Christian Munch-Hansen vil nok af mange jazzinteresserede være kendt som jazzanmelder, først i Information og siden i Politiken frem til 2018, hvor jazzstoffet blev nedprioriteret. I 2008 redigerede han desuden By af Jazz i anledning af Copenhagen Jazz Festivals 30-års jubilæum. Også i Publimus har han skrevet om jazz, artikler om Coltrane og Finn Saverys third stream musik, samt anmeldelser af bøger om mange forskellige emner.

I Lyden af solen skriver han imidlertid om meget andet end jazz. Bogen rummer både eksempler på klassisk musik (fortrinsvis nyere), populærmusik, jazz og en hel del midt imellem. Det er imidlertid ikke de forskellige genrer, Munch-Hansen er optaget af, men derimod af musikkens evne til at pege ud over sig selv, sådan som det markeres i undertitlen ”Essays om musik og tro”.

I prologen stiller Munch-Hansen spørgsmålet, om ”musik kan gøre os klogere på kristendommen med dens mysterier og eksistentielle temaer”, og resten af bogen er et indirekte svar på spørgsmålet: Ja det kan den, hvis vi lader ”musikken tale til os som en del af livet frem for at blive i den snævre opfattelse, at musik udelukkende er en slags underholdning eller forskønnelse af tilværelsen”.

Denne tanke udfolder Munch-Hansen i bogens 14 små essays. Han giver en række eksempler på, hvorledes musik – men også film og litteratur – er knyttet til de store temaer i livet og ”i sidste ende kan vise tilbage til Gud som al tings ophav”. Bogens musikopfattelse har således sit udspring i ”en universel skabelsesteologi” svarende til den, man finder hos nyere musikteologer som Jeromy Begbie.

Udvalget af musikeksempler favner et meget bredt spektrum af musikalske genrer og æstetiske positioner. Der er således eksempler med så forskellige kunstnere som Joni Mitchell og Beach Boys, Keith Jarrett, U2 og John Lee Hooker, den amerikanske (jazz)komponist og dirigent Maria Schneider, J.S. Bach, John Coltrane, Steve Reich, Bob Dylan og Olivier Messiaen, men også med flere af mig ukendte kunstnere som den norske eksperimenterende guitarist Tore Elgarøy, den finske komponist/jazzmusiker Ira Haarla og den japanske komponist Ryoichi Sakamoto med musik til filmen The Revenant. Ovennævnte række af eksempler – som slet ikke er fuldstændig – bryder med alle de faste ”båse”, som ofte indhegner musikkens publikum, og denne åbenhed er en af bogens store fortjenester.

Forfatterens personlige oplevelse og begejstring præger alle essayene, og dermed også valget af musikeksempler. Men det er også tydeligt, at eksemplerne er valgt, fordi de peger ud over sig selv. Der kan fortælles umiddelbart gribende historier om dem, som når Messiaen komponerer sin berømte Kvartet til tidens ende under miserable kår i en tysk fangelejr, eller når Coltrane, da han er kommet fri af sin stofafhængighed, beslutter at vie sit liv til at skabe musik til Guds ære og flere år efter gør dette med A love Supreme. Teksterne til musikken kan danne udgangspunkt for behandlingen af store temaer som miljø (Beach Boys’ ”A Day in a Life of a Tree”), angsten for fremtiden (Dylans ”Ring Them Bells”) eller oplevelsen af meningsløs død (U2’s ”Wake up, Dead Man”). Selv i de tilfælde, hvor musikken ikke synes at have nogen åbenlys tilknytning til noget uden for sig selv – fx Keith Jarretts ”Old Man River” og Steve Reichs tidlige stykker med gradvis faseforskydning – fører beskrivelsen af musikken hurtigt videre til temaer som skabelse og fødsel (Jarrett) og uendelighed og evighed (Reich). Det kan være vanskeligt at skrive om musik uden enten at havne i overfladiskhed eller tekniske detaljer, men Munch-Hansen evner i kraft af sin personlige oplevelse at lade musikken tale til os ”som en del af livet”.

Selv om bogen består af 14 selvstændige essays, er disse forbundet på mangfoldige måder, og ikke blot af det overordnede skabelsesteologiske musiksyn. Maria Schneiders interesse for fugle genfindes hos Messiaen og tematiseringen af solen finder vi i de to essays, der indrammer bogen, henholdsvis Lyden af solen (som har givet bogen dens titel) og Solens sang. Hvor det første af disse tager sit udgangspunkt i det uendelige rum, griber det sidste tilbage til en for længst svunden fortid, der imidlertid stadig i en vis forstand lever.

