En fyldig og mangesidig bog er nødvendig, når den skal rumme en personlighed af enorme dimensioner. Og da Niels Viggo Bentzon netop er en sådan person, er Toke Lund Christiansens nye bog om den multikulturelle danske komponist, pianist og provokatør fremragende forfattet. Hans ønske er, ”at bogen kan læses af alle, som interesserer sig for musik og kultur”. Og i stedet for at levere ”musikteoretiske udlægninger af NVB’s værker”, vil han her ”forsøge at levendegøre et af de mest interessante mennesker, han har mødt”. Og det er lykkedes flot. Med personlig indsigt og dyb erfaring om denne store danske komponist.

Bogen er på 328 tætskrevne sider med appendiks-opslag, noter, personregister og et værkregister, der ikke rummer samtlige 664 Bentzon-opusnumre, men omfatter de 253 kompositioner, der bliver nævnt i bogen. De i alt 544 noter er anbragt bag i den store bog. Og apropos noter er det altid en smagssag, om man som læser foretrækker et naturligt læseflow uden stop, men med eventuelle opslag bag i bogen, eller om man er indrettet til læsning med hurtige nedslag nederst på siden, hvor noterne er anbragt. Jeg foretrækker selv sidstnævnte mode. Bogen er ikke kronologisk opbygget, men disponeret i 7 DELE efter emne og derefter yderligere i tilhørende underemner.

Det første indtryk man får, når man kommer tæt ind på Niels Viggo Bentzon (NVB) og hans værk, er overvældende, ja nærmest uoverskueligt. Og så var Bentzon endda produktiv på andre måder – med malerkunst, tegninger, avisskriverier og happenings. Derfor er det i sig selv et kunststykke at skabe et læseværdigt stykke litteratur, der på overbevisende måde præsenterer denne ”overvældenhed”. Men det magter Toke Lund Christiansen.

Selve ideen om at skabe denne bog stammer helt tilbage fra 1970’erne, hvor han efter samtaler med NVB blev enig med komponisten om, at der burde nedfældes noget på tryk om ham. Han fik arrangeret interviews med NVB, og værket skred relativt planmæssigt fremad. Lige indtil 1979, hvor TLC skrev en kronik i Politiken om NVB i anledning af hans 60 årsdag. Ifølge TLC en kronik, som NVB og hans kone Birthe fandt meget dårlig, og derefter gik det planlagte bogprojekt i stå. Men TLC har gemt alle de mange samtalenoter godt, og de indgår her i denne bog, så vi som læsere fornemmer tidsånden med de rette kommentarer til rette tid og begivenhed.

Som baggrund for sit arbejde har TLC anvendt en enorm mængde kommentarer og noter fra komponisten, adskillige henvisninger til kildemateriale i form af aviser, tidsskrifter m.v. og – som noget af det allervigtigste – sig selv. Forfatteren, der i dag er professionel fløjtenist, har været interesseret i NVB helt fra barnsben, hvor han oplevede mindeværdige koncerter med ham. I sin studietid på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med NVB som underviser i formlære knyttede han venskabelige bånd til komponisten, som gengældte hans interesse ved at komponere fløjteværker til ham.

Et af de vigtigste kildematerialer for TLC har været anvendelsen af Niels Viggo Bentzons egne værkkommentarer, der er samlet i Mine værker. I sig selv et bogværk, som tilsyneladende ikke er offentligt tilgængeligt, men kun samlet med alt øvrigt Bentzon-materiale på Det Kongelige Bibliotek. Og dén samling har TLC udnyttet i prisværdig grad og dermed givet læseren mulighed for at dykke ned i både NVB’s næsten uoverskuelige nodemateriale og mere intime notater om liv og levned.

Endelig er der NVB’s eget forfatterskab, som bl.a. omfatter bøgerne om to af hans største inspirationer: Beethoven og Hindemith. Ikke mindst sidstnævnte omtales ofte for sin tydelige klangmæssige og strukturelle indflydelse på især Bentzons orkesterværker. Men NVB nævner også Britten, Sjostakovitj og Prokofjev.

NVB var hverken vidunderbarn eller barnekomponist. Men han var ud af en særdeles musikalsk familie. På moderens side var hans oldefar den gamle hæderkronede komponist J.P.E. Hartmann, og på Bentzon-siden var der ligeledes musikalske slægtninge. Også fætteren Jørgen Bentzon var komponist, om end af mere beskedent format end Niels Viggo Bentzon. TLC bruger meget plads til disse familieforhold: Den excentriske og højenergiske Bentzon-familie og den mere saglige, men også drømmende Hartmann-slægt.

