i et lille land som Danmark, så derfor valgte han at blive cand. polit. og arbejdede i mange år som ekspeditionssekretær, senere kontorchef i central-administrationen. Det job var der ikke meget musik i, og man får et lille glimt af, hvad det kunne omfatte: at komme på uanmeldt besøg hos gårdejere for at kontrollere, om størrelsen af deres kvæghold holdt sig inden for det tilladte. Jeg har svært ved at forestille mig, at det måtte være ønskejobbet for en person med en komponist i maven! Jeg ville gætte på, at deltidskomponistens opspaltede tilværelse ikke var videre tilfredsstillende, men om det administrative arbejde ligefrem hang ham ud af halsen, eller om han var tilfreds med at føre et så afvekslende liv – derom er Røllum-Larsen tavs.
    Det kan naturligvis skyldes, at der ikke er kilder til at belyse spørgsmålet. Til gengæld tror man gerne, at Riisager langt senere følte, at de administrative erfaringer kom ham til gavn, nemlig da han blev direktør for Musikkonservatoriet. Kun et menneske med et så usædvanligt fyldigt cv kunne honorere de mange forskellige krav til en så krævende post. Et lidt beslægtet spørgsmål kunne have fortjent en nærmere undersøgelse: Hvordan forenede han i praksis det seriøse med det legende? Den vidende essayist, der holdt en høj intellektuel standard i sine analyser, var nær ven af Storm P., som han skabte balletten Benzin(1928) sammen med, og på sine ældre dage var han medlem af en kreds af humorister.
    Og hvordan kan det være, at Riisager efter det foreliggende værk at dømme tilsyneladende aldrig løb ind i produktionskriser? Han var i eminent grad det, englænderne kalder ”versatil”, altså fleksibel og smidig. Skønt han ikke havde nogen konservatorieuddannelse, var han mildt sagt en dygtig håndværker. Det var ikke noget problem for ham at nedskrive orkestermusik direkte, uden at have et klaver til at efterprøve harmonier på, og hans indsigt i instrumentation var meget sikker; og helt usædvanlig for en person, der ikke var konservatorieuddannet.
    Lejlighedsmusik kunne han levere til alle mulige anledninger, og han arbejdede tæt sammen med balletfolk, først og fremmest Harald Lander; de balletter, de skabte i fællesskab, tilhører kernerepertoiret i 1900-tallets danske og til dels udenlandske ballet.
    Han skrev sågar melodien til Danmarks Frihedssang (som jeg vender tilbage til). Hertil kommer kantater, børnesange, symfonier, kortere orkesterstykker – og en mængde essays. Både efter Røllum-Larsens og min mening var han usædvanligt velskrivende, uanset om det drejer sig om sansede, musikalske reportager fra Frankrig – hvor han bl.a. giver et spillevende interviewportræt af den beundrede Ravel. Eller om bidrag til den aktuelle avisdebat, hvor han med overblik og hvas pen behandlede emner, der spændte fra symfoniens fremtid til fornuftig og især ufornuftig kulturpolitik.
    Som de fleste tænksomme mennesker kunne han skifte mening om dette og hint. I 1920erne var jazzen et nyt og eksotisk bekendtskab, som også interesserede den unge Riisager. Men den tidlige interesse blev i 1940erne afløst af modvilje. Her var ét punkt, hvor han var uenig med to af sine idoler: Ravel og Igor Stravinsky.
    Endnu mere afvisende (og dårligt begrundet!) var hans syn på Beatles; alene de primitive instrumenter gjorde det efter hans mening umuligt at frembringe god musik. Her glemmer Riisager, at der faktisk kan spilles fremragende på guitar, bas og trommer!
    Kunst- og kulturhistorien er som bekendt spækket med personer, der var vildt progressive i deres ungdom, for så at blive reaktionære i deres alderdom. Den skabelon passer Riisager kun delvis ind i. Som ung var han på mange måder en rabiat avantgardist, som forsøgte sig med musikalsk dadaisme og futurisme. Det kom han i tanke om, da han i 60erne lærte en meget yngre avantgarde at kende. Ret beset var mange af de nye proklamationer og paroler ikke så nye endda, men gentagelser af gamle positioner. Hvad man omkring 1970 kaldte ’happenings’, altså kunst med et politisk sigte udsprunget af hverdagen, og med et absurd præg, dét var også på dagsordenen i 20erne; kun ordet var ikke opfundet. Som konservatorierektor viste han ikke desto mindre sympati med de unge fornyere, uden dog at glemme, at han var rektor for hele konservatoriet.
    Samfundspolitiske og fagpolitiske holdninger kan ligge langt fra hinanden, også i én og samme person. Hvad Riisager stemte på som ung, fremgår ikke af bogen, men som ældre blev han medlem af Det Konservative Folkeparti og lod sig endda opstille på Frederiksberg som kandidat for partiet. Det var i høj grad erfaringer med de totalitære systemer, Nazityskland og Sovjetunionen, der var afgørende for hans politiske orientering.
    Med sit kompromisløst negative syn på Sovjetunionen kom han i et klart modsætningsforhold til nogle af de kulturradikale kunstnere, som havde været hans venner og samarbejdspartnere tilbage i mellemkrigstiden. I de sidste måneder af besættelsestiden blev Danmarks Frihedssang (”En vinter lang og mørk og hård…”) skrevet af et makkerpar, der ikke længe efter, under den kolde krig, stod som politiske modstandere: litteraturforskeren og kommunisten Sven Møller Kristensen – og den overbeviste liberalist Riisager. Ikke engang jazzen kunne de blive enige om: Kristensen var for, Riisager som sagt imod.