Dette sidste essay er yderligere specielt ved sit forsøg på at indfange ”musikken” af et norrønt kristent digt, Sólarljóð (Solens sang), en slags kristen pendant til Voluspá (Vølvens spådom) og Hávamál (Den Højes ord). Munch-Hansen inddrager her en række meget forskellige eksempler på ”musik” uden lyd, Cage’s ikoniske 4:33 og Niels Lyhne Løkkegaards Music for the inner ear, musiknære digte i hvilke rim/rytme/metaforer er fremtrædende, og endelig den musik, som den døve Beethoven skabte for indre øre. En meget broget buket, der benyttes som afsæt for Munch-Hansens afsluttende forsøg på at lade Solens sang forplante sig gennem århundrederne gennem en billedrig ”ordmusik”. Den litterære kunnen fejler ikke noget.

Et enkelt essay handler om en af de store klassikere, Johann Sebastian Bach. Det er imidlertid påfaldende at konkrete musikværker her spiller en meget lille rolle. Munch-Hansen dvæler ved Peter Adolphsens korte, underfundige fortælling om Bach (”Legemsvarme” fra Korte fortællinger I), som giver et fint sideblik på Bach, og ved Ingmar Bergmans film Sarabande, hvori sarabanden fra Bachs 5. cellosuite optræder på flere måder. Bergman bruges imidlertid ikke så meget til at belyse Bachs musik, som til at vise, at selv en ikke troende kan opleve musikken som en gave, der peger ud over den verden, vi lever i.

Da der til slut endelig beskrives et konkret stykke musik – arien ”Seufzer, Tränen, Kummer, Not” fra 1. del af kantaten Ich hatte viel Bekümmernis (BWV 21) – bliver musikken fremstillet som eksempel på, at Bach kan være yndefuld og luftig ”trods anklager for at være tung, overlæsset og knudret”. Selvfølgelig er det muligt at opleve denne arie som ”yndefyld og luftig”, ”som et vindpust, der løfter trætte sjæle op i et mildt lys”, men så må man se bort fra dens smerteintervaller, dens tekst (der ikke levner plads til nogen forsoning) og dens placering i kantaten, og dermed også fra Bachs evne til at forme et teologisk udsagn om lidelse (1. del) og fortrøstning (2.del) i musik.

Bogen er uhyre velskrevet. De enkelte essays er komponeret som mosaikker af associativt forbundne korte enkeltafsnit med et yderst varierende indhold og en fin balance mellem det konkrete og det abstrakte. Her er dagligdags oplevelser – ofte knyttet til rejser, informationer om musik/musikere/komponister, enkle ikke fagligt krævende beskrivelser af musikeksempler, fortolkninger af musikken som udbygges gennem et rigt billedsprog og yderligere forbindes med de mange bibelcitater og henvisninger til (især) teologisk litteratur. Også salmer og deres billedsprog spiller en gennemgående rolle i bogen.

Bogens associationsrigdom og stoffets overvældende mangfoldighed kan dog også give et flimrende indtryk. Undertegnede kunne i hvert fald godt ønske sig en lidt større fordybelse i de enkelte musikeksempler og en større tilbageholdenhed mht. udfoldelsen af allehånde associationer. Hvorfor skal det ovenfor omtalte essay om Bach fx indledes med en meget kort omtale af hans Kaffekantate og afsluttes med at forfatteren brygger sin kaffe for at nyde den under lytningen af et helt tredje stykke musik? Elegant? Måske, men Munch-Hansen kommer - sikkert uden at ville det -  indirekte til at bagatellisere Bach.

Jeg kan heller ikke rigtigt befri mig for oplevelsen af, at det stadigt gentagne budskab, at alle musikkens veje fører til Gud, i det lange løb kommer til at virke redundant. Ganske vist varieres det rigt, hvilket de meget forskellige musikeksempler garanterer, men eksemplerne er jo udvalgt med det formål at illustrere budskabet. Hvad der er tænkt som en åbning, kan for den ikke kristne læser i sidste ende blive en reduktion af musikken.

Trods de nævnte forbehold tror jeg, at bogen kan læses med udbytte af enhver musikelsker. Bogen er let at læse netop i kraft af sit meget afvekslende indhold og sine korte afsnit, og dens associative spring overrasker gang på gang. Omtalen af musikeksemplerne kræver ingen specielle forkundskaber, men eksemplernes mangeartethed kræver til gengæld åbenhed og nysgerrighed. Begge dele hjælpes dog godt på vej af Munch-Hansens varierede og billedrige sprog.