NVB kom ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1938. Klaverlæreren Christian Christiansen kalder han sadist, Palestrina-læreren Knud Jeppesen en skæg kanut uden indflydelse på hans kompositoriske virke, og Finn Høffding, som han havde til funktionsanalyse, ”var jeg heller ikke meget influeret af”. ”Men alle sammen, hele banden, var de fuldstændig bjergtaget af Carl Nielsen. Ja, de var helt kuldslåede af Nielsen-begejstring. I realiteten snakkede de aldrig om andet end Carl Nielsen. Schönberg for eksempel, var et uartigt ord derinde., bare for at tage et eksempel, og Bruckner og Mahler ville de overhovedet ikke have med at gøre”. NVB rundede sit konservatorieophold af med at tage sin eksamen med udmærkelse.

NVB fortæller selv om ”intuitionens nådegave” som igangsætteren til et værk. Men han siger også, ”at al komposition er i virkeligheden frosne improvisationer”. En formulering, som kommer frem adskillige gange, og som man kan nikke genkendende til, både som musiker og lytter.

TLC har fundet en todelt måde at give os læsere et indblik i hele denne værkmasse. Så i bogens 2. DEL, betitlet Panorering og nærbilleder indleder han med at præsenterer værkerne i “helikoptersyn”. En flot måde at give et indtryk af de forskellige værkgrupper. Man kan lade sig rive med i visse detaljer, men ellers senere dykke ned i materien af visse tungere værker. Komponisten selv skildres adskillige gange med en slags selv-nedvurderende kommentar, fx i 1947 i et avisinterview, hvor journalisten spørger: ”Hvordan ser De selv på Deres hidtil fuldførte værker?”, hvortil NVB svarer: ”Jeg regner selv kun med henved en fjerdedel af dem”.

Yderligere værkgennemgang fortsætter i bogens 3. DEL: Den store gestus.   NVB var selv en fremragende pianist, og værker med klaver udgør af gode grunde hovedbestanddelen af hans værksamling. Klaveret indgår i soloværker, fx i de omkring 29 sonater, og i kammermusiksammenhæng (som ”akkompagnerende” instrument til alskens kombinationer af duo, trio m.v.), og endelig i de ni store klaverkoncerter komponeret i perioden 1948 – 1987.

De centrale værker ud over klaverværker er uden diskussion orkesterværkerne (Men både NVB’s ni balletter og de syv mere eller mindre fuldendte operaer får en fin beskrivende omtale i TLC’s bog).

Blandt de i alt 24 symfonier er 4. Symfoni, Metamorfoser, op. 55 fra 1948 et gedigent mesterværk. Alt for få er blevet indspillet, men takket være komponisten og dirigenten Ole Schmidt har vi i dag både symfoni nr. 3, 4, 5 og 7 i fine indspilninger med Aarhus Symfoniorkester. Desuden foreligger 8. Symfoni, hans længste, i en cd-udgave. NVB har ganske interessant fortalt – måske lidt overraskende – at Tjajkovskijs 4. Symfoni har dannet udgangspunkt for mange af hans symfoniske værker.

Man skal virkelig være decideret fejlfinder, hvis man skal klandre TLC for regulære ukorrektheder. For han er særdeles akkurat med de utrolig mange data. Dog bør her omtales en misforståelse, der indgår i hans beskrivelse af symfonierne. Man skal altid være påpasselig med kategoriske udtalelser, navnlig når det drejer sig om musikalske begreber og genrer. På side 127 skriver TLC, at ”i perioden 1960 til 1980 lå symfonien så godt som stille – også i de internationale komponistmiljøer”. Ikke desto mindre er der mange eksempler, der dokumenterer det modsatte. For i disse to tiår komponerer eksempelvis Sjostakovitj 4 symfonier, William Schuman 4, Roy Harris 6, Allan Pettersson 10, Robert Simpson 5, Henze 2, Panufnik 5, Tubin 3, Gija Kancheli 6, Vagn Holmboe 2, Per Nørgård 2, Kalevi Aho 6 og Michael Tippett 2. Altså bare for at nævne nogle.

NVB’s aktivitet som musikanmelder beskrives af TLC, så man får et indtryk af hans store viden om både de spillede værker og komponisterne. Undertiden kommer NVB på kant med den anmeldte komponist, og har dermed bidraget til den negative stemning, der har hersket mellem visse kolleger og NVB.

I 5. DEL: Vi må tage det hele med, fokuseres på NVB’s periode som aktiv udøvende indenfor happenings og “fluxus”, der begyndte i 1962. TLC omtaler konkrete episoder, der vakte forargelse, og som også via anmeldelser i dagbladene skabte et nyt billede af NVB som mere eller mindre rablende vanvittig. I BT lød det, at ”Det var som at se voksne mennesker te sig som børn i en sandkasse”, og hans komponistkollega Flemming Weis var ude med en anmeldelse om den såkaldte Nonsens-aften med den formanende kommentar: ”Pas på Bentzon, lad ikke dette intetsigende gøgl få overhånd”.