    En pudsig fodnote knytter sig til historien om frihedssangen: Arbejdet med den var så hemmeligt, at det først var efter tyskernes kapitulation, de to ophavsmænd fik at vide, hvem den anden var! Røllum-Larsen gør i øvrigt opmærksom på, at melodien ikke minder om noget, man kan finde i Danmarks Melodibog og genremæssigt må betegnes som en ”fransk march” – ligesom Marseillaisen. Den frankofile orientering fornægtede sig ikke!
    Riisagers politiske konservatisme, der stærkt fremhævede friheden som ideal og snarere burde kaldes liberalisme, skal ikke forveksles med modvilje mod kunstneriske eksperimenter. Han forholdt sig skeptisk til Schönbergs tolvtonemusik, men han havde respekt for manden og blik for hans format – og forsøgte sig selv med kompositionsmetoden. Men kun i forbigående.
    Røllum-Larsen rutter ikke med de store ord og gør sig ikke til reklamesøjle for Riisager, men han har skabt forarbejdet for læserens og lytterens selvstændige vurdering, bl.a. ved at præsentere en række værker på to cd’er, der følger med bogen. I den bedste af alle verdener havde den budt på flere nyindspilninger (og færre fragmenter af værker!), men her har økonomien og cd-mediets kapacitet nok sat visse grænser. Og under alle omstændigheder slår cd’erne en pointe fast: Riisager blev ikke dårligere med årene, snarere tværtimod.
    Hvad skal man fremhæve af hans store produktion? Lad mig starte i den mere forbeholdne ende. Riisager forekommer mig mindst interessant i værker, der lægger sig tæt op af 20ernes franske musik. Et eksempel kunne være den lille concertino for trompet og orkester. Den er elegant, klart og farverigt instrumenteret, barnlig på en lidt indsmigrende måde. Men den er også temmelig konventionel – og glemt, så snart man har hørt den.
    Men så er der mesterværket Etudes, en medrivende ballet og kronjuvelen i Riisagers og Landers samarbejde. Det overraskende musikalske udgangspunkt var nogle etuder af 1800-tals-komponisten Carl Czerny. Disse fingerøvelser, frit behandlet af Riisager, danner en parallel med de balletøvelser, der samtidig finder sted på scenen. Selve ideen er dybt original, og både visuelt og auditivt er den gennemført med elegance og overrumplende humor. Også her er tonesproget præget af fransk mellemkrigstid, men hvor trompet-concertinoen, lidt uvenligt sagt, var et stykke upersonlig neo-barok, musik på tube, er Etudes et pletskud. Der er mange, der kender Czernys etuder fra barndommens klaverterperi. Men det var først Riisager, der havde øre for deres kunstneriske potentiale.
    En helt anden forestillingsverden møder vi i et tidligere samarbejde med Lander, balletten med den grønlandske titel Qarrtsiluni (1938). I begyndelsen råder mørket og stilheden. En gruppe grønlændere venter på lysets komme efter den lange nat. Nordlyset skildres med en overvældende instrumentel farvepragt, der ledsages af mørke trommelyde.
    Og endelig er der mine ganske specielle favoritter, to orkesterstykker fra den senere del af værkrækken. Det ene bærer et næsten uudtaleligt navn: Archæopteryx (1949). Det er et grotesk stemningsbillede fra en umådeligt fjern urtid, hvor Riisager tegner et tonemaleri af det fossile dyr med det besynderlige navn, en mellemting mellem en øgle og en fugl, hvis skelet vat blevet fundet i 1861. Inspirationen var hentet i følgende linjer af den danske forfatter Knud Hjortø: ”Jeg tænker mig fuglekrybdyret – Archæopteryx – sidde og slå sine knastørre triller ved randen af kridthavet. Det må ha’ været storslået hæsligt.” De knastørre triller spilles af en solofagot, for mig at høre med venlig hilsen til Stravinskys Le sacre du printemps. Men måske også til vennen Storm P.? Det groteske og det humoristiske danner naboskab hos begge kunstnere.
    Det sidste værk fra Riisagers hånd er måske det bedste: Til Apollon. Lysets gud (1973) er en hyldest til lyset og et eksempel på den rumvirkning, Riisager tilstræbte. Værket viser ham som en stor kolorist, der lader forskellige klange, fortrinsvis lyse, interferere og glide ind over hinanden. Her er idealet om en tidsophævende, skulpturel musik virkeliggjort, og virkningen er ganske betagende. Den eneste komponist, jeg kender, som har været ude i et lignende ærinde, er den fransk-amerikanske Edgar Varèse.

”For my money, he is Denmark´s finest composer after Nielsen”, skrev den indflydelsesrige amerikanske musikkritiker David Hurwitz i en anmeldelse af en cd med værker af Riisager, som han også har udtalt sig stærkt rosende om ved andre lejligheder. Den slags hitliste-markeringer giver sjældent megen mening, og Hurwitz’ begejstringsudbrud nævnes kun her, fordi de måske kunne varsle et internationalt gennembrud for hans musik – eller sætte danske mæcener og kultursponsorer i gang med noget pr-arbejde. Claus Røllum-Larsen har gjort Riisager og os andre en kæmpetjeneste med dette værk, der kyndigt og velformuleret præsenterer og analyserer alle herlighederne.