Denne bog handler om en revolution – eller ret beset om en række fortløbende revolutioner – men i hovedsagen dén revolution, at det takket være radioen blev muligt for alle mennesker at opleve musik snart sagt overalt og hele tiden i et hidtil ganske uanet omfang. Bogen påviser med overbevisende klarhed, at radioens altovervejende hovedformål – i hvert fald i forhold til tidsforbrug – ikke er spredning af nyheder, reportager, debatter osv., men netop udbredelsen af musik.

I seks hver for sig tilnærmelsesvis kronologisk opbyggede afsnit (”Musik mellem underholdning og oplysning”, ”Forvaltninger af det musikalske repertoire”, ”Radioens stemmer og radioens lyd”, ”Musikstyring gennem et århundrede”, ”Radioen samler musiklivet” og ”Musikradio i dag: Mangfoldighed og hensynet til lytteren”) skildres Danmarks Radios musikpolitik fra 1925 til i dag og den omfattende styring af musikudsendelserne, der har fundet og finder sted – i dag via elektroniske playlister og algoritmer, typisk på den måde, at tilrettelæggeren af det enkelte program véd, at han skal spille så og så mange % af de forskellige musiktyper (beat, rock, soul osv.), hvorefter han/hun elektronisk anmoder ”systemet” om en playliste ud fra disse (og i øvrigt en lang række andre forud fastlagte) kriterier. Undervejs i bogens fremstilling klarlægges det minutiøst, hvilke magtkampe og intriger (bl.a. mellem tilhængere af den ”høje” og den ”lave” musik og mellem ledelse og studieværter) programlægningen gennem årene har givet anledning til, både internt i DRs regi og ude i det politiske bagland og i avisernes kulturdebat.

Det er et imponerende forskningsarbejde, der ligger bag bogen, og teksten er gennemgående uhyre velskrevet og rig på spændende perspektiveringer. Men de mange detaljer og det store persongalleri bevirker også, at teksten generelt bliver meget flimrende og sine steder nærmer sig ”hvid støj” – for nu at blive i radiosproget. Hertil bidrager også antallet af forfattere (udover redaktionen en lille halv snes universitetsfolk). En række gentagelser har ikke kunnet undgås. Hertil kommer, at en stor mængde personnavne næppe vil sige læsere, der er yngre end nærværende anmelder (årgang 1944), det ringeste. Hvem var f.eks. ”Bror Kalle”, Pia og Peter Borgwardt, Victor Cornelius, Arne Honoré, Jørn Hjorting, Niels-Jørgen Kaiser, Vagn Kappel, Otto Leisner, Svend Pedersen, Raquel Rastenni og Sejr Volmer-Sørensen, for blot at nævne nogle få? Hvordan var de? Hvad stod de for? Korte forklarende biografier kan ikke erstatte kendskabet til disse aktører i kød og blod. Forfatterne forudsætter, at man forbinder noget med disse navne, men det gør mine børn og børnebørn med garanti ikke, og bogen vil derfor af disse yngre generationer desværre i høj grad opleves som et lukket land.

Forfatterne ser radioens udbredelse af alle mulige former for musik som først og fremmest et ”underholdnings”-projekt, men dernæst også i allerhøjeste grad som et ærkedemokratisk stykke ”public service”. Det er svært at være rigtigt uenig heri. Opgaven for radioens skiftende aktører med at søge at gøre alle tilfredse har selvfølgelig været lige så uløselig som udfindelsen af cirklens kvadratur, og nu da støvet efter de første næsten 100 års slagsmål efterhånden har lagt og lægger sig, vil man – tror jeg – tvinges til at erkende, at radioens ledelse og mandskab og de involverede politikere alt i alt har løst den umulige opgave rigtig godt. Der er (af og til efter lidet pyntelige episoder som f.eks. lukningen af den kommercielle Radio Mercur) blevet plads til formidling af så at sig al slags musik. Revolutionen er lykkedes: befolkningens musikalske oplevelseshorisont er udvidet dramatisk – vi er simpelthen blevet helt andre – og tror undertegnede: bedre – mennesker i kraft af musikken. At især popmusikken skulle være ”opium for folket” anser jeg for at være et vildt overdrevet, hyperintellektuelt fantasme.

Det demokratiske element betyder selvsagt, at fokus i bogen i høj grad – men bestemt ikke udelukkende – lægges på den store mængde musik, der i sandhedens interesse må karakteriseres som rent triviel. Det har efter min opfattelse været en – om man vil ”demokratisk” – forpligtelse for DR at give betydelig plads til det trivielle (der jo bestemt findes indenfor alle genrer), men det trætter lidt at skulle læse side op og side ned om de allermest banale musikstykker.

En afgørende ny udvikling skete, da DR gradvist begyndte at segmentere musikudsendelserne, hvor idealet oprindelig havde været, at udsendelserne skulle rumme noget, der ramte enhver smag. Denne udvikling dokumenteres fint i bogen. Den løber muligvis parallelt med en lignende øgning af samfundets segmentering som helhed.

Den rivende teknologiske udvikling og globaliseringen har medført, at DR i dag står i en voldsom konkurrencesituation. Man søger i højere og højere grad sine musikoplevelser andre steder (internettet), og en del lyttere har gennem tiden opfattet DRs velmenende og også efter de vanskelige omstændigheder alt i alt vellykkede formidlingsindsats som manipulatorisk. (Underligt nok glimrer folk som lagerforvalter Rindal og Erhard Jacobsen og hans ”aktive seere og lyttere” ved deres totale fravær i bogen). Kritikken har dannet klangbund for det nylige medieforlig, der beskærer ”mastodonten” DR med 20% af midlerne og lægger op til muligheden for en noget strammere politisk styring. Det understreger, hvad bogen til fulde dokumenterer, at demokrati i høj grad er lig med ”slagsmål”. Og slagsmålet ser ud til at skulle fortsætte måske endda de næste 100 år.

Trods de ovenanførte kritikpunkter kan ”Stil nu ind…” varmt anbefales som det hidtil bedste og mest veldokumenterede bud på skildringen af en af det forløbne århundredes største og mest betydningsfulde revolutioner.