I denne sammenhæng bør omtales NVB’s kontakt til den tyske kunstner Joseph Beuys, som NVB havde truffet under Documenta V-udstillingen i Kassel i 1972. Kompositionsmæssigt udløste kontakten en række Beuys-inspirerede værker, fx Joseph Beuys-sonaten for klaver og Fett und Filz fra 1977/78.

Blandt de mere bizarre hændelser bør fremdrages TLC’s beskrivelse af uropførelsen af Bentzons 7. klaverkoncert. Begivenheden var en del af fejringen af komponistens 50års fødselsdag den 24. august 1969. TLC beretter: ”Mesterdirigenten Herbert Blomstedt stod i spidsen for Radiosymfonikerne, og da jeg sad med i orkestret, står begivenheden klart for mig, ja, alt for klart! Det musikalske stof var meget ordinært, om end at orkestersatsen som altid hos Bentzon var ganske effektiv i sin instrumentering. Men i modsætning til prøverne, der var forløbet ganske traditionelt, så benyttede Bentzon selve den halvtime lange solokoncert til at tilføje musikteatralske virkemidler: Han sprang op fra klaverbænken og gestikulerede etc. I en anmeldelse blev hans optræden ligefrem karakteriseret som ”voldtægt mod klaveret”. Det hele kulminerede, da han med publikums applaus greb maestros dirigentpind og med hurtige bevægelser placerede den som en japansk dekoration midt i Blomstedts statsministerfrisure.”

At udviklingen efterhånden løb fra NVB, der på sine ældre dage ikke længere var fulgt med tiden men var blevet overhalet af yngre kræfter og efterhånden blev opført sjældnere, har ganske givet været en af årsagerne til hans depressive tilstand. Men TLC fortæller også om tidligere perioder, hvor komponisten måtte lade sig indlægge til psykiatrisk hjælp på Rigshospitalet. Tilværelsen var ganske givet ikke let for ham, skønt han selv – med et glimt i øjet – udtrykte, at så længe han arbejdede, lavede han ikke noget kriminelt, og at det var nødvendigt for ham hele tiden at producere. Som han sagde: ”At skabe, er at leve” og ”at skabe er at overleve”.

TLC’s bog blev udgivet på netop 100års dagen for Niels Viggo Bentzon, den 24. august 2019. En dag, hvor man endelig igen kunne opleve levende musik af den store komponist, både de store klaverværker, Toccata, Passacaglia, Partita og Træsnit samt uddrag af den enorme mængde Præludier og Fugaer, som er udkommet i i alt 13 bind.

NVB er her ikke mere, men han har så sandelig været her. På en sådan måde, at mange mennesker kender hans navn, måske også hans udseende med det store fuldskæg og i hvert fald en stump af hans musik. Nemlig hans komposition DSB, de tre toner D-Es-B, der lyder ud af højttalerne på stationer og banegårde, når togafgange annonceres. Her bør indføjes, hvordan NVB fik en aftale i stand med DSB’s generaldirektør Poul Hjelt. NVB fortæller selv om mødet: ”Hvordan skulle mine tre toner honoreres? Jeg ved ikke hvad der stak mig … men jeg foreslog ligesom lidt henkastet … kunne vi blive enige om én øre pr. afgang? Først så han glad ud. Det lød jo ikke af meget. Så fór han op. Er De gal Bentzon … det bliver jo MILLIONER, altså kroner, ikke øre. Så det endte med et én-gangs-honorar”.

Som nævnt munder TLC’s nære tilknytning til komponisten ud i bruddet i 1979, Men som forfatteren efterfølgende noterer: ”Alt har sin tid! Lige fra mine første indtryk på Mælkepoppen på Axelborg og igennem alle årene. Han var der. Også i perioden efter bruddet og det, der dengang blev oplevet som et stort tab. Nu, hvor min fortælling er ved at være på det sidste, håber jeg at have ydet ham, min store ven, om ikke fuld retfærdighed så i hvert fald et bedre resultat, end jeg kunne gøre det for 40 år siden. NVB er ikke nogen nem person at portrættere, ikke en kunstner, man bare kan udforske og skrive om og så tro på, at man er kommet hele vejen rundt om ham. Det bilder jeg mig heller ikke ind. Tværtimod er det mit håb, at min fascination af denne store kunstner, denne kæmpe i dansk kulturliv, vil virke inspirerende på andre, måske i en fjern fremtid, der så kan sige ”nu skal det gøres på den rigtige måde””.

Og med disse vise ord, som er Bentzons egne, anbefaler jeg denne bog på det varmeste.