Paul von Klenaus (1883-1946) erindringer, der først nu er udgivet, 75 år efter at de er skrevet, er et vigtigt dokument om liv og kunst i en ond tid. Den danske komponist og dirigent Paul von Klenau levede det meste af sit liv i det Tyskland, der blev til Nazi-tyskland, og det var netop i 30’ernes og 40’ernes Tyskland, Klenau fik sine største successer, ikke mindst som operakomponist på nogle af tidens vigtigste scener. Dermed er der god grund til at stille spørgsmål ved hans moralske habitus. Ikke mindst med tanke på hvordan nationalsocialisterne brugte kunsten til at formulere et menneskesyn, hvor noget og nogen blev opfattet som rent og sundt, mens andet og andre fik prædikatet ”entartete Kunst” og blev dømt til udrensning og udslettelse.

Af samme grund blev Paul von Klenau og hans musik fortrængt og fortiet efter 2. Verdenskrigs afslutning, hvor der var brug for et opgør med alt, der var næret af den perverterede nazi-kultur. Men er succes i hjertet af Det Tredje Rige ensbetydende med dårlig kunst med et ideologisk forkasteligt indhold?
Efter læsning af En musiker oplever Europæisk kultur 1900-1939 udgivet af og med introduktion af Eva Hvidt er svaret i tilfældet Paul von Klenau i højere grad et nej end et ja. Og i takt med at nuancerne træder frem hos både enkeltpersoner og i miljøer i en unuanceret tid, begynder mennesket Paul von Klenau at aftegne sig på godt og ondt i det, som bliver et indirekte portræt af en – set i dansk perspektiv – imponerende personlighed.

I Wien, München samt en række andre tyske byer, hvor Klenau boede i længere og kortere perioder, omgikkes han centrale kulturpersonligheder som digterne Stefan George og Rainer Maria Rilke, dirigenten Wilhelm Furtwängler, præsten og organisten Albert Schweitzer, komponisterne Richard Strauss, Hans Pfitzner, Arnold Schönberg og Alban Berg, samt musen og salonværtinden Alma Mahler. Alene i kraft af Klenaus øjenhøjde-beskrivelser af disse kulturbærere er udgivelsen et must for alle, der interesserer sig for den sammensatte europæiske kunstscene i de første fire årtier af 1900-tallet.

Der gives også et mindre flatterende indblik i, hvordan den ambitiøse Klenau går på kompromis med almindelig menneskelig anstændighed i sit forsøg på at stille sig selv i et passende positivt lys overfor den nationalsocialistiske kulturelite. Han går ind på præmissen om, at folkegruppers indbyrdes forskelligheder bunder i en racebetonet opdeling i blandt andet ”arier” og ”jøder”. Klenau gør også en dyd ud af at fortælle, at han ikke længere omgås sin første tyske hustru og dennes jødiske familie, hvorimod hans anden hustru, den østrigske indretningsarkitekt og modedesigner Margarethe Klimt, karakteriseres med ord, som ligger tæt på nazisternes idealiserede germanske racebeskrivelse: ”Panden havde det gotiske Skønhedsideals Form. Den lyste af kvindelig Forstand. Mund og Næse var regelmæssigt formede og ligeledes af en middelalderlig Skønhed, som vi næppe mere træffer i vore Dage…” (s. 243) Og når det kommer til det musikalske, lægger Klenau afstand til jøden Schönbergs tolvtonesystem, til trods for at han tidligere havde haft et nært forhold til Schönberg og tydeligvis er inspireret af ham, ikke mindst i operaen Michael Kohlhaas fra 1933. Den spilles med succes i Stuttgart og siden i Berlin, hvor blandt andre Adolf Hitler er begejstret for operaen. Klenau gør sig store anstrengelser for at få de nationalsocialistiske smagsdommere til at blåstemple det, han kalder sit ”totalitære tonale Tolvtonesystem”, hvor han forbinder den moderne tolvtonemusik med de kendte tonearter, og hvor han distancerer sig fra Schönbergs, Alban Bergs og Hauers atonale musik, der var blevet erklæret dekadent af nationalsocialisterne.

Eva Hvidt giver i sin introduktion en klar og reel fremlæggelse af dette komplicerede og for mange – ikke mindst i samtiden – følelsesladede, stof. Lad så være at læsningen trættes af en vel omstændelig gennemgang af de udgivelsesprincipper, der er fulgt. Slående er det under alle omstændigheder, at det politiske spiller en vigtig rolle i Eva Hvidts introduktion, og sådan må det være med en komponist, der netop på grund af sit ideologiske tilhørsforhold er blevet fortrængt i årtierne efter 2. Verdenskrig. Først inden for det sidste årti er Klenau ved at blive genopdaget i kraft af en række udgivelser på pladeselskabet Dacapo (Orkesterværker Vol. 1 og 2 fra henholdsvis 2000 og 2002 med blandt andet den symfoniske fantasi Paolo und Francesca samt orkesterliederne Gespräche mit dem Tod), DR SymfoniOrkestrets uropførelse i 2014 af Klenaus Symfoni nr. 9 fra 1945 samt Den Jyske Operas opførelse af Michael Kohlhaas i 2019.

Som Eva Hvidt gør rede for det, var Paul von Klenau ikke nazist i politisk forstand. Han var ikke medlem af nazistpartiet og underskrev aldrig sine breve ”Heil Hitler”. Men han var opportunist og lod sig udnytte under 2. Verdenskrig, hvor han opholdt sig Danmark og fik en fremtrædende placering som ambassadør for de kunstneriske og kulturelle bånd mellem Danmark og Tyskland. Dette kan dog ikke være et argument for at bortdømme hans musik for evigt. Ikke mindst fordi det i dag viser sig, at Klenaus musik har store kvaliteter, og at den udviklede sig på egne æstetiske præmisser trods det politiske ragnarok, der ramte Europa netop i de år, hvor Klenau var på toppen af sin ydeevne som komponist.
I hans beskrivelse af møderne med de mange kunst- og kulturpersonligheder i 1910’ernes, 20’ernes og 30’ernes Europa er der et element af koketteri, idet det fornemmes at Klenau har en betydelig stolthed over at være på tomandshånd med tidens kulturelle elite, men først og fremmest giver den et fascinerende indblik i de miljøer og den dannelseskultur, der herskede i tiden. Tag nu blot denne beskrivelse af de digtoplæsningsseancer som Stefan George afholdt i München: ”Værelset var mørkt, og kun det Podium, han sad paa, var belyst med Vokslys. George havde en dengang ny Maade at foredrage Digte paa. Han læste – idet han fremhævede Rytmen, Digtets metriske Form, haardt – uden subjektivt Foredrag og Nuancering af Indholdet.” (s. 108) Eller denne beskrivelse af den særlige plastiske klarhed, som prægede Albert Schweitzers foredrag af Bachs orgelværker: ”Det var Bachs vældige Konception af en storslaaet Arkitektur, der vidner om denne Mands enestående indre Holdning, der kom til sin Ret, naar Schweitzer spillede.” (s. 138)

Selv om Paul von Klenau opholdt sig i Centraleuropa en stor del af sit liv, mistede han ikke forbindelsen til Danmark. Han voksede op i et borgerligt klunketidshjem i København og nåede at få undervisning af Musikkonservatoriets direktør Otto Malling, inden han som 19-årig tog til Berlin for at studere musik. Sidenhen opholdt Klenau sig i perioder i Danmark, blandt andet under de to verdenskrige, og selvom Klenau skriver, at hans erindringer kun dækker perioden 1900-1939, kommer han faktisk også ind på tiden som komponist i Danmark frem til 1944, hvor erindringerne er nedskrevet. Klenaus erindringer er dog først og fremmest interessante i kraft af hans internationale udsyn og i kraft af hans forståelse for de forskellige musikkulturer, der prægede tiden fra omkring år 1900 og frem til 2. verdenskrig. Klenau beskriver levende ”Den romantiske Skole”, der prægede det københavnske musikliv omkring århundredeskiftet, og hvor der var en forestilling om ”Musikkens ideelle Mission”, om ”Meddelelser fra Hjerte til Hjerte”, og hvor musikken var underlagt et fastlåst skønhedsideal.
Og Klenau får en vigtig rolle for udbredelsen af den nye musik i Danmark, da han i 1920 med økonomisk støtte fra en række danske kunstmæcener er med til at grundlægge Dansk Filharmonisk Selskab, der i de følgende år opfører klassiske hovedværker sammen med moderne orkesterværker, der var så godt som ukendte for det isolerede danske musikliv. Ved debutkoncerten blev Skrjabins Le poème de l’extase spillet, og i 1923 lykkedes det at engagere Arnold Schönberg, der blandt andet spillede sin Kammersymfoni to gange ved den samme koncert. Klenau dirigerede ofte selv koncerterne, og han forsøgte også i disse år at blive dirigent ved Det Kgl. Teater. Men det mislykkedes. Hans passionerede, temperamentsfulde fremtræden, stak ud i forhold til samtidens øvrige danske dirigenter: ”Dette Ansigt af Gummi fortrækker sig af Harme og Sorg, det vansires af Forbitrelse og Smerte, det bliver formelig gennempløjet af hæslige Grin…” Sådan lyder det i en anmeldelse signeret ”Mefisto” i Ekstra Bladet i 1919 (s. 30).

Både som komponist, hvor Klenau byggede på en senromantisk tradition, og i kraft af sin orientering mod det tyske musikliv, minder Klenau om den 10 år yngre Rued Langgaard, hvis musik også blev opført i Dansk Filharmonisk Selskab. Men hvor Langgaard med tiden blev et isoleret fænomen i dansk musikliv, søgte Klenau ud og fik en ledende stilling i Wien som dirigent og direktør for Wiener Konzerthausgesellschaft. En ørelidelse tvang ham dog til i 1931 at indstille karrieren som dirigent. Til gengæld fortsatte Klenau med at komponere helt frem til sin død i 1946, og med operaen Elisabeth von England (til Klenaus egen libretto) skabte han endnu et værk, der med opførelser i Kassel, Berlin og København vakte betydelig opsigt. Dog i de to sidste tilfælde i omarbejdet form under titlen Dronningen. Myndighederne i det på det tidspunkt krigsførende Tyskland ønskede at skjule den engelske kolorit i det historisk baserede værk, og Klenau føjede sig.
Med tanke på den afstandstagen fra den romantiske kultur i almindelighed og tysk kultur i særdeleshed, som har præget den danske kunstscene i store dele af det 20. århundrede, er Paul von Klenaus erindringer et kærkomment bidrag til en mere nuanceret forståelse af en spændingsfyldt tid. Og som forkæmper for en musik, der på samme tid er romantisk og moderne, repræsenterer Klenau et æstetisk ståsted, der både gjorde ham udsat i en nationalsocialistisk tysk kontekst og i forhold til det Carl Nielsen-orienterede danske musikliv. Men det lykkedes ham ikke desto mindre at bane sig en vej, hvor han kunne udtrykke sig som kunstner, og i den forstand er En musiker oplever den europæiske kultur 1900-1939 i lige så høj grad en personlig skæbnefortælling som billede af en tid, hvor musikken var en væsentlig del af en ideologisk slagmark. Og det er relevant læsning både set med historiske og nutidige briller.